Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

natur

Oprindelige forfattere CEmm og TBred Seneste forfatter Redaktionen

Natur. Jean-Jacques Rousseau betragtede naturen som kilde til sandhed og harmoni i modsætning til civilisationen, der med sine snærende bånd er årsag til laster som grådighed, egoisme og hensynsløshed. I Émile, ou de l'éducation (1762) beskriver han i overensstemmelse hermed sine idéer om en fri børneopdragelse. Jean-Michel Moreaus kobberstik med de legende børn er fra en udgave af bogen fra 1777; teksten til illustrationen lyder Se, det er naturens regel, hvorfor vil I øve tvang mod den?.

Natur. Jean-Jacques Rousseau betragtede naturen som kilde til sandhed og harmoni i modsætning til civilisationen, der med sine snærende bånd er årsag til laster som grådighed, egoisme og hensynsløshed. I Émile, ou de l'éducation (1762) beskriver han i overensstemmelse hermed sine idéer om en fri børneopdragelse. Jean-Michel Moreaus kobberstik med de legende børn er fra en udgave af bogen fra 1777; teksten til illustrationen lyder Se, det er naturens regel, hvorfor vil I øve tvang mod den?.

natur, kan som begreb stå for noget oprindeligt, som ikke er bearbejdet af mennesker eller præget af kultur, fx det oprindelige miljø; eller for hele det værende — verden, virkeligheden, kosmos; eller for det grundlæggende særpræg ved noget, en tings essens. Ordet natur har rod i indoeuropæiske ord for fødsel, og en af dets nuværende betydninger er da også det medfødte i modsætning til noget tillært.

Almindelige naturbegreber

Natur er et flertydigt ord, der antager særlige betydninger, alt efter om det modstilles med kultur, samfund, civilisation, kunst, kunstighed, bevidsthed, moral, det overnaturlige, det tillærte, de tilfældige egenskaber ved noget mv.

Ordet natur kommer af latin natura 'fødsel, natur', af natus 'født', af nasci 'fødes'.

En række almindelige udtryk viser denne mangfoldighed. Ordet natur og afledninger af det kan henvise til så forskellige ting som: karakter eller særpræg ved en personlighed ("det var imod hans natur", "hun har en vindende natur"); iboende egenskab ("materialets plastiske natur"); type eller kategori ("de var usikre på fænomenets natur"); adfærdsmæssig egenskab ("det er rævens natur at jage"); postuleret essens brugt legitimerende ("det er slavens natur at adlyde"); drift modstillet driftskontrol ("naturen gik over optugtelsen"); landskab ("beliggende i naturlige omgivelser"); noget normalt, forudsigeligt eller ukompliceret ("han virkede ganske naturlig"); noget spontant ("det opstod naturligt"); det utvungne og harmoniske ("bevægelsens naturlige elegance").

Annonce

Selv hvor der tales om én grundbetydning som fx 'det fysiske landskab med dyr og planter' kan naturen opfattes forskelligt af forskellige personer, fx i forhold til beskæftigelse og geografisk forankring: For en indbygger i en storby vil naturen typisk være det, som ligger uden for bygrænsen, hvis en sådan findes; ellers er naturen der, hvor byen er tyndest. For landmanden er naturen skove og uopdyrkede arealer. For en naturfreder er det især kulturlandskabet i landzonen med marker, enge, søer, moser og heder; naturtyper, som alle bærer spor af menneskelig udnyttelse, idet der i Danmark så godt som intet er tilbage af den oprindelige natur (i betydningen 'upåvirket af mennesker') — økologens foretrukne, men utopiske udgave af natur.

Naturbegrebets mangfoldighed kan logisk sammenfattes til to grundbetydninger: Det begrænsede naturbegreb, hvor natur er noget, som har visse grænser til noget andet, fx til byen, kulturen, det tillærte eller Gud; og det grænseløse naturbegreb, hvor naturen omfatter alt værende.

Natur versus kultur

Natur var allerede hos Aristoteles defineret som modstykke til menneskelig indgriben. Håndværkeren vælger bevidst sit materiale og påtvinger det kunstigt en bestemt form, mens naturen (gr. physis) af sig selv frembringer sine produkter af et materiale, der findes i forvejen. Ifølge Aristoteles realiserer naturprocessen et formål uden indgriben udefra, som var der en plan, men ingen bevidst planlægning. Også i den moderne opfattelse modstilles natur med det kulturbestemte, som er fremkommet gennem menneskeligt arbejde, sprog og samkvem. Naturen er det oprindelige, det uforarbejdede og det grundlæggende.

Det er typisk for dette begrænsede naturbegreb, fx i varianterne natur vs. kultur, oprindeligt vs. civiliseret, medfødt vs. tillært, at det er uklart, præcis hvor grænsen går mellem naturen og det andet. Hvor ligger naturen, og hvor hører byen op (der er jo også natur i byerne)? Hvornår er et menneske civiliseret, og hvornår er det naturligt, dette hvad enten man her mener naturligt i romantisk forstand som det at være sund og uspoleret ("naturens muntre søn") eller i en kritisk eller måske chauvinistisk forstand som det at være rå, primitiv og barbarisk.

Natur. Opdagelsen af Amerika gav anledning til mange europæiske overvejelser om forholdet mellem natur og kultur. Montaigne skriver om indianerne i sine Essays (1588): De er vilde på samme måde som vi kalder de frugter, naturen selv har frembragt og udviklet, for vilde. Mens det i virkeligheden er dem vi med vore kunstfærdige metoder har lavet om på og forhindret i at udvikle sig normalt som vi burde kalde vilde. (...) Disse folk forekommer mig altså barbariske i den forstand at de er uoplyste og endnu har det meste af deres oprindelige umiddelbarhed i behold. De følger stadig naturens love, og de har næsten helt været forskånet for vore loves fordærvende indflydelse (da. ovs. 1992). Akvarel af John White, Indianerhøvding, ca. 1585.

