• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

begavelse

Oprindelige forfattere CHKo, CRHa og MoHa Seneste forfatter Redaktionen

Begavelse sættes i vores kultur og tid ofte lig med sproglig og matematisk kompetence, men er et meget bredere anliggende. Den brasilianske fodboldspiller Pelé gav i 1950'erne og 1960'erne fodboldspillet en ny dimension af elegance, hurtighed og overblik. Det var en kombination af kropslig udfoldelse og overblik over fodboldbanen; eller sagt med andre ord: boldbegavelse og begavelse for spillets strategi.

Begavelse sættes i vores kultur og tid ofte lig med sproglig og matematisk kompetence, men er et meget bredere anliggende. Den brasilianske fodboldspiller Pelé gav i 1950'erne og 1960'erne fodboldspillet en ny dimension af elegance, hurtighed og overblik. Det var en kombination af kropslig udfoldelse og overblik over fodboldbanen; eller sagt med andre ord: boldbegavelse og begavelse for spillets strategi.

Begavelse er afledt af ordet begave, som er lånt fra tysk begaben. Ordet er således i familie med "gave" og "give" og udtrykker, at man har fået noget foræret eller tildelt. I lidt parodierende sprogbrug taler man også om "at blive begavet", fx ved festlige lejligheder som fødselsdage og jubilæer. I almindelig sprogbrug omfatter begrebet begavelse ikke materielle forhold, men derimod et menneskes åndelige udrustning eller formåen.

Filosofi

Som et filosofisk fagudtryk er ordet "begavelse" kun sjældent brugt. Begavelse, forstået som en individuel kapacitet i kunstnerisk eller intellektuel henseende, inddrages i filosofien i forbindelse med begreber som anlæg, geni, intelligens og talent.

Især mht. kunstnerisk begavelse, talent og geni er det siden oldtiden blevet diskuteret, om kunstfrembringelse grundlæggende skyldes gode naturanlæg til kunstnerisk og i det hele taget åndelig virksomhed, eller om det skyldes flid, øvelse og dannelse. Den romerske digter Horats hævdede i sin Digtekunst (Ars poetica), at fornuft og flid og ikke inspiration er poesiens kilder, et synspunkt, som deltes af fx den franske klassicist Boileau i hans bog om digtekunsten L'Art poétique. Heroverfor står en tradition fra Platon over renæssancen, fx Marsilio Ficino, og frem til romantikken, ifølge hvilken poesiens kilde er den "guddommelige rasen" eller inspirationen.

Annonce

G.W. Leibniz talte om begavelse eller anlæg som enten naturlige eller erhvervede dispositioner, og i den tyske oplysningsfilosofi skelnede man mellem forstanden som en almenmenneskelig erkendeevne og fornuften som en erkendeformåen erhvervet ved flid og øvelse. Efterhånden som dannelsesbegrebet omkring 1800 kom til at spille en hovedrolle i den europæiske kulturs selvforståelse, understregedes dannelsens betydning for udvikling af naturanlæg. Dette skete ofte under inspiration fra J.J. Rousseau, der hævdede, at mennesket ikke var et perfekt væsen men et perfektibelt væsen, dvs. et væsen, der stræber mod det perfekte. En anden af den franske oplysningstids pædagogiske tænkere, C.-A. Helvetius (1715-71), afviste ganske tanken om specifikke medfødte anlæg og hævdede kort og godt, at opdragelse formår alt, og at opdragelse gør mennesker til, hvad de er. J.G. Fichte kunne fastslå, at nok er anlæg givet ved naturen, men de udvikles eller aktualiseres ikke af naturen, men gennem dannelse og menneskeligt samkvem. Senere sagde Nietzsche: "Hvad er begavelse andet end et navn for noget tidligere tillært, erfaret, indøvet, tilegnet eller kropsliggjort, måske af vore fædre, måske tidligere! Og igen: Den, der lærer, begaver sig selv" (Morgenröte, 5. bog, §541).

