• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

liv

Oprindelig forfatter CEmm Seneste forfatter Redaktionen

Liv. Så godt som alle organismer er afhængige af et biologisk drevet stofkredsløb, gennem hvilket stof og energi overføres mellem individerne. Nogle arter lever af i det skjulte at nedbryde dødt organisk stof, fx blade og visne planter, mens visse rovdyrs jagt kan tage sig mere dramatisk ud, fx spækhuggerens jagt på unge søelefanter og søløver som her på Valdés-halvøen, Argentina.

Liv. Så godt som alle organismer er afhængige af et biologisk drevet stofkredsløb, gennem hvilket stof og energi overføres mellem individerne. Nogle arter lever af i det skjulte at nedbryde dødt organisk stof, fx blade og visne planter, mens visse rovdyrs jagt kan tage sig mere dramatisk ud, fx spækhuggerens jagt på unge søelefanter og søløver som her på Valdés-halvøen, Argentina.

liv, måde at være til på, som kendetegner de ting i naturen, der opretholder sig selv, men kan dø. Sådanne levende størrelser har et helhedspræg og en organisation, som er kendetegnet ved forandring, vækst og udvikling, dvs. energiforbrugende processer og stofomsætning. Med livsprocessernes ophør kommer døden, men typisk kan et levende væsen ved formering videregive liv og på den måde videreføre den organisation og de processer, der kendetegner liv.

En organisme er et levende fænomen. Også systemer af organismer i vekselvirkning med deres omgivelser kan betragtes som levende, fx et økosystem. Det samme kan den virksomhed og de processer, organismen realiserer, fx indtagelse af næring, vækst, udvikling, formering, sansning, bevægelse og afgivelse af affaldsstoffer: dvs. den klassiske livsdefinition. Liv er samspil og udveksling: Alt, som lever, lever ikke alene eller for sig selv.

Liv er alt, der udfolder processer af de nævnte typer. Dyr og planter og deres dele, cellerne, er eksempler på liv ligesom encellede organismer som bakterier, encellede dyr og alger.

Annonce

Liv studeres videnskabeligt i biologien, men liv betegner også psykologiske og kulturelle processer, der har dynamisk helhedspræg, og som forudsætter liv i biologisk forstand, men ikke fuldt ud lader sig begribe i biologiske termer. Ordet liv står således for en hel familie af forskellige begreber med visse ligheder og delvis overlappende betydninger.

Nutidens naturvidenskabelige opfattelse af liv formedes især i 1800-t. og har således en overraskende kort historie. Men livets videnskabeliggørelse har dybe rødder tilbage i tiden og må ses på baggrund af begrebets løsrivelse fra resten af naturens fænomener og processer: som modsætning til den døde natur.

Alt levende

I den videnskabelige arbejdsdeling beskriver biologien det organiske liv, psykologien det mentale liv, samfundsvidenskaberne det sociale liv, og fysikken nogle af de fysiske forudsætninger for liv. I dagligsproget bruges begrebet på måder, der ikke forudsætter en videnskabelig beskrivelse; de fleste har en intuitiv opfattelse af liv som en tilstand, der under de fleste omstændigheder foretrækkes frem for døden og det dræbende. En bog er fx levende, hvis den inspirerer, men dødkedelig, hvis den er ensformig, forudsigelig, uden variation, gnist eller sproglig og visuel kraft. En tekst, en historie, kan få eget liv, når den frisætter vores fantasi, og en idé kan af sig selv sprede sig og vokse. Liv er en (livskraftig) metafor for alt, der er dynamisk, vitalt og foranderligt.

Liv er almindeligvis truet af sin modsætning: død — størknen eller fravær af liv. Det gælder ikke blot materielt, fx trusler mod klodens biodiversitet, men også menneskeligt, hvis man fx mister glæden og livsviljen, eller kærligheden tørrer ud. Vi er som levende og dermed endelige individer begrænset af døden, både andres og vores egen. Da vi tilmed véd dette, er liv kontra død en grundlæggende eksistentiel dimension i den menneskelige tilværelse.

Dette almene og førvidenskabelige begreb om liv knytter sig til menneskers umiddelbare erfaringer. Liv kan så i anden omgang belyses ud fra forskellige perspektiver: humanistiske, naturvidenskabelige, etiske, metafysiske eller religiøse.

Liv opfattes anderledes i mange oprindelige folks kulturer end i de store civilisationer. Det er en gammel mytisk tanke, at hele kosmos er levende: uden skarpe grænser mellem liv, ånd og døde ting; sten kan være lige så levende som dyr og planter. Den opfattelse, at både levende og døde ting bebos af ånder, at fx bjerge og floder er levende, har antropologer kaldt for animisme. I den vestlige kultur opfattes animisme som en projektion af menneskelige egenskaber ud i en natur, der selv anses for fremmed for disse egenskaber. For det moderne menneske er store dele af naturen død materie uden åndeligt eller sjæleligt liv.

Dette antyder, at livsbegrebet i den vestlige kulturs hverdagsforståelse er formet af naturvidenskabernes udforskning af verdens årsagssammenhænge. Denne forskning og dens fortolkning har sat skarpe skel mellem den døde natur og det levende, men også mellem det rent biologiske og det psykiske.

Evolution og selektion

I Frankrig fremsatte Jean-Baptiste Lamarck i starten af 1800-t. en teori, der skulle forklare evolutionen af nye arter; denne teori er senere blevet kendt som lamarckisme. Han havde en indflydelsesrig modstander i den store anatom Georges de Cuvier, som mente, at der ikke kunne ændres på et dyrs bygningstræk, uden at resultatet ville blive ufunktionelt og arten dermed uddø; evolution i Lamarcks betydning var med andre ord en umulighed.

Cuvier mente at kunne påvise "mangelen" på evolution ved at studere skeletter af hellig ibis. Han sammenlignede fugle fra sin egen tid med balsamerede fugle, der stammede fra egyptiske grave, hvorfra de blev fjernet under Napoleons togter; en af disse ses til højre.