Natur. Opdagelsen af Amerika gav anledning til mange europæiske overvejelser om forholdet mellem natur og kultur. Montaigne skriver om indianerne i sine Essays (1588): De er vilde på samme måde som vi kalder de frugter, naturen selv har frembragt og udviklet, for vilde. Mens det i virkeligheden er dem vi med vore kunstfærdige metoder har lavet om på og forhindret i at udvikle sig normalt som vi burde kalde vilde. (...) Disse folk forekommer mig altså barbariske i den forstand at de er uoplyste og endnu har det meste af deres oprindelige umiddelbarhed i behold. De følger stadig naturens love, og de har næsten helt været forskånet for vore loves fordærvende indflydelse (da. ovs. 1992). Akvarel af John White, Indianerhøvding, ca. 1585.

Eksempelvis har man tidligere modstillet naturfolk med civiliserede folk, som også kaldtes kulturfolk. Modstillingen kan være uheldig, hvis den opfattes normativt og fører til den fordom, at naturfolk, fx de australske aboriginere, er primitive i betydningen 'uden kultur'. De oprindelige folks kulturmønstre er forskellige fra, men ikke mindre kulturelle end vores (se kultur). Forsøget på at undgå en etnocentrisme, som snævert dømmer fremmede ud fra ens egen værdiskala, ophæver imidlertid ikke en reel forskel, hvad angår afstanden til naturen, dvs. naturforholdet, hos en række indfødte folk og i samfund inden for de store civilisationer som det moderne industrisamfund. Forskellen er både teknologisk i forhold til samfundets naturgrundlag (produktionsmåde, udnyttelse af resurser og grad af miljøpåvirkning) og ideologisk i forhold til natursynet (den måde, naturen opfattes på). Naturfolk, der lever som samlere og jægere, har ikke det fremmedgjorte forhold til naturen, man kan møde hos det moderne menneske, for hvem naturen er det, der kan ses på naturfilm, i dyreparker eller zoologiske haver. Naturfolkenes livsform ligger teknologisk set tættere på livsformen hos de umiddelbare forfædre til Homo sapiens. Skønt naturfolk i dag eksisterer side om side med landbrugs- og industrisamfund, er en livsform som jægere og samlere oprindelig i historisk forstand ved at gå tilbage til tiden før udviklingen af civilisation forstået som udstrakt arbejds- og klassedeling, opbygning af stat og udvikling af religiøse, politiske, økonomiske institutioner. Det er således stadig muligt at sondre mellem livsformer, som er mere eller mindre naturlige mht. graden af teknologisk bestemt miljøpåvirkning, uden at sondringen er normativ, og uden at forudsætte en præcis grænse mellem det naturlige og det kulturmæssige. Det samme gælder grænsen mellem kultur og natur i landskabet: Den danske natur er i udpræget grad et kulturlandskab, men visse steder er kulturpåvirkningen langt mindre synlig end andre.

Med udbredelsen af det globale samkvem mellem kulturer bliver det sværere at finde nogen isoleret oprindelig levevis i ren form, ligesom oprindelig natur, upåvirket af civilisationen, mere bliver et ideelt grænsebegreb end noget reelt forekommende: Selv naturen i ørkener eller på polerne bærer spor af menneskelig aktivitet i form af forurening. Alligevel opfattes naturen inden for det begrænsede naturbegreb ofte som historisk og ontologisk mere basal end kulturen. Det ses i metaforer, der beskriver naturen som det underliggende eller det primære, som kultur og civilisation siden i større eller mindre grad har sat deres præg på eller trukket deres fernis hen over.

Kan man afgrænse natur og kultur i mennesket selv? Mennesket er så at sige af natur et zoon politikon, et socialt og kulturskabende dyr, og bl.a. derfor er det uhyre vanskeligt at bestemme grænsen mellem de adfærdsformer, som er naturlige, og dem, som skyldes kulturen. Det samme gælder den tilsvarende grænse mellem menneskets medfødte og tillærte adfærd (biologisk og kulturel arv). Vanskeligheden ved at bestemme grænsen her skyldes dels en manglende detaljeret viden om faktorernes årsagsmæssige samspil, dels det tvivlsomme i overhovedet at antage, at alle faktorer i det komplicerede samspil enten tilhører noget rent biologisk-naturligt eller noget rent samfundsmæssigt-kulturelt. Det biologiske omfatter gener såvel som fx hjernen, og hjernens fysiske udvikling hos et menneske fra foster til voksenliv er i sig selv et kompliceret samspil mellem gener, neurobiologi og miljømæssig-kulturel påvirkning.

Forskellige teoretiske forsøg på at afklare naturbegrebet har fundet det utilfredsstillende at operere med så pragmatiske, vage og uskarpe grænser mellem natur og kultur, der tilmed skifter med konteksten. Tre alternativer er da mulige: 1) Man kan søge at præcisere eller gøre grænsen absolut, fx ad videnskabelig vej. 2) Man kan antage det grænseløse naturbegreb og sige, at alt for så vidt er natur (se næste afsnit), hvorfor selve grænsen er kunstig. Natur bliver så grundbegrebet, og kultur bliver blot en særlig form for natur. 3) Eller man kan hævde, at grænsen nok er kunstig og socialt konstrueret, men da dette gælder for alt, hvad vi forsøger at inddele i kategorier, er selv det, vi kalder natur, noget, som tilhører en samfundsskabt virkelighed. Det sidste munder ud i en art ophævelse af naturbegrebet, fordi alt i sidste ende bliver kultur; man kan aldrig komme bag om det kulturelle.