Over for denne ekstreme opfattelse stod den romantiske geni-opfattelse, hvor geniet, med Oehlenschlägers ord fra skuespillet Aladdin, er "naturens muntre søn", dvs. at geniet og talentet er naturgivent.

I moderne filosofi er det blevet drøftet, hvad ord som "intelligens" og "begavelse" står for. Denne diskussion hænger sammen med opgøret med forestillingen om, at bevidstheden er en mental genstand, og at begavelse og intelligens er egenskaber knyttet til denne. Gilbert Ryle (1900-76) argumenterede i sit berømte værk The Concept of Mind (1949) for, at intelligens eller begavelse hverken står for en mystisk mental genstand eller for en egenskab ved en sådan, og at intelligens ikke må opfattes som en årsag til intelligent handlen. At være intelligent eller begavet er ifølge Ryle at være disponeret for at opføre sig på en bestemt måde, i bestemte situationer nemlig på den måde, der sædvanligvis karakteriseres som begavet eller intelligent. Lige så lidt som skørheden af glas, som er en disposition til at gå i stykker, er årsag til, at et bestemt stykke glas knuses, når det rammer jorden, er intelligens årsag til intelligent handlen. Som glassets skørhed viser sig ved, at det går i stykker, viser intelligens sig ved intelligent handlen.

Psykologi

Sprogbrugen inden for området er til stadighed til debat blandt fagpsykologer. Ordet begavelse bruges stort set ikke mere. Det anses for at være et upræcist udtryk, der ligesom evner rummer antagelsen om noget medfødt. Også ordet intelligens møder omfattende kritik fra fagpsykologer med dets tilknytning til måling og testning af mennesker. Ordet evner synes dog at være på vej ind i psykologien igen, da interessen for de menneskelige kompetencers mangfoldighed er stigende, mens tiltroen til én generel kompetence er vigende. Sidst i 1900-t. anvendtes ordet kognition hyppigst i fagpsykologien. Begavelse er dog det almindeligste udtryk i dagligdags sprogbrug blandt lægfolk, pædagoger og lærere.

Begavelse. En af de hyppigst anvendte opgaver i intelligensprøver er matriceopgaven. Her skal prøvetageren finde princippet (ofte flere i kombination) for opgavens løsning. Princippet skjuler sig i de vandrette og lodrette rækker. Det kræver en kombination af visuel analyse og logisk-matematisk tænkning, dvs. en meget afgrænset side af begavelsens mangfoldighed. Løsning: figur nr. 2.

Begavelse. En af de hyppigst anvendte opgaver i intelligensprøver er matriceopgaven. Her skal prøvetageren finde princippet (ofte flere i kombination) for opgavens løsning. Princippet skjuler sig i de vandrette og lodrette rækker. Det kræver en kombination af visuel analyse og logisk-matematisk tænkning, dvs. en meget afgrænset side af begavelsens mangfoldighed. Løsning: figur nr. 2.

Ordet begavelse kan anvendes både i en bred og i en mere snæver betydning. I den brede betydning, som ligger nærmest ordets oprindelse, kan det bruges til at karakterisere en hvilken som helst professionsudøver, der gør sig positivt bemærket inden for sit fag. Man kan således tale om en begavet matematiker, jurist, billedhugger, tryllekunstner, danser, fodboldspiller, kok osv. I den snævre betydning dækker begavelse i højere grad nogle mere generelle egenskaber: At man er hurtig til at opfatte og forstå, har let ved at tilegne sig ny viden og færdigheder, og at man kan tænke abstrakt (frigøre sig fra det konkrete og uddrage det almene). Dvs. at man i denne betydning af begrebet nærmest sætter lighedstegn mellem begavelse og intellekt og samtidig giver plads til, at begrebet talent kan dække det særegne. Man kan på denne måde karakterisere en person som en jævnt begavet, men talentfuld musiker, skuespiller, håndværker etc.