Man vidste, at gravene var 3000-4000 år gamle, men de balsamerede fugle viste sig at være fuldstændig magen til de levende. Hellig ibis viste med andre ord ikke tegn på nogen form for evolution i løbet af et tidsrum, som dækkede halvdelen af Jordens historie; på den tid mente mange, at Jorden blot var nogle få tusinde år gammel.

Charles Darwin, som i 1859 fik udgivet On the Origin of Species (da. Arternes Oprindelse, 1872), troede derimod, at Jorden var langt ældre; hundreder, måske tusinder af millioner år; et tidsspand, som gav evolutionen rigelig tid at virke i. Han mente, at naturlig selektion var årsag til evolutionære forandringer, og han studerede bl.a. brugen af kunstig selektion i dyreavl, hvor omfattende forandringer i fx duers kropsform kan fremavles i løbet af få generationer som hos brevduer. Det er med andre ord muligt, at naturlig selektion over lange tidsrum kan føre til så store forandringer, at nye arter opstår.

En levende kultur udfordrer og beriger sine deltagere, mens en stivnet og døende kultur ikke imødegår udfordringerne fra tiden og omgivelserne. Et samfunds organisationer (fx politiske partier og kulturelle institutioner) betragtes ofte som systemer, der i et vist omfang lever deres eget liv, dvs. opretholder deres særlige aktiviteter efter særlige regler og love, skrevne som uskrevne. Sociologer har iagttaget, hvordan institutioner har tendens til at få sikring af egen vækst og overlevelse som et indre formål.

Sociologiens tidlige historie var præget af biologisk inspirerede sammenligninger mellem en institutions og en organismes liv og stræben efter selvopretholdelse (se fx funktionalisme), men sådanne analogier lægger moderne sociologer afstand til. Moderne sociologi har sammen med antropologi og kulturstudier interesseret sig for samspillet mellem på den ene side de objektive levevilkår for mennesker, fx velfærdssystemet og klassetilhørsforhold, og på den anden side den måde, hvorpå det enkelte menneske forholder sig til spændingen mellem de forskellige livssfærer som fx arbejdsliv og privatliv.

Med etnologen Thomas Højrup kan man i et samfund som det danske skelne mellem forskellige livsformer, der hver har særlige værdier og syn på forholdet mellem identitet, familie, virksomhed, arbejde og fritid. Det er således ikke blot klassemæssig placering, der afgør, om en stor del af livsindholdet søges lagt i arbejdet, eller om synet på ens eventuelle arbejde er, at det primært er et middel til indtjening, så identitet og mening hentes i andre sfærer.

Begrebet livsstil benyttes mere uformelt om det register af udtryksformer, som er knyttet til klædedragt, boligindretning, fritidsinteresser og kulturelt forbrug. Skønt ofte knyttet til en bestemt social gruppe, generation eller subkultur fremstilles livsstil hyppigt som frit valgbar af det enkelte individ: Det primære mål med de goder, der udbydes kommercielt, er ikke blot at opretholde kroppens biologiske liv, men at udtrykke personens kulturelle liv og individualitet.

Liv som universel kraft eller individuel tråd mellem fødsel og død hos de dødelige er genstand for alverdens myter med rødder i de tidligste kulturer. Myterne fortæller om livets grænser og det, der ligger hinsides, og deres funktion er at sætte individets og slægtens liv ind i en sammenhæng, der forbinder livet med verdens fødsel, liv og afslutning. Det forgængelige liv modstilles udødelighed og evigt liv i en hinsides verden af ånder eller guder. Livet er ofte bestemt af de mytiske skikkelser.

Hvor myterne normalt opfatter hele verden som levende, befolket af mennesker, guder, ånder, eller mellemvæsener som dæmoner, satyrer, najader, sfinxer og griffe, opdeler kristendommen verden skarpere og definerer livet anderledes. Liv er ikke identisk med, men skabt og afhængigt af en hinsides Skaber.

I Det Gamle Testamente fremstilles verden som en kampplads mellem liv og død, mellem Gud og kaosmagterne. Liv er af guddommelig oprindelse, og mennesker lever derfor ikke af brød alene, men ved alt, der udgår af Guds mund. Liv er ikke først og fremmest biologisk liv, snarere noget, som er i overensstemmelse med sin bestemmelse, dvs. Guds mening. Gud vil til de sidste tider føre livet til en afgørende sejr over døden, de døde skal opstå til evigt liv eller evig fordømmelse. Det Nye Testamente fortæller, at Jesus Kristus har sejret over døden og skænket mennesket del i det evige liv.

Det religiøse liv kan enten betegne den særlige sociale livsform med tilhørende ritualer, ceremonier og regler, der knytter sig til et bestemt kirkesamfunds traditioner, eller være en mere indholdsbestemt beskrivelse af selve den åndelige, religiøse stræben. Fælles for mytens, religionens og humanismens livsbegreb er, at liv opfattes normativt: Enten ses livet som noget egentligt godt eller, fx i buddhismen, som noget, hvis lidelsesfulde kredsløb det er ønskeligt at undslippe.

Det normative — at menneskelivet udfoldes i en spænding af godt og ondt eller dyder og laster — har parallelt med de religiøse traditioner været genstand for filosoffers refleksioner over betingelserne for det gode liv, se også etik og moral.

Antikkens dydsetik har dannet udgangspunkt for senere diskussion. Hos Aristoteles er karakterdyder som mådehold og tapperhed og intellektuelle dyder som fronesis, dvs. kombinationen af livserfaring, praktisk visdom og godhed, det, som skal bane vej for et lykkeligt liv, der for ham er identisk med et bios theoretikos, et liv helliget teoretiske sysler og betragtninger over verdens beskaffenhed. Det teoretiske liv, udøvelsen af visdom, ses som den højeste aktivitet for mennesket, når det vel at mærke overskrider det rent menneskelige og nærmer sig det guddommelige.