Det første alternativ kan genkendes i det moderne samfunds tendens til at systematisere verden gennem videnskaber, som er klart afgrænsede, i al fald på det institutionelle plan. Det smitter af på opfattelsen af henholdsvis natur, samfund og menneske som adskilte fænomener. Virkelighedens problemer opfattes som vedrørende snart naturprocesser, snart rent humane (fx psykologiske) processer og snart rent samfundsmæssige processer. En så tydelig tendens til systematisering, abstraktion eller renholdelse, hvor enkelte aspekter af natur kontra samfund uddestilleres af komplekse sagsforhold, kendes ikke i førmoderne samfund. I det moderne får grænsen mellem kultur og natur en tendens til at virke absolut. Det understøttes af forestillingen om det enkelte frie individ, der behersker sine omgivelser og sin egen natur som en kultiveret borger i en retsstat. Desuden er grænsen institutionelt grundfæstet i enkeltvidenskabernes opdeling af verden i natur, kultur og samfund med dertil hørende helt forskellige forklaringstyper. Udviklingen af pengesystemet opfattes ikke som en naturproces, der er genstand for fysik og kemi (det ville være absurd), men som kultur, dvs. som en økonomisk, social og politisk proces. At der reelt kan være tale om noget, som på én gang er natur og kultur, virker mindre absurd, når man tager udviklingen i fx trafiksystemet, selvom adskillelsen også her ses ved, at det snart opfattes som et økonomisk problem, snart et politisk problem og andre gange som et miljøproblem. Alt efter perspektiv kan adskillelsen begrædes som et fremmedgørende tab af en umiddelbar samhørighed mellem menneske og natur, eller den kan anerkendes som et civilisatorisk gode, der muliggør nuanceret erkendelse og rationelt begrundede handlemuligheder.

Det erkendelsesmæssige aspekt af opdelingen i kultur og natur, som afspejles i de videnskabelige institutioner, er ofte blevet ontologiseret, dvs. gjort til et skarpt skel i selve det, som findes (det ontiske), hvor natur og kultur så kommer til at fremstå som to væsensforskellige typer af eksistens. Man taler fx om "den naturlige verden", hvor vi søger en "naturlig forklaring", og "den åndelige verden", som vedrører det, vi tør tro, kan håbe og bør gøre, som to helt forskellige verdener. Splittelsen begrundes ofte i forskellen mellem på den ene side naturens processer, som styres af årsagsmekanismer uden hensyn til menneskelig vilje eller menneskeligt håb, og som må beskrives ved abstrakte naturlove, og på den anden side selve det menneskelige univers af mening i en mere metafysisk forstand; menneskets forståelseshorisont og livsverden.

Til modstillingen af kultur og natur på det erkendelsesmæssige og metafysiske plan knytter der sig en diskussion om en særlig kulturel opsplitning i den intellektuelle naturforståelse: Man har med C.P. Snow talt om splittelsen mellem på den ene side en naturvidenskabeligt indstillet kultur, som ensidigt værdsætter objektivitet, faktisk viden og teknisk kunnen, og som ofte vil have en positivistisk præget naturopfattelse, hvor naturen er genstand for udforskning, men ikke har værdi i sig selv; og på den anden side en humanistisk kultur, som bærer den klassiske dannelse og abstrakt fremholder etiske og æstetiske værdier, og for hvem natur primært er interessant som et muligt æstetisk objekt, fx som vej til oplevelse af det sublime. For begge opfattelser gælder det som en tendens, at naturen primært er teknisk eller æstetisk resurse for mennesket, og denne instrumentelle dimension i det vestlige natursyn har bl.a. været kritiseret fra 1960'erne og frem af de økologiske bevægelser og alternativismen, dvs. strømninger som alternativ medicin, New Age, forskellige græsrodsbevægelser og ungdomsoprørets filosoffer. Forskellige forsøg på igen at integrere de to kulturer eller måder at orientere sig i verden på har været diskuteret med det formål at nå frem til en mere fuldstændig tilgang, hvor bl.a. forståelsen af det historiske i såvel natur som kultur spiller en central rolle.

Naturvidenskaberne antager fx, at naturen har sin egen historie, naturhistorien, som strækker sig fra kosmos' begyndelse for ca. 15 mia. år siden (se big bang-modellen) over dannelsen af stjerner og solsystemer med planeter til dannelse af liv på Jorden og senere til udviklingen af dyr og mennesker. I det kosmiske perspektiv vil adskillelsen mellem natur og kultur først indtræde meget sent, med opkomsten af mennesket som et teknologisk, sprogligt og samfundsdannende dyr for godt 2 mio. år siden. Fra agerbrugets opståen for ca. 10.500 år siden og frem til i dag kan det iagttages, hvordan de menneskelige kulturer med stigende hast omdanner det uopdyrkede landskab til marker, plantager og byer, dvs. til et kulturlandskab, hvor elementer af det oprindelige og det forarbejdede, natur og kultur, væves sammen på stadig nye måder. Et vandløb, der slynger sig "naturligt" igennem en dal, kan have set nogenlunde sådan ud siden kort efter istiden, eller det kan være resultatet af en nøje planlagt naturgenopretning, der udtrykker et ønske om i et moderne samfund at "bevare naturen" på de steder, der trues af omformning af de stadig ekspanderende byer og et industrialiseret landbrug.

Adskillelsen mellem natur og kultur falder altså i det kosmiske perspektiv sammen med fremkomsten af civilisationsfænomener som kunst, religion, agerbrug, teknologi, handel, uddannelse, stater og international politik; fænomener, som alle forudsætter mennesker med bevidsthed, sprog og den særlige samfundsmæssige form for vaner, som udgøres af sociale roller og institutioner.

Naturen som det hele

Mange har kritiseret den idealistiske forestilling om, at kulturprocesser i en eller anden forstand skulle være hinsides eller hævet over naturen. Natur kan jo også betyde alnaturen, dvs. naturen betragtet som en enhed, hele den samlede natur. Ikke blot nogle tilfældige omgivelser, men selve ophavet, som K.E. Løgstrup kaldte det, til alt, der findes. Og hvis naturen er altomfattende, må også penge, fodboldkampe, gudstjenester, lærebøger og fredsaftaler være en del af naturen. Synspunktet har den fordel, at man slipper for de konkrete afgrænsningsproblemer ved det begrænsede naturbegreb og for det metafysiske besvær med at skulle redegøre for, hvor det kulturelle befinder sig i tid og rum, hvis det skulle være hinsides den første natur. Også ud fra en naturvidenskabelig betragtning virker det umiddelbart korrekt at anskue alt uden undtagelse som en del af naturen.