Forskellige opfattelser af begavelse

Begavelse er imidlertid ikke kun et begreb — blandt mange andre — hvormed man kan beskrive det uomtvistelige faktum, at der er forskel på mennesker. Det er samtidig et forklaringsbegreb. Visse egenskaber er slet og ret blevet os givet fra undfangelsen eller fødslen, en art "vuggegave". Og den rundhåndede eller karrige giver kan man kalde arv, skæbnen, naturen eller Gud, eller hvad man måtte foretrække som ansvarlig instans. Denne grundopfattelse kan nuanceres på forskellig måde, hvilket ofte er blevet tydeliggjort ved hjælp af metaforer, dvs. sproglige billeder, hvoraf flere går tilbage til oldtiden.

Begavelsen er således undertiden blevet sammenlignet med en ske, kop eller øse. Nogle mennesker er blevet udstyret med en stor og rummelig ske eller kop, som kan øse meget ad gangen; andre har fået et noget mere beskedent redskab til deres rådighed. Talemåden "han har ikke mange brikker at flytte rundt med" kan ses som en moderne variant af denne måde at opfatte begavelse på. En lidt mere forfinet analogi går ud på at sammenligne begavelsen med en flaske. Nogle mennesker er blevet udstyret med en lille flaske, andre med en stor. Men samtidig er det sådan, at nogle flasker har en bred hals, så påfyldningen kan ske ganske let, andre flasker har en ret smal hals, så meget af den "kundskabsvæske", der skal fyldes på, løber ved siden af. Begge synspunkter rummer den opfattelse af mennesket, at vi fødes med en bestemt, afmålt kapacitet, som ikke kan ændres eller overskrides. Hvert menneske er ud fra denne opfattelse et statisk, ahistorisk individ, underlagt nogle én gang for alle givne begrænsninger. Set fra et pædagogisk synspunkt må man betegne sådanne opfattelser af begavelsen som "defensive"; det står ikke i en lærers magt at ændre på skeens, koppens eller flaskens størrelse eller på antallet af brikker. Megen undervisning vil være som "spildte Guds Ord paa Balle-Lars".

Et andet synspunkt er at sammenligne begavelsen med et frø. Synspunktet er nogenlunde lige så gammelt som det forrige, men vandt betydelig udbredelse i renæssancen, og ses ofte i senere tiders reformpædagogik. Idéen er i korthed, at for at et frø kan udvikle sig til en frodig plante, kræves der den rette muld, den rette væde, den rette gødning, den rette mængde sol osv. Frøet er i sig selv kun en mulighed; plantens udfoldelsesbetingelser bestemmes af ydre forhold. På samme måde er det med begavelsen; den skal passes og plejes for at komme til fuld udfoldelse. Og dette er pædagogens fornemste forpligtelse. Tankegangen afspejler sig i ord som børnehave (Kindergarten, jardin d'enfants) og i talemåder som "at dyrke sit talent". Noget andet er så, at mennesker ikke er blevet udstyret med den samme slags "begavelsesfrø". Der er naturligvis, ligesom i botanikken, forskel på et karsefrø og et solsikkefrø, og ingen skal forvente, at et karsefrø — selv under de bedste betingelser — kan udvikle sig til en solsikke.

En tredje opfattelse af begavelse er inspireret af indlæringspsykologien. I forlængelse af den forrige metafor kan man sige, at vi alle er blevet udstyret med den samme slags "frø", men af biologiske årsager er "frøene" næppe af helt samme kvalitet. Og heri ligger grunden til, at den pædagogiske indsats må tilpasses det enkelte individ. Men når man ser bort fra denne omstændighed, er der i og for sig ikke lagt nogen iboende øvre grænse for "frøets" udviklingsmuligheder. De bestemmes udelukkende af de ydre betingelser, som bliver tilbudt, altså af de indlæringsmæssige muligheder. Et mangfoldigt og intensivt indlæringsmiljø vil under alle omstændigheder befordre og udvikle begavelsen. Omvendt vil et miljø, som er fattigt på stimulation og udfordringer, have en begrænsende effekt.

