Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dionysios Areopagitten

Oprindelig forfatter LON Seneste forfatter Redaktionen

Dionysios Areopagitten, Pseudo-Dionysios, ca. 500, kristen forfatter, om hvis liv der ikke findes sikre underretninger. I 530'erne blev han fejlagtigt identificeret med den Dionysios, som på Areopagos sluttede sig til apostlen Paulus (Ap.G. 17,34); skønt denne identifikation blev bestridt allerede i 500-t., nød den almindelig udbredelse i middelalderen og renæssancen. Fra 800-t. blev han ligeledes fejlagtigt identificeret med martyren Denis.

Af Dionysios' omfattende forfatterskab er der bevaret fire traktater og ti breve: Om det himmelske hierarki; Om det kirkelige hierarki; Om de guddommelige navne og Om den mystiske teologi.

I disse værker fremstiller han den kristne lære under kraftig inddragelse af nyplatonisk filosofi; særlig tydelig er afhængigheden af den senantikke filosof Proklos.

Annonce

Dionysios Areopagitten beskriver i detaljer universets hierarkiske opbygning fra den treenige Gud over de himmelske åndsvæsener, englene, til mennesket og den lavere jordiske skabning.

Parallelt hermed er der tre stadier i kristenlivet: renselse, oplysning og forening. Målet for det kristne liv er for Dionysios Areopagitten sjælens forening med Gud, som bevirker menneskets guddommeliggørelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauge Olaf Nielsen: Dionysios Areopagitten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64854