Et problem med det altomfattende naturbegreb er dog, at det er meget abstrakt. Det fortæller ikke noget særligt om en sportskamp eller en gudstjeneste, at den er en del af naturen, kun at dens forløb må overholde naturlovene, selvom præsten eller sportsudøveren kan bryde reglerne for de korrekte ritualer. Problemet med at drage grænser for naturen løses kun indirekte ved, at problemet bortfalder som principielt meningsløst. Men selve spørgsmålet, om naturen er 'det hele' eller blot 'det, som står i modsætning til kultur', er ontologisk, dvs. det angår den måde, hvorpå man grundlæggende opfatter det, som eksisterer i verden. Svaret vil afhænge af ens filosofisk-ontologiske grundopfattelse, og selve valget af naturbegreb begrunder derfor ikke i sig selv selve begrebet; andre valg er mulige.

Fx mener mange trosretninger, at der findes overnaturlige fænomener, fx mirakler, eller at det guddommelige selv ligger uden for naturlovenes virke. Verden består så både af mennesker, natur og en overnatur, et transcendent abstrakt væsen eller en personlig gud, der kan gøre mirakler og bryde naturlovene, ligesom mennesket både har en dødelig krop og en udødelig sjæl, som er af immateriel art (se dualisme).

Tilhængere af det altomfattende naturbegreb opererer ikke med noget over naturen, da den er det hele. Nogle vil tilføje, at alt i naturen er af stoflig art (se materialisme); at de fysiske naturlove styrer alt, selv gudstjenester (og evt. styrer alt med streng nødvendighed, se determinisme); og at mennesket ikke har en udødelig sjæl, men snarere en illusion om en immateriel bevidsthed, som i virkeligheden blot er hjernens behandling af information — en slags højt organiseret elektrokemi. Der er dog ingen nødvendig sammenhæng mellem en sådan naturdeterminisme og en materialistisk naturfilosofi. Nogle filosoffer, der kalder sig naturalister, tager helt afstand fra det ontologiske spørgsmål om virkelighedens ultimativt materielle karakter. De anskuer blot sagen erkendelsesteoretisk ved at hævde nødvendigheden af, at alle fænomener må erkendes naturalistisk, dvs. søges forstået via forklaringer af den type, naturvidenskaberne anvender.

Det kan dog virke malplaceret at ville forstå et fænomen som en opera eller en folkeafstemning naturalistisk. Andre har forsøgt at nuancere en materialistisk naturopfattelse ved at hævde, at skønt alt virkeligt er noget, som eksisterer i naturen, er naturens eksistensformer selv alt for forskellige til, at alle fænomener, fx kulturelle eller bevidsthedsmæssige, lader sig fatte som naturprocesser, i al fald i naturvidenskabelig forstand.

Mennesket ses her som bestående af både noget naturligt i fysisk, kemisk og biologisk forstand (den biologiske organisme), noget samfundsmæssigt (sproget og den tillærte adfærd) og noget psykisk (det, vi erfarer og oplever subjektivt). Disse komponenter ses overordnet som hørende til forskellige ontologiske niveauer af naturen. Inden for denne naturopfattelse, pluralistisk materialisme, anskues højereordensfænomener som sprog, bevidsthed, psyke og samfund nok som naturlige og fysisk-materielle i bred forstand; men udformet som samfund eller psyke er materien nået til særlige bevægelsesformer, og det er ikke muligt at reducere disse til materiens fysiske eller kemiske niveau. Herved ville man miste den særlige struktur eller procesform, der netop udmærker psyke og samfund som komplekse udfoldelser af naturen på højt niveau.

Bevidstheden i naturen

Den dualistiske opfattelse, at kun kroppen er en del af den materielle natur, mens psyke, sind og bevidsthed er noget immaterielt, kritiseres af de naturalistiske filosoffer, der vil beskrive mentale fænomener i samme sprog, som materielle fænomener beskrives i. Ønsket er, på naturvidenskabelig vis, at kunne redegøre for oplevelseskvaliteter og de bevidsthedstilstande, der rummer en art hensigt, som fx det at tro noget, håbe noget eller anskue noget andet. Forsøgene på ad denne vej at naturalisere bevidstheden har dog ikke været vellykkede, bl.a. fordi kvalitative egenskaber som farve eller smerte synes at undslippe en rent naturvidenskabelig forklaring. Denne forklaringsform er designet til objektivt at beskrive den ydre natur, ikke den subjektive natur, som vi erfarer indefra som sansninger og forestillinger. Det forhindrer dog ikke, at kvantitative og materielle aspekter af de subjektive fænomener godt kan beskrives naturvidenskabeligt.

Problemet om, hvilken plads i naturforståelsen bevidstheden indtager, er derfor tæt forbundet med den særlige form for objektiv forståelse og forklaring, naturvidenskaben benytter. Det naturvidenskabelige verdensbillede bygger på ønsket om at etablere sikre, gentagelige og instrumentelt veldefinerede procedurer til at opnå en sand og eksakt naturerkendelse, som er fri for fordomme, illusioner og subjektive præferencer. Siden Kepler og Galilei har man skelnet mellem målbare primære egenskaber såsom masse, udstrækning og hastighed, der virkeligt eksisterede i naturen uafhængigt af en iagttager, og sekundære egenskaber som smag, farve og lugt, der kun kunne siges at eksistere i iagttagerens erfaring, ikke i naturen, som den var i sig selv. Ud over at give anledning til en filosofisk strid om muligheden af at erkende 'tingen i sig selv', eftersom vi altid erkender tingene, som de er for os, har dette klassiske billede, ved at hævde muligheden af at beskrive verden i sig selv, uden at den iagttages, som fra en engels eller Guds synspunkt — haft uhyre vanskeligt ved at redegøre for den måde, hvorpå de sekundære og subjektive egenskaber eksisterer i naturen.