Begavelsens kontekst

De foregående måder at opfatte begavelse på, som en beholder og som frø af enten samme eller forskellig slags, er at se den som en egenskab knyttet til den enkelte person. Men i en fjerde måde at anskue begrebet på gør man i nogen grad op med denne synsmåde. Begavelse er her ikke en decideret personlig egenskab, men viser sig i personens forhold til sin omverden, med andre mennesker, med kulturen og med de erfaringer, man har gjort sig. Begavelsen er på den måde en relation i den bestemte kontekst, man lever sit liv i. Begavelse, erfaringer og færdigheder hører således til samme psykologiske kategori: kompetencernes udvikling og udfoldelse i personens livsverden. Denne betragtningsmåde kan måske bedst illustreres med det at komme som turist til en fremmed kultur. Handlemåder og måder at forstå omgivelserne på, som man har bragt med sig hjemmefra, opleves af den fremmede kulturs indvånere som tåbelige eller ubegavede. Det er sådan, flygtninge og indvandrere opleves af den dominerende kultur — og kan komme til at opleve sig selv, når deres ballast af erfaringer ikke mere er anvendelig. Begavelsen er tæt sammenvævet med de omgivelser, den kultur, man er en del af. Det kan belyses gennem nogle berømte psykologiske undersøgelser fra 1980'erne.

I Recife i Brasilien undersøgte nogle psykologer begavelsen hos en gruppe børn, der ernærede sig som gadesælgere af frugt og grøntsager. Psykologerne fulgtes med børnene rundt på gaderne og optog deres handlen og snak med kunderne på en båndoptager. Børnene havde haft meget lidt eller slet ingen skolegang, men de var hurtige og præcise til at regne antal, vægt og priser ud og give korrekte beløb tilbage til kunderne. De regnede rigtigt i ca. 98% af tilfældene. Da man senere inviterede dem til en undersøgelse i et testlokale og stillede dem de samme opgavetyper som talstykker, kunne de kun løse 37% af opgaverne rigtigt. De havde så at sige efterladt to tredjedele af deres begavelse for det matematisk-logiske ude på gaden. Når de fik talstykkerne præsenteret i ord som regnehistorier, klarede de 74% af opgaverne rigtigt. På gadeplan i deres daglige kontekst er de begavede, men i en testsituation fungerer de dårligt.

Husmødre i USA har det tilsvarende. Psykologer har fulgt deres færden i supermarkedet og har noteret sig deres regnefærdigheder i tre forskellige situationer: 1) i gangen midt i supermarkedet, 2) ude på gaden stillet over for en regnehistorie magen til den inde i forretningen og 3) som rene talstykker. Opgaven var "det mest fordelagtige" køb af vaskepulver på tilbud. De kunne regne ved hylderne i supermarkedet, hvor de sikkert valgte det bedste tilbud, mens de var mindre sikre ude på gaden bagefter og var endnu ringere ved talstykker med papir og blyant i et prøvelokale på et andet tidspunkt.

River man mennesker ud af deres sædvanlige daglige sammenhæng og deres relationer med omverdenen, så falder begavelsen drastisk. Begavelse er en slags netværk, vi alle har og opretholder i samspillet med omgivelserne.