Siden antikken har de største moralfilosofiske retninger været utilitarismen, som fokuserer på forskellige handlingers konsekvens for opnåelsen af et godt liv, og pligtetikken fra Kant og frem, der understreger det moralske sindelag som integral del af et godt liv.

Alternativt til den klassiske moralfilosofi og i opposition til positivismens eksakte filosofi på den ene side og spekulative systemer som Hegels på den anden side voksede en særlig livsfilosofi frem i Tyskland fra anden halvdel af 1800-t. Med et mere oprindeligt og alment begreb om liv end det naturvidenskabelige søgtes det traditionelle skel mellem subjekt og objekt overvundet, sådan som fremført af fx Wilhelm Dilthey og Rudolf Eucken. Denne strømning fik stor betydning både for synet på socialvidenskaberne som fortolkende snarere end forklarende discipliner og for den senere fænomenologi og dens begreb om livsverden.

Selvstændigt udformede livsfilosofier findes hos Schopenhauer, i hans tanke om den blinde og planløse livsvilje bag al tilværelse, og hos Nietzsche, med idéen om overmennesket som den stolte og hensynsløse livsbekræfter. Den mere nøgterne Henri Bergson protesterede mod troen på forstandens evne til at begribe livet selv; det unddrager sig den videnskabelige fornuft.

I det moderne samfund er liv i menneskelig forstand ikke primært knyttet til overlevelse, men til fuld udfoldelse af menneskets potentialer for et kulturelt righoldigt liv, sådan som det kan ske i et samfund præget af respekten for individets rettigheder. Den europæiske humanismes idé om retten til liv er fx udtrykt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder af 1948 (se menneskerettigheder), hvor det liv, artikel tre omhandler, er liv i personlig og samfundsmæssig forstand. Liv som en menneskelig værdi er her uløseligt knyttet sammen med værdier som personlig værdighed, frihed, demokrati, tolerance, lige muligheder og lige ret for loven og fælles ansvar over for svagere samfundsmedlemmer. Som det religiøse er det humanistiske begreb om liv normativt, men i verdslig forstand. Der findes ingen højere autoritet end mennesket selv: I centrum står respekten for den enkeltes ret til et liv i frihed og ansvarlighed. Det enkelte individ er uerstatteligt og et mål i sig selv. Se også humanisme.

Ifølge en ren materialisme er der ingen principiel forskel på liv og død. Liv er blot en særlig kompleks forbindelse af komponenter (atomer og molekyler), og når forbindelsen brydes, ved døden, indgår komponenterne i nye sammenhænge. Tanken om den enkelte sjæls udødelighed bliver herved meningsløs. Men for de fleste filosofiske opfattelser er skellet mellem liv og død mere principielt. Aristoteles skelnede mellem livløs materie (gr. hyle, se form (form-materie)) og liv, enteleki: dvs. det, som har sit formål i sig selv, eller den proces, hvorved noget virkeliggør sin dynamik. At være levende er derfor at have en sjæl, hvilket gælder både planter og dyr. Sjælen er legemets form, eidos, og legemet ophører med at være levende, når formen forlader det. Men tanken om en individuel sjæl, der kan overleve legemet, gav ingen mening for Aristoteles. Han skelnede hierarkisk mellem planter, der har en vegetativ sjæl, dyr, der desuden har en bevægelsessjæl, og mennesket, som yderligere har en fornuftssjæl.

Grundlæggeren af det moderne sjæl-legeme-problem, med sjælen som psyken eller jeget, er Descartes, som forkastede begrebet liv som et uvidenskabeligt blandingsbegreb: Den organiske natur må forstås som en kompliceret mekanisme og bliver dermed en død natur, et rent objekt for det menneskelige subjekt. Derfor kan sjæl og legeme eksistere uafhængigt af hinanden. Descartes var dualist: Han skelnede imellem en materiel, udstrakt substans og en immateriel, tænkende substans. Menneskekroppen var for ham blot mekanisk materie og for så vidt død. Descartes antog dog eksistensen af nogle livsånder, en slags fine partikler i nervebanerne, hvis funktion skulle være at formidle indtryk fra sanseorganer til hjernen, hvorfra deres bevægelser kunne forplante sig til muskelapparatet og resten af kroppen.

Mange biologer og filosoffer har efter Descartes forsøgt at fastholde et bredere materiebegreb, der lod det organiske stof have visse vitale egenskaber som fx irritabilitet og sensibilitet, fx encyklopædisten Denis Diderot, den tyske naturforsker Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) og den danske zoolog D.F. Eschricht. Denne vitalistiske materialisme kan ses som forløber for organicismen i moderne biologi; den balancerer mellem rendyrket vitalisme, der hævder, at livskraften er noget rent immaterielt, og mekanisk reduktionisme, der ser livskraft som overtro og irritabilitet blot som udtryk for stoffets bevægelser.

Den øgede forståelse af processerne i nerveceller og opdagelsen af, at man ved kunstig kemisk syntese kan danne organiske stoffer, gjorde i løbet af 1800-t. den vitalistiske materialisme mindre plausibel.

I den moderne biologi opfattes liv ofte som et emergent fænomen, dvs. skønt dets dele er af fysisk og kemisk art og fuldt ud forståelige ud fra kemi og fysik, er livets funktioner og relationer som eksempelvis selvreproduktion (formering) særegne for livet: De udgør et selvstændigt organisationsniveau af materien og kan ikke reduceres fuldt ud til fysik. Se også ontologi og biologi (filosofiske problemer).

Den kristne tanke om livets guddommelige oprindelse genfindes i en særlig form i det middelalderlige billede af naturens forskellige trin som ordnet hierarkisk i en 'tilværelsens store kæde' (scala naturae), fra de mest ophøjede væsener tættest på Gud (fx engle og serafer), over mennesker, dyr og planter helt ned til mineraler.