Erkendelse. Niels Bohr tv. i samtale med fysikerne Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli, tre førende skikkelser i kvantefysikkens udvikling. Fotografiet er taget i København ca. 1930.

Erkendelse. Niels Bohr tv. i samtale med fysikerne Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli, tre førende skikkelser i kvantefysikkens udvikling. Fotografiet er taget i København ca. 1930.

Det altskuende blik (God's eye view) på naturen er imidlertid blevet kraftigt problematiseret med den nye fysik i 1900-t. Først og fremmest med kvantemekanikken, hvor selve de eksperimentelle betingelser for iagttagelse er med til at fastlægge de egenskaber eller aspekter, man kan måle på et kvantemekanisk system som fx en foton (se kvantemekanik). I nogle fortolkninger af kvantemekanikken, bl.a. hos J.A. Wheeler, overbetones dette ganske vist, som om det var bevidstheden, der direkte skabte det naturfænomen, der måltes i eksperimentet. I den mere gængse københavnerfortolkning, som skyldes Niels Bohr, understreges blot den udelelige enhed af natur og iagttagelse i hele den eksperimentelle situation. Her er et altskuende blik ikke længere muligt. Iagttageren er tildelt en lokal plads, må overholde visse betingelser for beskrivelse og besinde sig på at være en del af den natur, der beskrives, i modsætning til den klassiske mekanik, hvor man kunne opretholde en abstrakt forestilling om, at subjektet stod uden for en natur, der kunne beskrives som et samlet og kausalt lukket system.

Kvantemekanikken betød dog ikke en inddragelse af det menneskelige subjekt på alle planer i naturbeskrivelsen. Skellet mellem primære og sekundære kvaliteter er blot omtolket. Man kan stadig inden for fysikkens naturforståelse hævde, at nogle egenskaber er mere virkelige end andre. Fx at farver ikke rigtigt findes i naturen, men kun er en art illusioner, der skabes i bevidstheden om overfladerne i naturen på baggrund af hjernens bearbejdning af den information om lysets bølgelængde, der reflekteres fra overfladerne og kastes ind på øjets nethinde. Ifølge denne opfattelse er farver ikke virkelige, kun hjernen, lyset, bølgelængderne og de reflekterende overflader er: Postkassen er ikke rød, det er kun inde i mit hoved, at den ser rød ud! Selvom dette i en vis forstand er korrekt, efterlader et sådant naturbegreb, som er videnskabeligt renset for subjektive kvaliteter som oplevelser, sansninger, følelser, et åbenlyst behov for at gøre rede for, hvordan en helt igennem materiel ikke-subjektiv natur (der blot består af energifelter, molekylers svingninger, fotoner med en vis energi etc.) kan give ophav til fænomener, der så stærkt føles og erfares som noget, der involverer meget mere end blot lys af forskellig bølgelængde. Det samme gælder smag: Hvis smagen af rødvin i virkeligheden blot er mit nervesystems reaktion på molekyler, som bindes til bestemte duft- og smagsreceptorer i næse og tunge, hvorledes kan man så forklare, hvordan oplevelsen som kvalitativt fænomen opstår som en del af naturen?

Man kan tænke sig, at smag, syn og lugt i sidste ende kan forklares biologisk funktionelt på darwinistisk vis: De var fra begyndelsen knyttet til nyttige organer, der gav de organismer, som ejede dem, en øget overlevelseschance. Men i så fald mangler man stadig at forklare, hvorfor disse funktionelle evner til at genkende, skelne og differentiere i stimuli fra omgivelserne desuden har den kvalitet, at de føles eller opleves som specifikke sansninger. Det er jo funktioner, som også kunstige robotter kan udstyres med rent mekanisk. Man kan forklare det biologiske sanseorgans ydre, materielt-funktionelle aspekt, men tilsyneladende ikke dets indre, subjektive aspekt.

Det betyder, at skønt den moderne fysik med kvantemekanikken anerkender enheden mellem iagttager og det iagttagede, og selvom den biologiske evolutionsteori kan forklare menneskets oprindelse i naturen, er naturvidenskaben på centrale måder stadig bundet til det naturbegreb, der blev knæsat med Kepler, Galilei og Newton, hvor de oplevelseskvaliteter, som iagttageren erfarer, endnu ikke har nogen plads.

Natursyn i historien

At subjektet, oplevelserne, den umiddelbare erfaring på den måde er hjemløse i den natur, der fremkommer af naturvidenskabens beskrivelser, er et udslag af den moderne tidsalders natursyn. Forskellige førmoderne opfattelser indebærer typisk en større enhed mellem menneske og natur.

Man kan opdele natursynets historie i Europa i fire epoker: Den mytiske tids enhed mellem menneske og natur; den antikke opfattelse af naturen som et slags forbillede; middelalderens ambivalens over for naturen som dels Guds skaberværk, dels noget laverestående end mennesket; og endelig den moderne tids tingsliggørelse af naturen.

I mytisk tid, længe før dannelsen af de større religiøse systemer, oplevedes hele naturen som levende og besjælet (se animisme). Der var ikke skarpe skel mellem en død, uorganisk natur, en levende natur med dyr og planter og mennesket med sjæl eller psyke. Naturen opfattedes i almindelighed i konkrete erfaringer og billeder; der var ingen "teori" om naturen og ingen naturfilosoffer eller naturvidenskab. Verden oplevedes som befolket med både planter, dyr og sjælelige kræfter eller magter med personlige egenskaber, væsener og guder, som de kendes fra den nordiske og græske mytologi. Det var ikke nødvendigt at sondre klart mellem naturen som noget oplevet og naturen som noget forklaret eller faktisk foreliggende; der var en enhed mellem menneske og natur. Enheden var ikke kun præget af harmoni; naturen havde både lyse og mørke sider, var både god og ond, præget af venligtsindede såvel som truende kræfter, ganske som stemningerne kan veksle i den menneskelige sjæl. Naturen kunne blive et billede på mennesket og udstyres med moralske kvaliteter, mennesket kunne opleve naturen som en slægtning. En sådan moralsk og gensidig holdning til naturen findes stadig hos visse naturfolk og viser sig fx i kravet om, at man kun må jage, hvad der er nødvendigt for livets opretholdelse.