Begavelsens forudsætninger

Begavelse udvikler sig gennem menneskets samspil med dets omgivelser. Mulighederne for udvikling bestemmes af de medfødte evner og af opvækstforholdene i familie, skole og samfund. De arvelige egenskaber, der indvirker på et menneskes muligheder for udvikling af kompetencer og viden, kan næppe afgrænses på en overskuelig måde. Det drejer sig om så forskellige funktionsområder som fx kontaktevner, aktivitetsniveau, opmærksomhed, det sproglige, musikalske, matematiske, rumlige og kropslige. De arvelige egenskaber rummer formentlig først og fremmest muligheder for mangfoldighed og fleksibilitet i et menneskes udvikling. Arv som begrænsning eller overgrænse for udvikling ses kun i de relativt få tilfælde, hvor der er tale om arvelige sygdomme eller tilstande som fx Downs syndrom. For flertallet af mennesker er det snarere samspillet mellem organisme og omgivelser, der tilsammen sætter en overgrænse. Vi kan næppe alle opnå en opvækst med så gunstigt et samspil mellem vores biologiske udrustning, opdragelse og uddannelse, at vi bliver til en Niels Bohr, en Karen Blixen, en Michael Laudrup eller en Vilhelm Hammershøi.

At der næppe er en biologisk og socialt bestemt endelig overgrænse for kompetenceudvikling, har man vidst i århundreder. I 1700-t. var La Pietà, et hjem for forældreløse piger i Venezia, kendt over hele Europa. Man lagde stor vægt på at lytte til musik og lære at spille, og en tredjedel af pigerne blev dygtige musikere, og der afholdtes hyppige koncerter. Den italienske komponist Antonio Vivaldi skrev mange af sine teknisk meget krævende stykker til pigerne på La Pietà. Børnene på hjemmet var ikke udrustet med særlige musikalske evner; de var alle illegitime børn og kom fra fattigdom og elendighed.

Den tidlige opvækst i familien og ikke mindst det helt tidlige samspil mellem barnet og dets voksne ser ud til at kunne give en slags opskrift på udvikling af begavelse. Det drejer sig imidlertid ikke om begavelse for konkrete færdigheder eller præstationer, som begavelse for skak, musik eller fodbold, men om helt grundlæggende forhold i den psykologiske udvikling som fx opmærksomhed, nysgerrighed og vedholdenhed. Det var måske det, som pigerne på La Pietà lærte af de voksne som grundlaget for at spille musik. Små børn lærer sig disse egenskaber gennem samspil med voksne, der selv er opmærksomme, nysgerrige og vedholdende. Det kræver, at den voksne kan og vil bruge tid, megen tid, sammen med det lille barn og viser, peger og fortæller det om alt det vigtige og betydningsfulde, der er i omgivelserne. Det skaber en snebold-effekt, kan man se, idet de børn, der udvikler deres opmærksomhed, aktivt tiltrækker moderens eller faderens opmærksomhed, så dette positive vekselspil forstærkes.

Det spæde barns erfaringer gennem vekselspillet med dets voksne omverden giver det en grundlæggende klangbund for dets fortsatte liv i enten autonomi eller hjælpeløshed. Det at være autonom er at opleve at have indflydelse, kunne bestemme selv. Nogle børn kommer fra starten af deres tilværelse til at opleve, at de kan udøve kontrol over deres eget liv, mens andre børn erfarer, at andre bestemmer, uanset hvad de gør for at få imødekommet deres behov og ønsker. Den amerikanske psykolog Martin Seligman (f. 1942) beskriver denne elementære udvikling af autonomi hos sin egen tre måneder gamle søn: "Han sutter, verden reagerer med varm mælk. Han klapper på brystet, hans mor rører med en blid bevægelse hans hånd. Han holder en pause og pludrer, hans mor pludrer tilbage. Han kommer med et lykkeligt kluk, hans mor prøver at klukke tilbage. Hvert eneste lille trin, han tager, er synkroniseret med en reaktion fra verden". Det grundlægges meget tidligt med imødekommelsen eller det modsatte af det spæde barns følelser af behag og ubehag, der udtrykkes ved dets gråd og smil. Hvis gråd ikke fører til omsorg og afhjælpning af ubehag — det være sig mad, ren ble eller skygge for den stikkende sol, og hvis smilet ikke giver kontakt og vekselspil med moderen, så bliver tilværelsen uforudsigelig, og barnet lærer hjælpeløshed. Det kan give en grundlæggende og livsvarig tiltro til, at man har et aktivt selv inden i sig, en kerne i personligheden, der kan få indflydelse på ens virksomhed — eller det kan blive til det modsatte.

