• 

  Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

• 
• 

  Link til "Aristoteles"

• 

Aristoteles

Liv

Aristoteles' livsforløb forklarer de to hovedinteresser i hans åndelige profil, den empirisk-konkrete og den filosofisk-abstrakte. Han blev født i Stagira på halvøen Chalkidike i det nordlige Grækenland som søn af en læge, der var i tjeneste hos den makedonske konge. Fra en tidlig alder fik han dermed en interesse for den naturlige verden i dens konkrete fremtræden. 17 år gammel (367) blev han elev af Platon i Akademiet i Athen og fik dér en spekulativ interesse for at formulere den naturlige verdens grundlæggende forklaringsprincipper. Kort før Platons død (347) drog han tilbage til det nordlige Grækenland, hvor han dels var beskæftiget med filosofi og med botanisk og zoologisk indsamlingsarbejde (i samarbejde med sin elev og senere efterfølger, Theofrast), dels en overgang var lærer for Alexander den Store. I 334 vendte Aristoteles tilbage til Athen, hvor han grundlagde sin egen filosofiske skole, Lykeion. Skolen rummede det første egentlige forskningsbibliotek i den vestlige verden; det blev model for de store hellenistiske biblioteker, fx Det Alexandrinske Bibliotek. Pga. sin nære kontakt til det makedonske kongehus måtte Aristoteles efter Alexanders død (323) flygte til byen Chalkis på Euboia, hvor han døde året efter.

Skrifter

Traditionelt inddeler man hans værker i to grupper: De kunstnerisk udformede, eksoteriske (af gr. exo 'udad'), som Aristoteles selv udgav, men som siden er gået tabt bortset fra citater hos andre forfattere; og de esoteriske (af gr. eso 'indad'), som er næsten fuldstændigt bevaret. Der er her tale om læreskrifter, dvs. fyldigt ud- og omarbejdede forelæsningsmanuskripter og ordnede materialesamlinger, beregnet på arbejdet i hans egen skole. Originalmanuskripterne skal efter Theofrasts død have været opbevaret i 200 år i en fugtig kælder i det nordvestlige Tyrkiet, før de blev bragt tilbage til Athen og derpå til Rom. Her blev de udgivet ca. 50 f.Kr. — og dermed bevaret for eftertiden. Hans litterære stil i disse arbejdspapirer har helt ufortjent fået et dårligt ry.

Aristoteles så det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende, naturlige verden, sådan som de tager sig ud for fornuften, og sådan som de efter hans opfattelse dermed også er. Projektet er overtaget fra Platon, men forskellen er alligevel tydelig: Hvor hovedinteressen hos Platon synes at gælde grundprincipperne (derunder de platoniske idéer) taget for sig selv, er det hos Aristoteles verdens faktiske fremtræden, der er i centrum: "Et princip er princip for noget"; "i alt levende er der noget fascinerende".

Logik og erkendelsesteori. Uden for det filosofisk-videnskabelige projekt står analyserne af selve forskningsinstrumentet, fornuften; disse værker går traditionelt under betegnelsen Organon (gr. 'redskab'). I Kategorierne (ikke overs.) klassificerer Aristoteles de prædikater, der kan indgå i meningsfulde udsagn om en konkret ting (de ti "kategorier", som kan udtrykke tingens substans, kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid, forholden sig, haven, gøren, liden). I De interpretatione (Om sætningen, egl. om tolkning, overs. H.Roer 1991) skildres hans opfattelse af forholdet mellem sprog, tanke og virkelighed, og sætningens logiske struktur og sandhedsbetingelser analyseres. Topikken (ikke overs.) systematiserer de argumentationstyper, der anvendes i "dialektisk" argumentation, som hos Aristoteles ikke er videnskabelig i strikt forstand. Endelig rummer Analytikken (ikke overs.) dels en samlet fremstilling af Aristoteles' "syllogistik" (aristotelisk logik), dels en fremstilling af hans videnskabsideal: Et strengt deduktivt system af nødvendigvis gyldige syllogismer, baseret på indlysende sande aksiomer.

Det ideal forsøgte han imidlertid slet ikke at leve op til i sine egne filosofiske undersøgelser, og hans værk udgør ikke et fast sammentømret system — Aristoteles er ikke aristotelisme. Tværtimod gør han udstrakt brug af teknikker fra den dialektiske argumentationsform med henblik på at begribe og systematisere de foreliggende umiddelbare meninger om og empiriske observationer af verden. Metoden er på én gang sprog-, begrebs- og empirisk analytisk. Set med moderne øjne er projektet en blanding af filosofi og naturvidenskab, men det er en aristotelisk pointe, at de to ikke kan adskilles.

Naturfilosofi og -videnskab. I Fysikken (delvis overs. P. Helms 1951) forudsætter Aristoteles uden videre, at der foregår forandringer i naturen: "Det kan vi jo se". Opgaven består så i at finde de grundlæggende begreber, man har brug for, når man vil beskrive de naturlige forandringer. Han introducerer her begreberne stof og form, mulighed (potens) og virkelighed (akt). Til forklaring af naturlig forandring indfører han endvidere fire årsager (principper): den materielle, den virkende, den formale og den finale (formålet). Han analyserer også forholdet i naturen mellem formålstjenlighed (som er omfattende; se teleologi) og nødvendighed samt begreber som bevægelse, tid og rum. I De caelo (Om himlen, delvis overs. P. Helms 1957) og De generatione et corruptione (Om tilblivelse og gåen til grunde, ikke overs.) skildrer han verdens opbygning (kosmologi, elementlære). Der er fire grundelementer (jord, vand, luft, ild) med hver deres naturlige placering i verden "under Månen", dvs. jord nederst på den kugleformede Jord, som er Universets centrum, ild øverst. Over Månen findes himmellegemerne, som er dannet af et femte, uforanderligt element (i middelalderen kaldet quinta essentia, den femte essens, jf. kvintessens).

Stadig som en del af naturfilosofien følger de zoologiske skrifter (botanikken tog Theofrast sig af). Historia animalium (Oversigt over dyrene, ikke overs.) og De partibus animalium (Om dyrenes dele, ikke overs.) samler over 500 dyrearter og gennemfører en fleksibel klassifikation ud fra de forskellige organer; andre skrifter behandler dyrenes forplantning og bevægelse.

Aristoteles analyserede også menneskets psykologi på et biologisk grundlag. I det centrale skrift De anima (Om sjælen, overs. P. Helms 1949) udarbejder han en almen definition af sjælen for derefter at koncentrere sig om perception, forestillingsevne og fornuft; en række mindre afhandlinger drøfter hukommelse, søvn, drømme o.l. På denne måde nåede han fra de grundliggende fysiske fænomener til toppen af sin scala naturae ('naturens trappestige'), hvor mennesket står — og over det Gud.