Denne opfattelse har rødder dels i Platons idé om verdens fuldstændighed, dels i Aristoteles' tanker om kontinuiteten mellem ting og begrænsningen ved vore forsøg på at klassificere og opdele. Idéen blev især formuleret af middelalderens munke og videreført af filosoffer som Locke og Leibniz samt naturforskere helt op til slutningen af 1700-t.

Naturfilosoffen og naturhistorikeren Charles Bonnet hævdede, at man empirisk kunne kortlægge den graduerede serie fra mineraler via fossiler til planter og dyr, bl.a. med det grønne polypdyr Hydra som et af de kritiske forbindelsesled mellem planter og dyr. Liv i nutidig forstand som noget fælles, der markant adskiller såvel dyr som planter fra den uorganiske, mineralske verden, findes ikke her: Alle trin i den sammenhængende kæde er af guddommelig oprindelse, og det, der adskiller dem, er blot deres grad af ånd eller fuldkommenhed. De tre riger, dyr, planter og mineraler, dækker blot over forskellige og egentlig sammenhængende trin på stigen.

Med naturforskeren Jean-Baptiste Lamarck blev denne forestilling for alvor brudt i begyndelsen af 1800-t. Lamarck indførte begrebet biologi om studiet af det, der ved graden af organisation radikalt adskiller planter og dyr fra mineralriget, og han stiller så at sige kæden på hovedet i sin evolutionsteori. Han afviser tanken om verdens former som udstrålinger eller udstrømninger (emanationer) fra Gud. Tværtimod er det højere og mere komplekse liv udviklet af sig selv fra det simplere, mere oprindelige og mindre komplekse.

Denne materialistiske idé blev anset for revolutionær og farlig af 1800-t.s herskende klasser; samfundsmoralen krævede, at den naturlige orden havde guddommelig oprindelse. Også fra videnskaben lød kritik. Anatomen baron Georges Cuvier mente, at evolution var utænkelig: de fleste mellemtrin fra primitiv til avanceret var ikke mulige, da de ville kræve alt for radikal nyorganisering af organismens anatomi.

Opkomsten af den moderne europæiske naturvidenskab for 300-400 år siden betød et markant skift i natursynet og dermed også i opfattelsen af liv (se også natur). I renæssancen var verden en organisk helhed opretholdt af Gud, hvis visdom kunne aflæses i "Naturens Store Bog". Med den videnskabelige revolution, ca. 1550-1700, indledtes en proces, der førte til et mere mekanisk verdensbillede. Analogier mellem det menneskelige mikrokosmos (organismen) og universets makrokosmos blev forkastet til fordel for den ny fysik og astronomis studium af legemers lovmæssige bevægelse. Verden kunne studeres som en maskine, et urværk.

Men ikke alle ting forekom lige forklarlige for naturforskeren ud fra Newtons klassiske mekanik; hvad med fx fuglenes sang og træernes vækst? Studiet af livsfænomenerne var i 1700-t. forbeholdt den naturhistoriske tradition og medicinen. Først omkring 1800 blev biologien opfundet som en særlig naturvidenskab, der gør alt organisk liv til genstand for udforskning: Nu skulle livet defineres.

Biologien voksede frem parallelt med 1800-t.s udviklings- og fremskridtstænkning. Som eksperimentel naturvidenskab opfatter den liv som noget rent materielt og empirisk. Liv i eksistentiel eller åndelig forstand betragtes som afledt, metaforisk eller sekundært eller ganske enkelt som et andet fænomen, der enten ligger hinsides rationel beskrivelse (se eksistentialisme) eller må beskrives med andre metoder (se psykologi). For første gang ses liv som et fællestræk for dyr og planter til forskel fra uorganiske mineraler.

Liv bliver en naturforekomst af ting med bestemte egenskaber, og dets menneskelige værdi eller guddommelige betydning adskilles fra den videnskabelige forståelse eller afvises som helt irrelevant. I modsætning til mytens, etikkens og religionens begreber om liv præsenterer den moderne naturvidenskab sit publikum for et begreb om liv, som er rent deskriptivt, dvs. som blot beskriver egenskaber ved liv som organiske fænomener.

I den videnskabelige arbejdsdeling bliver den materielle verden dermed opdelt i det rent fysiske, der alene styres af naturlove; det biologiske, hvor funktionelle forklaringer må tages til hjælp for at forstå hensigtsmæssigt design i fx organismens hjerte, lunger, muskelvæv og leverceller; og endelig det psykiske, der omfatter selve den udforskende bevidsthed, som endnu i dag fremtræder som en relativt uforklaret del af det levende stof. Livet forstås vha. naturlige udviklingsprincipper, som fx Darwins princip om nedstamning med modifikationer gennem naturlig selektion (se darwinisme og evolution), eller Herbert Spencers spekulative princip om udviklingens universelle tendens mod større kompleksitet og heterogenitet; i dag fx aktuel i forskningen i komplekse systemer.

Med videnskabens opdagelse af liv som et generelt fænomen indledtes bestandige diskussioner om den bredere betydning af de videnskabelige fremskridt for den almindelige forståelse af liv. Kan man fx endegyldigt bevise, at vitalismen tager fejl i at antage eksistensen af en særlig livskraft af ikke-fysisk art? Og kan man i så fald reducere livet til et rent fysisk og kemisk fænomen? Er vi, når det kommer til stykket, blot molekyler og disses vekselvirkninger, sådan som mekanismen hævder? Alt sammen emner, som endnu diskuteres.

Den forbløffende indsigt i de fundamentale kemiske livsprocesser, som var resultatet af udviklingen af genetik og biokemi og især molekylærbiologien fra 1930'erne til 1960'erne, førte med en overfladisk betragtning til en styrkelse af den mekaniske tolkning af livet. Molekylærbiologien blev set som mekanismens endelige sejr over vitalismen. Men fysikken og biologien er stadig meget forskellige videnskaber, både teoretisk, begrebsligt og metodisk, og skønt kemi og biokemi var forbindelsesled, er man aldrig nået til en enhedsvidenskabelig reduktion af biologi til fysik.