Begavelse er ud fra denne synsmåde hverken én eller en række af evner eller kompetencer, der alene hører til det snævert kognitive område, som kan indkredses, afgrænses og beskrives. Udviklingen af begavelse vedrører det tidlige kontaktforhold, barnets muligheder for at være kropsligt aktiv, være sansemæssigt undersøgende, dets muligheder for at stille — utallige — spørgsmål og dets voksnes vilje til og muligheder for at imødekomme alt dette.

Opdragelse til begavelse er betinget af, at barnets voksne er entusiastiske i deres forhold til barnets udvikling, viser glæde og stolthed over også helt små fremskridt og tilbringer megen tid sammen med barnet. Om Charles Darwin fortælles det, at hans familie bestemt ikke anså ham for specielt begavet. Han sagde om sig selv, at han frem for alt var vedholdende og flittig, kunne tænke over det samme i mange år. Albert Einstein fortæller om sig selv: "Jeg har ingen særlig evne, jeg er lidenskabeligt nysgerrig". Begavelse er ikke en isoleret egenskab i personens psyke, men personens måde at forholde sig til sine omgivelser på.

Skabende virksomhed

Skabende virksomhed, kreativitet, er en særlig menneskelig kompetence. Vi laver hele tiden om på den omgivende verden, så den bliver tilpasset vore ønsker og behov. Vi bygger huse, byer og veje, vi sejler, kører og flyver verden rundt, og vi ændrer på planter og dyr, så produktiviteten øges. Ingen dyrearter gør os kunsten efter. Dyr tilpasser sig naturen. Mennesker tilpasser naturen til sig, så vi kan bo overalt på Jorden — i hede tropeegne og det koldeste Arktis. Man kan også sige det på den måde, at mennesket er et af de mest tilpasningsdygtige dyr, der findes. Vi kan klare os allevegne.

Denne særlige evne rummer både sine lyse og mørke sider. Skabende virksomhed er betingelsen for sikkerhed, tryghed, føde og sundhed. Men skabende virksomhed medfører også ødelæggende våben og forureningskatastrofer. Skabende virksomhed uden et stadigt etisk regnskab er farlig for menneskets overlevelse som art på Jorden. Maleren, filosoffen og opfinderen Leonardo da Vinci ejede en begavelse, der både skabte Mona Lisa og opfandt krigsmaskiner.

Foreningen i samme person af den æstetiske, kunstneriske udfoldelse og den videnskabelige udfoldelse ser man sjældent i vor tid. Dels hersker nærmest som et princip en sekularisering i samfundet, idet vi mener, at kunst og videnskab er adskilte områder, og dels er den samlede vidensmængde så voldsomt øget, at man alene af den grund er nødt til at specialisere sig.

Psykologisk set er den kunstneriske skaben og videnskabens videns-skaben bygget over samme læst. Skabende virksomhed forudsætter en stadig vekslen mellem det intuitive og det analytiske, mellem umiddelbar opfattelse i helheder og bearbejdning i dele og detaljer. Uden en sådan stadig vekslen i tænkningen foregår der ingen skaben. Det gælder i lige grad kunstneren og videnskabsmanden. Forskellen i deres tænkning er deres udgangspunkt, starten på deres skabende proces, og ikke tænkningens processer. Maleren begynder ofte intuitivt, videnskabsmanden ofte analytisk. Begge må nødvendigvis hele kredsløbet igennem mange gange for at skabe nyt gennem den stadige vekslen mellem det intuitive og det analytiske.