I antikken begyndte man systematisk at reflektere over tingenes væsen. Naturen opfattes fortsat som levende og besjælet, men det mytiske billede viger for en begrebslig tænkning, der som tendens selvstændiggør mennesket og dets sjæl i forhold til den ydre verden. Hos Heraklit tematiseres verdensprocessernes harmoniske sammenhæng, men også muligheden for, at harmonien brydes ved menneskets indgreb, hvad der vil påkalde sig "rettens hjælpere, furierne" og straffes. Den mytiske tids enhed af subjekt og objekt ophører med at være uproblematisk, så snart mennesket begynder at forholde sig til naturen. Da kosmos i sig selv er ligevægtigt og præget af harmoni, bliver det menneskets opgave at forsøge at "følge naturen", dvs. naturen er forbillede eller ideal. Således bør kunsten imitere naturen (kunst som mimesis). De sofistiske filosoffer modstiller natur og samfund; hos sofisten Protagoras er det menneskets natur at danne samfund, men naturen (physis) foreskriver ikke, hvilke normer og vedtægter (nomos) der gælder i de enkelte samfund. Godt og ondt relativeres, men det ligger dog i naturen, at noget er mere hensigtsmæssigt end noget andet. Hos Platon bør staten i sin opbygning afspejle de naturlige legemsfunktioner. Man identificerer sig ikke længere med naturen, men stiller sig heller ikke uden for den: Stadig er naturen for de antikke grækere en levende helhed i lighed med en organisme (physis kommer af phyein 'at avle'). At naturen er levende, viser sig ved, at tingene stræber mod at realisere deres iboende formål, jf. Aristoteles' lære om målrettetheden (teleologi) i naturprocesserne. Teknik, der omfatter håndværk og kunst, bliver i fysikken det, som handler om tvungne ("unaturlige") bevægelser, det, som får tingene til at bevæge sig anderledes, end de ville have gjort, hvis de blot havde kunnet følge deres natur (dog kan forædling af planter opfattes som det at hjælpe naturen til at fuldende en proces). Da naturen helst bør følges, bliver teknikken ikke i sig selv noget værdifuldt, og studiet af naturen udvikles ikke til eksperimentel naturvidenskab. Ofte har moderne forskere undret sig over denne mangel og har brugt det antikke natursyn som forklaring: Det indebar jo, at man skulle undgå overmod og være varsom med at gribe ind i naturens orden. Selv en fremragende tekniker som Archimedes skal ifølge Plutarch ikke have været særlig stolt over sine konstruktioner. Det må dog tilføjes, at den antikke verden ikke adskiller sig fra andre kulturer uden for den moderne kulturkreds ved at mangle en så bevidst bestræbelse på teknisk naturbeherskelse som vores egen; denne mangel er måske kun et problem for os, når vi tolker antikken ud fra et nutidigt synspunkt.

I middelalderen prægedes opfattelsen af naturen af kristendommen, der primært fokuserer på menneskenes forhold til det, som er over naturen, det guddommelige eller oversanselige, som mennesket tilhører med sin udødelige sjæl. Mennesket er ikke længere så selvfølgeligt hjemme i naturen, et led i kosmos; dets egentlige hjem venter nu hos Gud. I nogle strømninger, som manikæismen og albigenserbevægelsen, ser man en direkte flugt og foragt for verden (contemptus mundi), som blev opfattet som mørk og ond: En falden natur, som mennesket burde vende sig bort fra i sin indre kontemplative søgen efter en sandere verden i det hinsides. Naturen bliver det lavere. Billedet er dog kompliceret, for i andre strømninger, som bliver de fremherskende i middelalderen, fra Augustin i 300-t. til Thomas Aquinas i 1200-t., udlægges de hellige skrifter med knap så stor vægt på adskillelsen mellem Gud, menneske og natur: I naturen som skaberværket ser mennesket Guds storhed og godhed manifesteret. Hvis verden fremstår som ond og fordærvet, skyldes det ikke så meget naturen selv som menneskenes moralske skrøbelighed og syndighed, som kristendommen jo tilbyder at overvinde. I den tidlige middelalder var denne theologia naturalis blot en statisk lovprisning af naturen som Guds værk; det er ikke et særskilt anliggende at kende de dybere sammenhænge og lovmæssigheder i naturen, den skal blot tjene som et eksempel på Guds magt. Senere blev det tilladt at studere naturen som Guds "åbne bog" på linje med Bibelen, Guds skrevne bog, for på mere vidtgående vis at fortolke og erkende Gud i naturen. Det fik en vis betydning for den begyndende videnskabelige udforskning, som kunne motiveres af ønsket om at komme på sporet af en dybere orden i naturen, der skyldes Guds nærvær i den eller i den oprindelige skaberakt. I senmiddelalderen skærpedes imidlertid skellet mellem tro og viden, og en dyb skepsis mht. menneskets mulighed for at finde Gud gennem ydre erkendelse og viden vandt frem. Bl.a. gennem nominalismen begyndte en proces, hvor naturen verdsliggøres. Den ses som et umiddelbart sansefænomen blottet for noget dybere væsen; kun enkelttingene er virkelige og kan opleves, evt. som smukke (som i Roseromanen fra 1237), uden at naturoplevelsen tydes religiøst. Dermed var vejen banet for en religiøs indadrettethed, som modsvares af den tidlige naturvidenskabs lige så ensidige udadrettethed mod de erfarede fænomener som enkeltting uden nogen nødvendig helhedssammenhæng.

