• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Platon

Oprindelig forfatter A-MEO Seneste forfatter Redaktionen

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon, 427-347 f.Kr., græsk filosof; ved siden af sin elev Aristoteles grundlægger af europæisk filosofi. Platon var af adelig slægt med tradition for deltagelse i Athens politiske liv, men efter det voldelige tyranni 404-403 f.Kr., som nogle af hans slægtninge deltog i, og henrettelsen af Sokrates i 399 f.Kr. under det genoprettede demokrati tog han afstand fra praktisk politik og påbegyndte sit filosofiske forfatterskab. Platon blev tidligt inspireret af Sokrates, hvis dæmoniske og fængslende personlighed og provokerende samtalekunst han forevigede i sine værker. Ca. 385 f.Kr. grundlagde han Akademiet, som han ledede til sin død. Platon besøgte tre gange (389-388, 366-365 og 361-360 f.Kr.) Syrakus, de to sidste gange efter invitation fra Dionysios 2., der ønskede at føre Platons statstanker ud i livet, men kun halvhjertet og overfladisk indlod sig på den nødvendige filosofiske uddannelse. Ved begge lejligheder endte Platons anstrengelser negativt.

Forfatterskab

Hos Platon findes for første gang i Vesten en samlet filosofisk undersøgelse af virkeligheden i alle dens aspekter: metafysisk, videnskabeligt, sprogligt, psykologisk, politisk, kunstnerisk m.m.

PLATONS DIALOGER
  • Platon skrev ikke filosofiske afhandlinger, men dialoger, dvs. dramatiserede samtaler, der alle er henlagt til Sokrates' levetid. De fleste har navn efter en af deltagerne i samtalen.
  • Ungdomsdialoger

    Annonce

  • Ion, Hippias Minor, Euthydemos, Charmides, Laches, Lysis, Euthyphron, Apologien (Sokrates' Forsvarstale), Kriton, Protagoras, Gorgias (om retorikken), Menon. (Hippias Major og Menexenos er muligvis uægte).
  • Manddomsdialoger

  • Faidon (beskriver Sokrates' henrettelse), Symposion (Drikkegildet, hvor en række fremtrædende athenere, bl.a. komediedigteren Aristofanes og politikeren Alkibiades, skiftes til at holde lovtale over guden Eros), Staten (bl.a. med det berømte hulebillede), Kratylos, Faidros.
  • Sendialoger

  • Parmenides, Theaitetos, Sofisten, Statsmanden, Timaios, Kritias (med Atlantismyten), Filebos, Lovene.
  • Rækkefølgen er usikker i de to første grupper, men formentlig som anført i den sidste. Lovene er i hvert fald Platons sidste værk og mangler nok en endelig redigering. Hertil kommer en række breve, hvis ægthed er omstridt; dog betragtes Det 7. Brev almindeligvis som ægte. I dette delvis selvbiografiske brev gør Platon status over sine politiske erfaringer.

Der er ikke tale om systematisk fremstilling af færdigt tankegods. Platon går indirekte og litterært til værks. Med undtagelse af Apologien (Sokrates' Forsvarstale) og Symposion (Drikkegildet, en række lovtaler over guden Eros) er Platons værker dialoger, dramatiserede filosofiske samtaler, som regel med Sokrates som hovedperson. Sokrates fremstilles gerne som uvidende og spørgende i begyndelsen af samtalen; indsigt i sagen etableres efterhånden i selve tankegangen, der kan føre mange steder hen, også på afveje. Platon betjener sig desuden ofte af lignelser og myter. Det vil altid kunne diskuteres, hvorledes dialogerne udtrykker Platons filosofi, og i hvilket omfang Sokratesskikkelsen er Platons talerør. Pga. denne mulighed for meget varieret fortolkning og Platons litterære mesterskab er dialogerne blevet læst langt ud over fagfilosofiens grænser.

Platons forfatterskab strækker sig over hen ved 50 år og er overleveret nogenlunde intakt. Det er ikke muligt at datere de enkelte værker nøjagtigt, så de inddeles normalt i grupper efter den periode af Platons liv, de antagelig er skrevet i: ungdoms-, manddoms- og sendialoger.

Viden og mening

Et udgangspunkt for Platons filosofi er menneskets indsigt i sit eget væsen, det sokratiske "kend dig selv", der har både et teoretisk og et praktisk perspektiv: Erkendelse og menneskelig fuldkommenhed, dvs. dyd (gr. arete). For at handle rigtigt må man vide, hvad dyd er. I ungdomsdialogerne spørges fx efter fromhed, tapperhed og selvbeherskelse, men også efter dyden overhovedet, om den består i viden, og om den er en færdighed, der kan læres som et håndværk, som nogle sofister hævdede. Spørgsmålene kræver svar i form af definitioner, der bestemmer sagen alment ("i sig selv") og ikke fx ved henvisning til eksempler.