Menneskets skabende virksomhed kanaliseres under de givne samfundsforhold i retning af de særlige begavelsesformer eller kompetenceområder, der i en bestemt periode politisk og kulturelt anses for at være mest brug for. De vestlige samfund har i 1900-t. satset på videnskabsområder som fysik, kemi og medicin for at fremme industrialisering, teknologisk udvikling og sundhed. Den matematisk-logiske tænkning og den analytisk funderede udforskning af emnerne har haft højest anseelse. Vi opdrager og uddanner mennesker, der lærer at fordybe sig i detaljen, forholde sig til det kausale og følge nøjagtige tidsforløb. De rige vestlige samfunds behov ændrer sig i takt med velfærdet, så menneskets frihed og udfoldelse er blevet centrale for samfundets prioritering af videns-skaben. Den intuitive tænkning og den helhedsbetonede og sansemæssige erkendelse med oplevelse gennem krop og billeder må vurderes til at skulle have høj prioritet i tilknytning til omstillingen fra industrikultur til informations- og mediekultur. Der er en risiko for efterslæb i tænkningen, så en satsning på intuitiv og sansemæssigt funderet tænkning endnu ikke har opnået tilstrækkelig høj politisk og kulturel prioritering. Med andre udtryk: Omstillingen fra modernisme til postmodernisme med opsplitningen i mangfoldighed og dermed manglende overblik på alle kulturelle områder er mærkbar inden for filosofi, arkitektur og billedkunst. I fysik kan det fx iagttages i kaosteori og i matematikken bag fraktaler. I psykologi ses det i den nye erkendelse af, at begavelse eller intelligens dels er mangfoldig dels er noget, et menneske har som en relation til sine omgivelser, ikke mindst til andre mennesker.

Menneskets skabende virksomhed, dets kreativitet, er dog så ustyrlig, at den ikke fuldt ud lader sig dirigere af samfundsplanlægningen. De egentlige videnskabelige og kunstneriske nybrud og forandringer sker som tankemæssige revolutioner, der møder modstand og modvilje, fordi de ikke umiddelbart passer ind i den konventionelle opfattelse af videnskab eller kunst. Det er der iøjnefaldende eksempler på ikke mindst fra begyndelsen af 1900-t. Fysikerne Einstein og Bohr ændrede med deres forskning radikalt vore forestillinger om den fysiske verden, malerne Picasso og Braque ændrede grundlæggende opfattelsen af billedets opbygning og dermed vores måde at se omverdenen på med deres opfindelse af kubismen. Det har taget mange årtier, før disse revolutioner i tænkningen er blevet bredt anerkendte.

Begavelse kan opleves som et særligt og positivt vurderet træk ved en person. De fleste mennesker fascineres af personer, der har opnået ekstraordinær kompetence på ét eller flere områder. Det, der vurderes højt, divergerer imidlertid efter miljø, tidsperiode og kultur. Den sprogligt meget kompetente elev i skolen kan i ét miljø være beundret af sine jævnaldrende og i et andet miljø få øgenavnet "professor" og blive mobbet for sin sproglige begavelse. Fascinationen af fx sproglig eller matematisk begavelse kan være stor i akademiske miljøer, mens kropslig styrke kan virke langt mere tiltrækkende i andre miljøer. Åndfuldhed var formentlig en mere gangbar størrelse i 1800-t.s litterære saloner, end det er i dag. Kvinder og mænd er formentlig ikke tiltrukket og fascineret af de samme begavelsesudtryk eller kompetencer hos det modsatte køn. Men også det er utvivlsomt bestemt af miljø, epoke og kultur.

Genialitet

Tanken om geniet opstod først i renæssancen ud fra den idé, at et kunstværk er en enestående personligheds værk. Det er nært knyttet sammen med udvikling af den bevidste individualitet hos mennesket. I middelalderen var originalitet ikke normen; efterligning af mestrene var anbefalet og direkte plagiering tilladelig. Det hang sammen med kunstens og videnskabens forbundethed med kirken, idet målet var at erkende og fremstille det guddommelige. Individualitet og genialitet fremstod i renæssancen som træk, man bemærkede og talte om, da kirken ikke mere udgjorde kulturens enhed. Adskillelsen mellem kunst og videnskab havde imidlertid endnu ikke fundet sted i 1400-t., så en Leonardo da Vinci var et udtryk for sin tids enhedssyn på erkendelse og præstationer.