I stedet har det organicistiske standpunkt vundet frem. Heri betones en organismes kompleksitet og selvstændighed i forhold til simple naturprocesser: Selvom livsprocesserne ikke bryder de fysiske love, må de pga. deres kompleksitet og helhedskarakter stadig beskrives i en anden ramme end fysikkens. Meget tyder i dag på, at liv er et så komplekst fysisk fænomen, at det kun kan realiseres under ganske bestemte betingelser på baggrund af en lang evolutionsproces, hvorunder der sker en ophobning af biologisk information i form af et arvemateriale, der direkte og indirekte specificerer de molekylære komponenter, en levende organisme består af. Se også DNA, information og proteinsyntese.

Livets videnskabeliggørelse omfatter i store træk først en afsjæling af det levende; organismen afmystificeres, ligesom resten af naturens fortryllelse hæves, når det guddommelige i skaberværket ophæves. Dernæst er der sket en detaljeret udforskning og opdeling af liv i forskellige procesformer i biologiens og psykologiens mange discipliner. Endelig er der i dag inden for videnskabens domæne tendenser til en vis reintegration af de simple materielle og de mere komplekse aspekter af liv via nye forbindelser mellem fysik og biologi og mellem biologi og psykologi, se bl.a. kognitionsforskning og neurobiologi.

Begrebet liv er dog stadig splittet i de videnskabelige og de normative forståelser af fænomenet, skønt visse former for bioetik søger at overvinde denne splittelse. Naturvidenskaben beskriver livet i årsagsbundne regelmæssigheder. Årsag følges af virkning, for sådan er verden nu engang ordnet, og videnskabelige teorier abstraherer begrebsligt og matematisk fra verden, som den umiddelbart leves og erfares. I vor livsverden er erfaringerne normative, farvet af værdier, følelser, hensigter. At forene denne farvede beskrivelse af verden med videnskabens har været en filosofisk udfordring siden Kant. Det bedste bud har indtil nu været hverken at betragte videnskab eller hverdagsbeskrivelser som udtømmende, men hver især gyldige i deres egen sfære.

Biologi

Liv. Fugl Føniks, som i døden fortæres af flammer for at rejse sig som forynget af asken, har rødder tilbage til egyptisk solkult, men er blevet brugt som kristent symbol på Jesu død og opstandelse. Fablen om Føniks handler også om livets cyklus og vekslen mellem generationerne samt om foryngelse og nyt liv som en konsekvens af døden. Tegning fra tysk børnebog fra 1792.

Liv. Fugl Føniks, som i døden fortæres af flammer for at rejse sig som forynget af asken, har rødder tilbage til egyptisk solkult, men er blevet brugt som kristent symbol på Jesu død og opstandelse. Fablen om Føniks handler også om livets cyklus og vekslen mellem generationerne samt om foryngelse og nyt liv som en konsekvens af døden. Tegning fra tysk børnebog fra 1792.

I første omgang kan liv i biologisk forstand defineres som levende organismer, deres eksistensform og de processer, de realiserer. Organismer er enheder (enkeltceller eller systemer af celler) opbygget af komplicerede kemiske forbindelser (makromolekyler, især proteiner, nukleinsyrer, kulhydrater og lipider), som ved hjælp af et reguleret stofskifte (metabolisme) kan opretholde organismen under tilførsel og forbrug af energi. Organismer kan reproducere sig selv, dvs. danne en genpart af sig selv ved vegetativ eller kønnet formering, og er i kraft heraf en del af en slægtskabslinje, arten, som kan undergå forandring over flere generationer, evolution.

Hertil kommer yderligere en række, sikkert nødvendige, kendetegn, fx at stofskiftet må foregå i en væske (cellen indeholder vand) for at muliggøre molekylær stoftransport og en dæmpet, trinvis energioverførelse i de kemiske reaktioner. Liv findes ikke i rent fast stof eller gasform. Visse dyr som fx de mikroskopiske bjørnedyr kan eksistere i kryptobiose: De kan tørre ud eller fryse og er i den form potentielt liv, dvs. uden eller næsten uden stofskifte. Ligeledes kan bakteriehvilesporer og visse plantefrø overleve uden målelig stofomsætning.

Et makromolekyle er ikke selv levende, men det er den celle, som molekylet er en del af. Arvematerialet DNA er et makromolekyle med en bestemt struktur, som kan karakteriseres bl.a. kemisk og geometrisk. Oprenset DNA er fx et hvidt pulver, men er i den form et artefakt, ukendt fra naturen: I sig selv er DNA ikke liv. Selvom det kan beskrives rent kemisk, kan det kun forstås som et naturligt fænomen i forbindelse med liv; det har en ganske bestemt rolle i det netværk af processer, der er med til at vedligeholde cellen som organiseret helhed. Det samme gælder et enzym eller hvilket som helst af cellens andre makromolekyler.

Liv er en egenskab på cellens systemniveau og opefter og kræver et samspil af mange forskellige stoffer. Flercellede organismer er levende ifølge definitionen ovenfor, og også arten kan kaldes levende, da den består af organismer, men den har kun stofskifte i kraft af disse. Det samme gælder et økosystem, der foruden organismer også består af det fysiske og kemiske miljø.

I cellens regulerede stofskifte har enkeltdelene, fx organellerne eller de enkelte makromolekyler, hver især en funktion i forhold til helheden. Biologisk liv er et organiseret produkt af naturen, dvs. et system, hvor hver del er helhedens middel til at opnå målet om systemets opretholdelse. Da delene tjener et funktionelt mål, er systemet teleologisk (gr. telos 'mål'). Livets teleologi får det til at fremstå som om det var designet af en intelligent designer. Men designet regnes i biologien for at være produkt af en blind, naturlig mekanisme: adaptiv evolution ved mutation og naturlig selektion.