I moderne tid forstærkes "affortryllelsen" af verden, hvor naturen efterhånden tømmes for åndelig eller religiøs betydning og overlades som genstand for empirisk naturforskning, teknologisk beherskelse og til sidst rekreativt forbrug i fritidssamfundet. I senmiddelalderen og renæssancen, hvor man genopdagede den klassiske kultur i kunst, digtning og tænkning, kom naturen ligesom i antikken til at optage en central plads i menneskers bevidsthed. Men selvom naturen igen hyldedes som ideal, og man begyndte at søge naturlige forklaringer på fænomenerne, har den ikke længere samme metafysiske eller religiøse dimension; den er ikke længere den skønne og perfekte orden, vi skal efterfølge uden at gribe ind i. Den nye naturforskning tilskynder tværtimod til at fralokke og fravriste Moder Natur hendes hemmeligheder gennem sindrige eksperimentelle indgreb eller overgreb; hos Francis Bacon florerer voldsmetaforerne i forholdet til naturen i hans agitation for den nye eksperimentelle metode. Når naturen ikke længere er hellig, er der heller ingen moralske problemer med nye måder at udnytte den på: Hele udviklingen i natursynet, der her fokuserer på idéerne, foregår ikke i et samfundsmæssigt tomrum. Ikke mindst i den moderne epoke må det forstås i sammenhæng med den økonomiske og politiske udvikling i Europa, hvor det feudale system afvikles, og en ny samfundsorden toner frem. Produktion, handel og samkvem ekspanderer, der skabes store bysamfund og som følge deraf kulturlandskaber. Ved sit enorme bidrag til den oprindelige akkumulation af resurser og arbejdskraft sikrer den imperialistiske udvikling på verdensplan en vigtig del af grundlaget for den kapitalistiske måde at organisere økonomi og naturudnyttelse på. Med den stadige konkurrence mellem enkeltvirksomheder skabes et konstant behov for teknologisk innovation og dermed også for en stadig naturvidenskabelig udvikling. Fra at være præste-naturhistorie, klostermedicin, alkymi og klassiske fag som geometri og astronomi, bliver læren om naturen nu et ekspansivt felt på de tekniske akademier, ingeniørskoler og universiteter. Mekaniseringen af verdensbilledet med den nye naturvidenskab går hånd i hånd med omformningen af naturen til byer, industriparker og rekreative områder, og hermed udbredes synet på naturen som materie og objekt for omformning for at tilfredsstille menneskets uendelige ønsker om forbrug og kapitalens uendelige krav om profit.

Men naturen er også lunefuld, den lader sig ikke fuldt ud erkende, den kan ikke tæmmes fuldstændigt, og den slår igen: Vi lever i et samfund, der hver dag må slås mod de utilsigtede virkninger af civilisationens stadig voksende andel af økosystemernes samlede stof- og energistrømme.

Hvis der kommer en ny tid og et nyt natursyn efter den moderne verden, kan man forvente, at det vil gå i retning af at genfortrylle naturen ved at indoptage de nye videnskabelige indsigter i naturens mangfoldighed, kompleksitet og karakter af at være ikke blot organiserede systemer af stof og energi, typisk knyttet til interessen for energiteknologier i 1800-1900-t., men også selvorganiserende systemer af kommunikation, tegn eller sansninger (jf. biosemiotik, komplekse systemer). Det vil sammenknyttes med nye og mere økologiske former for naturudnyttelse. Natursynet vil omfatte en dybere forståelse af, hvordan naturen ikke alene har objektive sider, men at de subjektive kvaliteter i mennesket og kulturen selv er naturen iboende, ikke som statiske egenskaber, men som produkter af den samlede historiske udvikling. Det ny natursyn må overvinde naturbegrebets opsplitning i et begreb om natur som uforanderlige essenser, for selv det essentielle er historisk og kan ændres, et begreb om natur som det hele (som blot en abstrakt kategori) og et begreb om natur som skarpt modstillet kulturen. Og det må tilgodese ønsket om ikke at betragte naturen som blot et supermarked, men som en art medspiller i menneskets forsøg på at bebo en klode, der har sin egen smertetærskel for, hvor langt den kan omformes og beherskes uden at miste sit særpræg i dette solsystem: at være en levende planet.

Litteratur og malerkunst

Anders Arrebo. Hans levned var omskifteligt, arbejdsomt og dramatisk med de op- og nedture, som datidens rangstiger medførte. Den unge bisp i Trondheim tog livligt del i stiftets hverdag og fest og gik ikke af vejen for hverken dans, musiceren, et godt drikkelag, vittige drillerier eller satiriske vers om præster og drukkenbolte. Han blev afskediget. Arrebo reagerede med at oversætte Davids salmer. Maleriet (1633) findes i Vordingborg Kirke.

Anders Arrebo. Hans levned var omskifteligt, arbejdsomt og dramatisk med de op- og nedture, som datidens rangstiger medførte. Den unge bisp i Trondheim tog livligt del i stiftets hverdag og fest og gik ikke af vejen for hverken dans, musiceren, et godt drikkelag, vittige drillerier eller satiriske vers om præster og drukkenbolte. Han blev afskediget. Arrebo reagerede med at oversætte Davids salmer. Maleriet (1633) findes i Vordingborg Kirke.

Når naturen optræder i kunsten, peges der næsten altid ud over naturen. Den maler eller digter, der ser på naturen for at gengive den, ser altid på den med en bevidsthed, der er formet af kulturen. I den længste del af den vesteuropæiske kulturs historie, fra middelalderen til 1700-t., er det især den officielle kristendom, der har styret digternes syn på naturen. Det hænder, at styringen glipper, og landskabet dukker op "rent" som i et stemningsfuldt glimt i omkvædet til en folkevise: "der dagen han dages, og duggen den driver så vide" ("Torbens datter"). Men optræder den døde og den levende jordiske natur i et større omfang i middelalderens og renæssancens digtning, er det oftest for at eksemplificere enten den faldne natur eller Guds skaberværk, sidstnævnte som i de store danske digte om skabelsesakten, Anders Sunesøns Hexaëmeron (ca. 1200) og Anders Arrebos værk af samme navn (ca. 1630, udgivet posthumt 1661).