Picasso er et nutidigt eksempel på et menneske med en bevidsthed om sig selv som et geni med en særlig egenart af magisk og gådefuld karakter og med en naturgiven ret til egenrådighed, fordi han havde evnen til exceptionelle kunstneriske præstationer.

Vurdering af begavelse

Idéen om at kunne vurdere og sammenligne begavelse på en systematisk måde opstod i den sidste halvdel af 1800-t. Mange forskellige forskere var optaget af spørgsmålet, fx den engelske antropolog Francis Galton og den franske psykolog Alfred Binet. I første omgang var bestræbelserne drevet frem af videnskabelig nysgerrighed. Således havde Binet fattet interesse for problemet ud fra iagttagelser af sine egne børn, som udviklede sig ret forskelligt. Ved århundredets slutning fik Binet imidlertid stillet en praktisk opgave af det parisiske skolevæsen. Her havde man gjort den iagttagelse, at nogle børn ikke havde så let ved at lære som deres jævnaldrende kammerater. Lærernes undervisningsmæssige kompetence blev ikke draget i tvivl; det måtte være eleverne, der var noget i vejen med. Nogle børn var utvivlsomt "dumme", antog man; andre var bare "dovne". De "dumme" kunne naturligvis ikke selv gøre for det, og derfor skulle de hjælpes (dvs. overflyttes til specialklasser, hjælpeskoler eller særforsorg), mens de "dovne" fortjente en opsang. Problemet var bare, hvordan man på en objektiv måde kunne sondre mellem de to grupper af børn. Denne opgave blev overdraget Binet og psykiateren Théodore Simon (1873-1961), og i 1905 forelå resultatet af deres arbejde, den første egentlige intelligensprøve, Binet-Simon-prøven. Den blev senere forbedret og revideret i 1908 og 1911.

Binets og Simons arbejde har fået betydning på flere måder. Deres prøve er blevet oversat til mange sprog — den danske version forelå i 1930 — og har dannet forbillede for en del senere intelligensprøver. I og med at prøven er blevet opfattet som en "begavelsesprøve", har den været med til at understøtte det snævre begavelsesbegreb, at begavelse og intellekt er én og samme sag. Desuden har prøven, til trods for konstruktørernes egne forbehold, bidraget til den opfattelse, at intelligens er en universel menneskelig egenskab, som uden videre kan sammenlignes på tværs af racer, kulturer, subkulturer, køn, alder, etc. Som et korrektiv hertil kan man nævne en undersøgelse i 1930'erne af intelligensen hos hvide børn og indianerbørn i Nordamerika. For at forskelle i børnenes sproglige formåen kunne lades ude af betragtning, havde man valgt at bruge en tegnetest, hvor hvert barn skulle tegne et menneske. Systematisk fik man det resultat, at de hvide børn var bedre begavede end indianerbørnene. Men da man ændrede opgaven, så børnene skulle tegne en hest, blev resultatet det stik modsatte. Denne forskel i resultater kan formentlig kun forklares ud fra den betydning, som mennesket og hesten har i de to kulturer. Men hermed er også peget på det, som tidligere er omtalt, at hvad der må anses for intelligent adfærd, eller bredere som begavelse, ikke kan løsrives fra den daglige verden, man færdes i.

Begavelse er således et fænomen, som har været kendt til alle tider og i alle kulturer. Det er et forklaringsbegreb for det forhold, at mennesker har forskellig handlingskompetence mht. at klare en række udfordringer og til at bidrage til den kulturelle udvikling. Intelligens er derimod begavelsen sat på formel — ikke en universalformel, men en skematisering bestemt af den til enhver tid herskende fagpsykologiske opfattelse af begavelse og af de konkrete vilkår og behov i samfundet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch, Carsten Rosenberg Hansen, Mogens Hansen: begavelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45230