Dermed er liv defineret funktionelt, processuelt og organisatorisk, men ikke entydigt stofspecifikt, hvilket heller ikke er nødvendigt. En definition af liv kunne indskrænke sig til at have forekomsten af DNA eller RNA som kriterium, da disse nukleinsyrer kun findes naturligt i forbindelse med celler, men den ville ikke indfange den selvopretholdende helhed, som en levende celles stofskifte udgør. I princippet kan man forestille sig de biokemiske funktioner varetaget af andre kemiske forbindelser, men det er karakteristisk, at alle kendte levende organismer er forbløffende ens på det biokemiske plan: Alle benytter DNA (nogle virus RNA) som arvemateriale; overalt spiller enzymer en nøglerolle i stof- og energiomsætning; og stofskiftets kredsløb følger fælles mønstre med visse variationer.

Cellens stofskifte kendetegnes af cykliske mønstre af stofnedbrydning og -dannelse, opbygget af meget specifikke reaktioner. De mange forskellige enzymer har hver især en eller nogle få funktioner. Da enzymerne nedbrydes spontant under fysiologiske betingelser, kræves en stabil og pålidelig gendannelse af nøjagtig de samme slags makromolekyler. Denne gendannelse sikres af en type informationsbaseret kemisk syntese, som er ukendt i ikke-levende kemiske processer. Information henviser her til rækkefølgen, sekvensen, af de komponenter, hvoraf DNA og proteiner er sammensat. Et gens DNA-sekvens sikrer via dannelse af mRNA (messenger-RNA) syntesen af et protein med en bestemt rækkefølge af aminosyrer.

Liv kan også indkredses ved en beskrivelse af de komponenter, der omfatter livet, som vi kender det på Jorden: bl.a. organisme, celle, art, population, formering, arv, genetisk variation, gen, funktion, økosystem og evolution. Biologi kan derfor ses som et netværk af viden om liv, organiseret i løst afgrænsede discipliner. Når genetikeren Th. Dobzhansky fremhævede, at "Intet i biologien giver mening, hvis det ikke ses i lyset af evolutionen", mente han, at det evolutionære perspektiv er grundlæggende, da alt liv nedstammer fra en simpel stamform, som har udviklet sig til de kendte arter gennem naturlig selektion. Alle biologiske strukturer er formet af evolutionen.

Men med samme ret kunne vi sige, at det cellulære aspekt er grundlæggende, for uden celler kan vi ikke forestille os fænomener som arv og evolution. Eller at det økologiske aspekt er grundlæggende, da betingelsen for livsprocessernes udfoldelse altid er af økologisk art. Således kan alle niveauer betegnes som essentielle. Pointen er, at ligesom begreberne henviser til hinanden og kun kan forstås fuldt ud i sammenhæng, er det biologiske liv selv en række forhold, som gensidigt forudsætter hinanden.

Virus hævdes ofte at falde uden for de gængse livsdefinitioner, da virus ikke har selvstændigt stofskifte og kan forekomme på krystalform. Men ligesom med isoleret DNA på pulverform gælder det for virus, at selvom de kan karakteriseres rent kemisk og geometrisk, kan de kun forstås fuldt ud som et biologisk fænomen. Virus' formering beror på eksistensen af levende celler. I et evolutionært lys må de betragtes som stammende fra enten stærkt reducerede, parasitiske organismer eller genetiske elementer, der fra at have været en integreret del af en organisme er blevet selvstændige.

En definition af et så mangfoldigt fænomen som liv må ikke opfattes på linje med fx en definition af et begreb i et matematisk system. Snarere er den en måde, hvorpå man paradigmatisk sammenfatter en samlet forståelse af et fænomen.

Som videnskabeligt begreb kan biologisk liv ses på baggrund af det eller de paradigmer, det tænkes inden for. Det neodarwinistiske paradigme er det dominerende i biologien. Liv forstås her som evolution gennem naturlig selektion af en samling enheder bærende den genetiske information (gener, i denne sammenhæng kaldet replikatorer), som via processer som vækst og differentiering under fosterudviklingen danner organismer (interaktorer), som vekselvirker med miljøet; herved udvælges næste generation af replikatorer. To processer er involveret i liv, en kopierende og en fysisk: replikation, som er kopiering af den genetiske information, og interaktion, som er den proces, hvori organismen afprøves og udvælges. Liv kan således kort defineres som naturlig selektion af replikatorer.

I det autopoietiske paradigme forstås liv fx som biokemiske enheder, som selv skaber eller opretholder et lukket netværk af processer imellem komponenter, der igennem netværkets vekselvirkninger producerer dels de samme komponenter, dels en ydre afgrænsning af enheden (fx cellens membran). Fænomener som evolution, information og arv ses her som sekundære: Liv defineres som autopoiesis, dvs. den organisation, der karakteriserer et system, der opretholder sig selv.

Biosemiotik. Nogle biologer og filosoffer har fremhævet, at biologiske systemer i modsætning til fysiske er tegnskabende. Tegn tolkes og oversættes fx til andre tegn i form af molekylære signaler i cellerne. Også den genetiske kode, der er central for alt liv, er et kemisk baseret tegnsystem. Hos højere dyr er neuropeptider (små proteiner) kommunikationsled mellem nervesystem og immunsystem. Hjernens celler kommunikerer via nerveimpulser, og mønstre af disse er grundlag for dyrs evne til at reagere på omverdenen, se også perception. Liv kan således defineres som biosemiosis, dvs. produktion, udveksling og fortolkning af tegn, se også biosemiotik.