I 1700-t. fik naturen, i betydningen 'det fysiske landskab med dyr og planter', en ny og fremskudt placering. I digte som James ThomsonsThe Seasons (1726 ff.) og Albrecht von Hallers (1708-77) Die Alpen (1729) blev naturen tilsyneladende selve emnet for digtningen. Fra denne tid, oplysningstiden, og op til nutiden aftog kirkens magt over sindene. Den deraf følgende bevidsthedsændring, sekulariseringen, kan følges gennem naturens ændrede rolle i poesien.

Kristendommens opfordring til at læse naturen som Guds bog forsvandt ganske vist ikke på en studs. Den mærkes i digte som Ambrosius Stubs "Den kiedsom Vinter gik sin Gang" (1741), der lader de mange naturiagttagelser munde ud i den konklusion, at "Alting staar i Herrens Bog", og at når vinter bliver til vår i naturen, så vil det samme nok også ske i digterens liv. Den mærkes i Oehlenschlägers allegoriske læsning af "Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur" (1805) og i Jakob Knudsens "Se, nu stiger Solen af Havets Skød" (1891), der gør solopgangen til pant på det evige liv.

Men jo mere verdslig og uafhængig af kirken digternes mentalitet blev, jo mere kom naturen i digtene til at spejle et frit og selvberoende individ, der føler sig hæmmet i kulturen og kan bruge naturen til at gøre sig fri med.

Georg Brandes.  Fotografi fra 1909.

Georg Brandes. Fotografi fra 1909.

Da Georg Brandes under sin sammenfatning af Hovedstrømninger i 1800-t.s litteratur var nået til romantiske digtere som Wordsworth, Shelley og Byron, brugte han som overskrift "Naturalismen i England". Deres kendemærke er, mente Brandes nemlig, kærlighed til naturen — det var, hvad han på det tidspunkt (1873) lagde i ordet naturalisme. Disse engelske guldalderdigtere lærte det moderne menneske at se naturen, dvs. de satte sig ud over den kristne digtnings hang til at gøre naturen til gudsbevis. I dansk litteratur møder vi en tilsvarende naturhengivelse fra Oehlenschlägers nationalsang (1819) med bøgen, der spejler sin top i bølgen blå, til Johannes. V. Jensens Danmarkssang (1925): "Der driver Høduft med krydret Vind./ Igennem Engen en Aa sig slynger", som ligner et "rent" naturbillede, indtil "Gravhøje kroner/ det grønne Land", og naturen altså viser sig at bære beviset for slægtens rod.

Rollen som bevis har naturen i litteraturen ikke kunnet ryste af sig, lige meget hvor naturlige digtene tager sig ud. I nyere tid er det blot ikke længere Guds væsen, naturen skal bevise, men menneskets. De to betydninger af natur, "det oprindelige miljø" og "en tings essens", kan ikke slippe taget i hinanden. Det oprindelige er det essentielle og altså det sande. Derfor kan naturen sige sandheden om menneskene. Det gælder helt op til det seneste skud på stammen, den økologiske digtning, som man kan finde i briten Ted Hughes' dyredigte eller danskeren Thorkild Bjørnvigs mange miljødigte, begyndende med "Lappedykkeren" (1959), hvor civilisationens unatur, det dræbende olieudslip, skildres med et billede fra den biologiske natur som "mineralsk Spedalskhed".

Natur. De amerikanske nationalparker blev etableret i sidste halvdel af 1800-t. bl.a. med inspiration fra forfattere som H.D. Thoreau, der i The Maine Woods (1864) foreslår, at man reserverer uberørte naturområder not for idle sport or food, but for inspiration and our own true re-creation. Her ses Grand Teton National Park i Wyoming, der blev etableret i 1929 og udvidet i 1950. Den har 4,1 mio. besøgende om året.

Natur. De amerikanske nationalparker blev etableret i sidste halvdel af 1800-t. bl.a. med inspiration fra forfattere som H.D. Thoreau, der i The Maine Woods (1864) foreslår, at man reserverer uberørte naturområder not for idle sport or food, but for inspiration and our own true re-creation. Her ses Grand Teton National Park i Wyoming, der blev etableret i 1929 og udvidet i 1950. Den har 4,1 mio. besøgende om året.

Historien om malernes natur er et sidestykke til digternes. Frigørelsen fra historie-, portræt- og bibelmaleriet begyndte i Nederlandene. Men både hos hollændere som Abraham Bloemaert og Jacob van Ruisdael i 1600-t. og hos 1700-t.s landskabsmalere som englænderen Joshua Reynolds og franskmændene Antoine Watteau og Jean-Honoré Fragonard er der som regel et menneske eller en repræsentant for mennesket i form af en vej eller en bolig i billedets midte.

Beskueren ser ikke et landskab, men ser et landskab, der er set af et menneske. Det er først efter år 1800, hos malere som John Constable, Caspar David Friedrich og — med størst eftervirkning — William Turner, at et landskab uden spor af mennesker kan gælde for et færdigt maleri. Det var hos sådanne malere, i det tidlige 1800-t., at den naturskildring opstod, som har bestemt vores kulturs måde at opfatte natur på så grundigt, at både poesi og maleri fra denne guldalder kan virke, som var værkerne naturen selv.

Men naturen i kunsten er altid kultur. Det samme er det sansede landskab. Vi går ganske vist ud i "naturen" og mener dermed landskabet. Det er værd at mindes, at den betydning af ordet er kommet sent til.

På dansk findes betydningen "natur" lig med "landskab" ikke dokumenteret før i 1800-t. Indtil da var "natur" lig med "tingenes inderste væsen", hvad enten det væsen var Guds eller menneskets, som når Christian Braunman Tullin i sit digt "En Maji Dag" (1758) taler om "et Landskab af Naturen malet". "Naturen"er ikke landskabet; den kommer til udtryk gennem landskabet.

Derfor har landskabet både i maleriet og poesien været et godt middel til at vise, hvordan kunstneren tror, menneskets natur er. For landskabsskildring har alle dage været udsagn om værdier forklædt som beskrivelse af kendsgerninger. Se også landskabsmaleri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Emmeche, Thomas Bredsdorff: natur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130350