At vide noget er at vide, hvad det er, og ikke, hvordan det synes at være. Platon kritiserede sofisternes subjektivistiske opfattelse af virkeligheden. Hvis alting var, som det tager sig ud efter det enkelte menneskes mening, ville en objektiv tilgang til verden være umulig; man ville ikke kunne tale om "sagen i sig selv". Tingene fremtræder ganske vist forskelligt og foranderligt, men i håndværk og videnskab (eksemplarisk i matematikken) findes på forskellig måde objektiv og sikker viden. Matematikerens viden går på ideale størrelser, den tænkte cirkel og ikke den tegnede; også håndværkerens kunst forudsætter et begreb om den ting, der skal laves. Platon etablerer et skel mellem viden (episteme), der nødvendigvis er sand, og mening (doksa), der kan være sand eller falsk. Et krav til viden er, at man sagligt kan gøre rede for den enten direkte ved beviser eller indirekte gennem at tilbagevise modsatte opfattelser (dialektisk, som i samtalen). Et andet krav er, at viden modsat blot mening har det almene og uforanderlige som genstand. Viden forudsætter, at der er noget, der altid er, som det er, noget absolut værende. Ligesom den 100 år ældre Parmenides skelner Platon mellem det, der er ensartet, uforanderligt og evigt, og det, der er mangfoldigt, foranderligt og forgængeligt. Platon vil hermed ikke skelne mellem virkelighed og illusion, som Parmenides gjorde, men mellem to måder, som noget kan være til på, to kategorier af det værende: idéer og fænomener.

Idéer og fænomener

En række centrale dialoger, Menon, Faidon og Staten, fremstiller dette ontologiske og erkendelsesteoretiske kompleks, der betegnes som Platons klassiske idélære (se også idé). Idéerne er de intelligible og evige enheder, der som et idealt mønster ligger til grund for den synlige, fysiske verden. De udgør de almene bestemmelser, der kan erkendes og udtrykkes i en definition, altså klasser af ting, egenskaber eller sagforhold. Idéer eksisterer uafhængigt, fænomener afhængigt; de foranderlige fænomener bliver til og får deres egenskaber i kraft af at have del i de evige og uforanderlige idéer (participation). Platon har derfor ikke en idé for væren som sådan. Det højeste, samlende princip for alt værende er det godes idé. I den absolutte godhed forenes de bestemmelser, væren, enhed og skønhed, der strukturerer alt andet, som er til, da alle ting stræber mod det gode. I Staten ligner Platon det godes idé ved Solen: Ligesom Solen ved sit lys giver liv til den fysiske verden og gør den synlig for os, giver det godes idé væren og form til idéerne og gør dem begribelige for fornuften. En idé (i den senere tradition ofte forstået som et almenbegreb) har objektiv, selvstændig eksistens og udgør grundlaget og normen for sine instanser.

Da idéerne ikke findes i den fænomenverden, menneskets erkendelse tager udgangspunkt i, må fornuften på en eller anden måde have tilgang til dem på forhånd. I Menon viser Platon ved et matematisk eksempel, hvordan erkendelse opnås ved fornuftens egen, interne virksomhed, og i Faidon bestemmes begrebsdannelse og erkendelse som generindring (gr. anamnesis; se anamnese og erindring). Den fornuftige sjæl er forud for menneskelivet i kontakt med idéerne, men ved foreningen med legemet glemmer den sin viden. Fænomenernes ufuldkomne billeder af idéerne minder sjælen om originalen, der altså generindres, mens det latente kendskab til de almene idéer omvendt bevirker, at mange enkeltting kan genkendes som eksemplarer af én bestemt klasse.

Sjælen

Også i mennesket sætter Platon et skarpt skel mellem det intelligible og det materielle, mellem sjæl og legeme. Sjælen har tre dele eller funktioner: fornuft, følelse (eller sansning) og begær. Kun fornuftsfunktionen, der er almen og upersonlig, er principielt uafhængig af det forgængelige legemes indflydelse. Fornuftens opgave er dog ikke kun at erkende, men også at være moralsk styrende princip i sjælen. Foruden visdom er sjælens kardinaldyder selvbeherskelse, retfærdighed og tapperhed, der består som et harmonisk forhold mellem sjælens dele. I det omfang, mennesket lader fornuften og ikke følelse og begær styre sin livsførelse, har det allerede i dette liv del i udødeligheden.

Ligesom øjet ikke kan se direkte på Solen uden tilvænning, kan sjælen heller ikke begribe den højeste sandhed uden forberedelse. Filosofisk erkendelse er en møjsommelig proces, der begynder i det sanselige og involverer hele mennesket. I Symposion repræsenterer guddommen Eros menneskesjælens naturlige stræben efter udødelighed; den begynder som begær efter sanselig skønhed og når sin højeste form gennem filosofi, kærlighed til viden, i skuet af det godes eller skønnes idé. Her transcenderer sjælen den menneskelige begrænsning i tid og rum. Eros er således en dæmonisk naturkraft, der formidler mellem menneskeligt og guddommeligt, forgængeligt og evigt. Det berømte hulebillede i Staten illustrerer sjælens mulighed for at opnå frigørelse gennem sand erkendelse: Almindelige mennesker kan lignes ved fanger i en hule, der kun opfatter et genskin af virkeligheden. Men fangerne kan befries for deres lænker, så de kan erkende selve virkeligheden, idéerne og det gode. En sådan erkendelse er moralsk forpligtende; den befriede fange skal vende tilbage til hulen (staten) og realisere det, han har set, politisk.