Åbne systemer. Inspireret af forskningen i biofysik og komplekse systemer har man forsøgt at beskrive liv som en særlig type åbne systemer, der er langt fra termodynamisk ligevægt, selvorganiserende, og som ofte befinder sig på en kritisk grænse mellem en ordnet krystallinsk og en uordnet gasagtig tilstandsform, ofte kaldet kaotisk (se kritiske fænomener og kaos). Liv er blot kendetegnende for et område af en skala, og ethvert fysisk system kan være mere eller mindre levende og komplekst. Interessen har her samlet sig om de fysiske betingelser for disse dissipative strukturers opståen og vedligeholdelse, der sikrer autonomi i forhold til en fysisk grænsebetingelse som jævn tilførsel af energi. Liv kan her defineres som autonome agenter eller som komplekse dissipative strukturer på kanten af kaos. Først over en vis kompleksitetstærskel vil sådanne systemer ikke forfalde spontant, sådan som isolerede systemer gør, jf. termodynamikkens anden hovedsætning, men de vil have tendens til at udvikle endnu mere komplekse tilstande under evolutionen. Det er endnu uafklaret, hvilken tærskel i kompleksitet der er tale om. Et gæt er, at den er sammenfaldende med kompleksiteten af informationsstyret kemisk syntese, der igen forudsætter eksistensen af en genetisk kode.

De tre første paradigmer står ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden, men abstraherer fra forskellige aspekter. De trækker alle på den generelle, delvis hverdagsmæssige og delvis videnskabelige, moderne forståelse af mikroorganismer, planter og dyr. Det fjerde sigter på en fysisk karakteristik af biologisk liv. Endnu mangler en teori, der forbinder liv i evolutionsteoretisk, biokemisk, tegn- og informationsteoretisk og termodynamisk forstand.

Før evolutionsteorien og den eksperimentelle biologi var etableret, troede de fleste på spontan genese, dvs. at mange almindelige nulevende organismer til stadighed kunne opstå på ny, hvis betingelserne var til stede; at fx fluer spontant opstod i råddent kød eller rotter i kompostbunker. Selv den biologiske celleteori hævdede i sin oprindelige udformning, at de simpleste encellede organismer kunne opstå spontant. I 1800-t. blev tanken endog koblet til Darwins evolutionsteori. Allerede midt i 1600-t. havde den engelske læge William Harvey fremført, at alt levende udvikledes fra æg (Ex ovo omnia) og ikke dannedes spontant, men selv da den store mikrobiolog Louis Pasteurs eksperimenter syntes at modbevise spontan dannelse, mente mange evolutionsbiologer fortsat, at primitive organismer til stadighed opstod spontant af stoffet. Først med den ny indsigt i dels cellernes komplicerede organisation, dels arv og kimplasmaets kontinuitet bortfaldt teorien endeligt (se fx August Weismann og biologi (historie efter 1800)).

I dag er det generelt videnskabeligt accepteret, at liv kan opstå spontant, givet de rette betingelser, men at komplekst liv som organismer ikke opstår af sig selv på kort tid. Livet opstod på Jorden for mere end 3,8 mia. år siden som resultat af en langstrakt kemisk udviklingsproces.

De første teorier herom blev fremsat i 1920'erne af den russiske biokemiker Aleksandr Oparin og den britiske biolog J.B.S. Haldane. De mente, at forholdsvis komplicerede organiske stoffer kunne dannes spontant, fx katalyseret af Solens ultraviolette stråling og af elektriske udladninger fra lyn. Disse stoffer ville efterhånden koncentreres i verdenshavene, der ville blive som en varm, tynd suppe, ursuppen. De fremhævede, at da Jordens tidlige atmosfære var reducerende (iltfri og rig på brint) og enzym- og cellefri, ville den organiske suppe ikke nedbrydes. Livet opstod ved en lang kæde af processer, hvor samlinger af molekyler i dråber, koacervater, og protoceller dannedes før de egentlige celler.

Idéen blev først mødt med stor skepsis, men dannede siden den teoretiske grund for forskning i livets oprindelse, protobiologi. I 1950'erne påviste den amerikanske kemiker og nobelpristager H.C. Urey sammen med sin elev S.L. Miller, at aminosyrer og sukkerarter kan dannes i en laboratorieskabt, kunstig atmosfære bestående af vand, brint, ammoniak og methan udsat for elektriske gnister.

Organiske stoffer som aminosyrer er også fundet i meteoritter og kosmisk støv, stjernestøv. Flere af stofferne herfra og fra Urey-Miller-forsøgene findes ikke i nulevende organismer. Det gælder således aminosyrer i D-form, som er et spejlbillede af de tilsvarende L-former (se isomeri). Celler kan kun danne og udnytte L-formerne, så under stofskiftets tidlige evolution er der sket en udvælgelse af netop L-formen. Grunden er ikke kendt, og at alt jordisk liv er bygget af L-aminosyrer kan være et tilfældigt træk.

Det er ikke nok at påvise oprindelsen af livets simplere byggesten. Aminosyrer må sammenkædes til peptider og større proteiner, og nukleotider må sammenkædes til nukleinsyrer som DNA og RNA. I levende celler sker dette via enzymstyrede processer, men i ursuppen måtte sammenkoblingen ske ad kemisk vej, hvor energien evt. kunne komme fra polyfosfater. Sammenkædningen kan fx være sket i forbindelse med inddampning af ursuppen på solopvarmede klippekyster, på overfladen af varm lava eller i undersøiske varme kilder under højt tryk og temperatur.

Det er en gåde, hvordan dannelsen af makromolekylerne er foregået; de kan sammensættes på utallige måder. Måske er der sideløbende med udviklingen af de første simple cellers membraner og dermed en afgrænsning mellem indre og ydre miljø sket en kemisk udvikling og selektion af makromolekyler, der gensidigt fremmer (katalyserer) hinandens dannelse og systemets stabilitet. I selvorganiserende autokatalytiske netværk virker delkomponenter befordrende på hinandens dannelse. Både visse peptider og visse nukleinsyrer kan virke autokatalytiske, og det er muligt at forestille sig simple former for stofskifte bygget op af sådanne simple, gensidigt afhængige reaktionskredsløb i miljøer som fx ursuppen, der er rige på de nødvendige byggesten: aminosyrer og nukleotider.

