• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Aquinas

Oprindelig forfatter LON Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/28197/=ud_a_11653.mp3?revision=2

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

Thomas Aquinas, ca. 1225-7.3.1274, italiensk filosof og teolog, en af skolastikkens betydeligste tænkere. Thomas blev født i Roccasecca nær Napoli; tilnavnet betyder 'fra Aquinum' (nuv. Aquino mellem Napoli og Rom).

Liv

Som yngste søn i en adelig familie blev Thomas som barn anbragt i benediktinerklostret Montecassino. Efter universitetsstudier i Napoli indtrådte han 1244 imod familiens planer i dominikanerordenen; efter at være blevet bortført af sine brødre blev han holdt indespærret i hjemmet, men vendte 1245 tilbage til dominikanerne, som sendte ham til Paris for at studere.

I Paris blev Thomas elev af Albert den Store og fulgte ham til Köln i 1248, men vendte i 1252 tilbage til Paris for at afslutte sine teologiske studier. Han forelæste 1253-56 over Petrus Lombardus' sentensbøger og var 1256-59 teologisk professor. I 1259-68 var Thomas atter i Italien, hvor han underviste i filosofi og teologi i dominikanernes studiehuse i Orvieto og i Rom.

Annonce

Ikke mindst foranlediget af den bitre strid om tolkningen af Aristoteles (se middelalderens tænkning) sendte ordenen i 1268 Thomas til Paris, hvor han atter blev teologisk professor. I 1272 blev Thomas pålagt at grundlægge og lede et dominikansk studiehus i Napoli. Efter et voldsomt ildebefindende ved adventstid 1273 var han ude af stand til at undervise og skrive; året efter døde han i Fossanova på vej til koncilet i Lyon.

Værk

Inden for filosofien leverede Thomas en pionerindsats som fortolker af Aristoteles' skrifter. Med stor skarpsindighed søgte han at identificere Aristoteles' mening og tog afstand fra platoniserende tolkninger. Ud over kommentarerne til de aristoteliske skrifter forfattede han kun få filosofiske værker, fx ungdomsskriftet De ente et essentia (Om væren og væsen). For Thomas var Aristoteles' tænkning det ypperste, den naturlige fornuft kan nå.

Thomas' teologiske hovedværker er den ufuldendte Summa theologiae (Håndbog i teologi), en teologisk lærebog for yngre studenter, samt Summa contra gentiles (Håndbog imod hedningene), hvoraf de tre første bøger udfolder naturlig teologi, mens den fjerde bog inddrager åbenbaringen. I direkte forlængelse af sin undervisning forfattede han en omfattende kommentar til Petrus Lombardus' sentensbøger samt flere afhandlinger, quaestiones disputatae, om centrale teologiske emner.

Et principielt skel findes ifølge Thomas mellem filosofi og teologi: Filosofien hviler alene på menneskets naturlige evner, mens teologien støtter sig til åbenbaringen. Som Aristoteles var Thomas overbevist om, at al menneskelig erkendelse afhænger af sansningen, i modsætning til den augustinske illuminationslære.

Dette afskærer dog ikke mennesket fra at erkende Guds eksistens; den kan bevises på grundlag af forholdet mellem årsag og virkning, og dette bevis udfoldede Thomas i de såkaldte fem veje (se gudsbeviser). Det er imidlertid kun gennem åbenbaringen, at mennesket får kendskab til Guds treenighed, inkarnationen og den guddommelige frelsesplan (ordo salutis).

Ifølge Thomas er teologien en videnskab i streng forstand; de åbenbarede trossandheder fungerer som principper, hvorfra teologien udleder konklusioner og dermed vinder ny erkendelse om de guddommelige ting. Ganske vist er troens artikler ikke indlysende på samme måde som de jordiske videnskabers grundsætninger, men dette skyldes ifølge Thomas alene, at teologien er en underordnet videnskab i forhold til de saliges direkte skuen af Gud. For Thomas var det derfor magtpåliggende at vise, at de kristne trossandheder ikke strider mod fornuften og logikken.

I sin teologi skelnede Thomas skarpt mellem det naturlige og det overnaturlige. Den nåde, som modtages gennem kirkens sakramenter, og som ledsages af de teologiske dyder, tro, håb og kærlighed, sætter den kristne i stand til at yde mere end det naturlige menneske.

Ifølge Thomas skænkes nåden frit af Gud uden hensyn til menneskelig indsats; i spørgsmålet om frelsesvalget (prædestination) befandt Thomas sig på linje med Augustin.

Efterliv

Umiddelbart efter Thomas' død var hans tænkning særdeles omstridt. Dominikanerordenen forsvarede den ihærdigt imod angreb fra bl.a. franciskanerne, og fra 1286 forpligtedes ethvert medlem af ordenen officielt til at forsvare hans lære og fremme dens udbredelse; se thomisme.

I 1323 blev Thomas helgenkåret og i 1567 ophøjet til kirkelærer. Pave Leo 13. fremholdt ham i 1879 som en kristen tænkers ideal, og året efter blev han udråbt til beskytter af alle katolske skoler. Thomas er skrinlagt i Église des Jacobins i Toulouse.

Læs mere om skolastik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lauge Olaf Nielsen: Thomas Aquinas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171671