I Faidros ses sjælen som en dynamisk forening af fornuft og begær og bestemmes alment som selve princippet for bevægelse eller liv. Opfattelsen af sjælen som universelt princip genfindes i Timaios' mytiske redegørelse for verdens tilblivelse ved en guddommelig håndværker (se demiurg), der fremstiller den ordnede verden med idéerne som mønster.

I sendialogerne udvikler Platon mere specifikke filosofiske emner, men reflekterer samtidig over grundtræk ved selve idélæren. Parmenides indledes med en kritisk diskussion af såvel idébegrebet som selve begrebet participation: Har alle ting, også fx snavs, en idé, og hvad vil det nærmere sige, at tingene "har del" i idéer? I Sofisten gennemgås en række basale ontologiske og logiske spørgsmål, bl.a. om idéernes indbyrdes forhold (har de del i hinanden?), om det ikke-værendes status og om falske udsagns betydning. I Kratylos (om sproget), Theaitetos (om erkendelsen) og Filebos (om det gode liv) er det filosofiske sigte generelt mindre abstrakt; idélæren forudsættes, men også fænomener som sansning og lyst inddrages.

Politik

Selvom Platon tidligt tog afstand fra voldeligheden og tilfældigheden i praktisk politik, er hans værk dybt præget af politisk interesse. Tre store værker, Staten, Statsmanden og Lovene, omhandler retfærdighed, stat og lovgivning. I Staten udvikler Platon sit ideal for staten, retfærdigheden, i analogi med sjælen. Ligesom fornuften er det styrende princip og garant for fuldkommenhed i sjælen, må også fornuft regere i staten, hvis den skal leve op til sin idé. Staten tænkes derfor opdelt i tre klasser svarende til de tre sjæledele: Filosofisk uddannede regenter, disciplinerede og tapre vogtere og en mådeholden, producerende befolkning, der alle udøver deres særlige funktion med henblik på det bedste for helheden. Af afgørende betydning er den musiske opdragelse, der skal gøre statens indbyggere harmoniske af sind og solidariske med det fælles projekt. I denne sammenhæng fremsætter Platon en kritik af kunsten, navnlig digtningen, der var grundlaget for grækernes skoling og dannelse fra barnsben. Kritikken er erkendelsesteoretisk og moralsk, ikke æstetisk anlagt. Kunsten bestemmes alment som efterligning (mimesis) af fænomenerne og derfor som en tredjerangsudgave af den sande virkelighed (idéerne). Kunstnerne bebrejdes, at de med forkærlighed udstiller slette træk ved menneskeliv og gudeverden og dermed taler til de lavere følelser uden at tænke på den virkning, som uskønhed og løgn, vold og amoralitet har på sjælen. I den ideale stat vil kun den kunst blive tolereret, der udtrykker det gode og sande og fremmer harmoni i sjælen.

I Statens idealkonstruktion styres staten primært gennem opdragelsen og ved regenternes konkrete beslutninger i enkeltsager. I Statsmanden anerkender Platon den praktiske nødvendighed af, at fornuften nedfældes i lovgivning, og diskuterer forskellige forfatningstyper. Lovene fremlægger i detaljer "den næstbedste stat", dvs. ikke den ideale, men den bedst mulige. Her varetages styret af et råd, etableret ved en kombination af valg og lodtrækning blandt borgerne, og der regeres ved lov. Som udtryk for den størst mulige visdom og erfaring er det lovens formål at være opdragende og vejledende for borgerne; straffebestemmelserne betragtes som sekundære, om end de udgør lovens egentlige ordlyd.

Platons forbehold over for loven, at den er almen og derfor ikke tager hensyn til enkelttilfælde, er et udslag af hans generelle forbehold over for det dogmatiske og det skrevne. Navnlig i skriftlig formidling ser han en fare for, at udsagn tilegnes ukritisk, da forfatteren ikke kan tage hensyn til den enkelte læser, og denne ikke kan stille spørgsmål til sagen. Ideelt set må information og belæring derfor foregå direkte mellem mennesker. Eftersom skriften dog er nødvendig for udbredelse og overlevering, både politisk og filosofisk-videnskabeligt, må den benyttes med pædagogisk og moralsk omtanke for, hvad der skal opnås. Lovgiveren må udstyre sine love med motiverende fortaler, der udtrykker lovens ånd. Selv giver Platon med dialogerne sit bud på den bedste formidling af tænkningens natur: "at være en sjælens samtale med sig selv".

På dansk foreligger Platons Skrifter ved Carsten Høeg og Hans Ræder (10 bd., 1932-41; 2. udg. 1953-55, fotografisk genoptrykt 1992).

2009-15 udkom Platon. Samlede værker i ny oversættelse (6 bind) ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen. Hvert bind er oversat af anerkendte Platon-forskere til et moderne dansk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Marie Eggert Olsen: Platon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142735