Man kan være tilbøjelig til at spørge, hvad der kom først i udviklingen af liv: cellens proteiner, dvs. enzymerne, eller DNA (gener) og RNA, der er de informationsbærende strukturer? Da proteiner og DNA i en moderne celle forudsætter hinanden, er det som at spørge, om hønen eller ægget kom først. Den tyske kemiker Manfred Eigen (f. 1927) hævder, at generne (på RNA-form) kom først, dernæst enzymerne og til sidst cellerne. Ifølge F.J. Dyson opstod først et proteinliv, baseret på populationer af proteinmolekyler samlet i såkaldte koacervatdråber, og først på et senere trin invaderedes disse af RNA-molekyler, der i starten var parasitter, men senere blev integreret i stofskiftet.

RNA-molekyler kan både fungere som informationsbærere og enzymer, og meget taler for, at enkeltstrenget rna snarere end det mere rigide og komplicerede dobbeltstrengede DNA var det første livs arvemateriale. I nutidige celler har rna mange nøglefunktioner: som mRNA, som komponenter af ribosomer (rRNA) samt i form af tRNA, som er selve den klasse af transportmolekyler, der materialiserer den genetiske kode. Trods detaljeret kendskab til nulevende cellers molekylære mekanismer er der endnu ikke angivet nogen tilfredsstillende model for dannelsen af den genetiske kode og det komplicerede enzymatiske maskineri til proteinsyntese.

Under præbiotiske betingelser findes maskineriet slet ikke, og kopiering (replikation) af den genetiske information må have været fejlfyldt. I nutidige celler fungerer bestemte enzymer som korrekturlæsere og retter fejl (mutationer) under replikationen af DNA.

Ifølge den neodarwinistiske evolutionsteori tilpasser liv sig genetisk de skiftende kår, og hvad der repræsenterer en adaptation (tilpasning) for én art i ét miljø, gælder ikke generelt som den bedste løsning for alt liv: Evolutionen skrider frem med lokale forbedringer og søger ikke mod noget globalt optimum. De organismer, som eksisterer nu, er nok bedre egnede end deres nærmest beslægtede uddøde arter (hvis man ser bort fra uddøen af helt tilfældige årsager som fx meteornedslag og vulkanisme), men sammenligninger på tværs af arter er i bedste fald tvivlsomme.

Betegnelser som højere pattedyr versus lavere hvirvelløse dyr må betragtes med skepsis eller bruges af biologer blot som bekvemme betegnelser. Simple jordbakterier, rundorme, hudmider, myg, elefanter og mennesker er alle lige tilpassede, blot på hver deres måde. Darwinismen tolker ikke livets evolution som bestemt af en skjult tendens til fremskridt i anatomi eller design.

Men under evolutionen er der sket en vækst i kompleksitet. Eukaryote celler er fx udviklet ud fra simple encellede bakterier, der ifølge endosymbiont-hypotesen dannede visse af nutidens celleorganeller, men som i starten blot parasiterede eller levede sammen med værtscellen. Kompleksiteten er også øget betragteligt under udviklingen fra encellede mikroorganismer til flercellede planter og dyr. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes at nå til enighed om et præcist begreb for biologisk eller anatomisk kompleksitet, og selv tilsyneladende simple livsformer kan have uhyre komplicerede tilpasninger.

Det er muligt, at der findes en nedre grænse for, hvor simpel en levende organisme kan være. Man forsøger i dag vha. DNA-analyse at bestemme det mindste sæt af gener eller stofskiftefunktioner, som er fælles for alle fem riger: prokaryoter, protister, svampe, planter og dyr. Dette sæt må antages at stamme fra den sidste fælles stamform for disse grupper, en meget simpel, encellet organisme.

Medlemmer af slægten Mycoplasma er blandt de simpleste nulevende celler. Som parasit i menneskekroppen er M. genitalium omgivet af et uhyre komplekst næringsmedium, men den er i sine indre processer meget simpel; den klarer sig med kun 468 gener (til sammenligning har colibakterien 4000-5000 og mennesket omkring 75.000). Virus er ganske vist simplere, men har intet selvstændigt stofskifte; Mycoplasma er derimod en organisme, som laver alle sine proteiner selv. Fratrækkes bl.a. gener med tilknytning til den særlige parasitiske livsform, får man ca. 256 gener: det antal, der er nødvendigt for og tilstrækkeligt til at opretholde Mycoplasmas selvstændige liv. En sådan organisme ville være ekstremt sårbar; den ville næppe kunne reparere sit DNA eller bruge alternative fødekilder, som de fleste bakterier kan, og den er indtil videre blot et teoretisk kræ. Men i princippet kan den konstrueres ved genteknologi og indgå i kompleksitetsforskningen.

Man har provokerende søgt at se problemet med den stigende kompleksitet i livets udvikling fra miljøets synspunkt. Livets udvikling er da historien om evolutionen af stadig nye egnede miljøer eller nicher for liv.

Organisme og miljø er gensidigt afhængige af hinanden. Organismer skaber ofte selv deres miljøer og er ikke blot blinde tilpasninger. Til karakteristikken af liv hører altid det specielle miljø, det udfoldes i, og som det delvis selv definerer (se også niche og økologi). Men arterne skaber med deres evolutionære diversifikation et væld af nye potentielle nicher.

Betingelserne for biologisk liv ligger inden for snævre fysiske og kemiske grænser såsom tryk, temperatur, koncentration af gasser og mængden af næringssalte, og disse parametre kan modificeres i det lokale miljø, habitaten. Hele biosfæren kan betragtes som et samlet system, der reguleres ved en række feed-back-mekanismer (se kybernetik) af klimatisk, geofysisk og økologisk art. Eksistensen af livsprocesserne er selv med til at skabe og vedligeholde det samlede stabile system, og således skaber liv selv betingelserne for sin fortsatte eksistens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Emmeche: liv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117621