Arven sætter sig igennem og er således et eksistentiale. Man kan opleve sin arv som en lænke, sit sprog som en bundethed og sin kultur som en bedrøvelig begrænsning og dermed besinde sig på at indgå i større kultursammenhænge. Et overnationalt organ som EU fastslog i den meget omstridte Maastricht-aftale fra 1992, at "fællesskabet tager hensyn til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det både respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og understreger den fælles kulturarv." Men passivt og måske også aktivt arver man en række fordomme, der let i det snævre perspektiv opfattes som særlige værdier, men som tværtimod ofte er et kampberedskab mod det anderledes, de andres art, dvs. andre kulturelle og etniske særpræg. Nationale kulturtraditioner er derfor i en global sammenhæng tvetydige goder.
Kulturarven omfatter den del af en generations faste vaner i livssyn, livsstil, omgangsformer, æstetiske og andre kunstneriske normer og udtryk, som helt eller delvis overtages af de følgende generationer, sommetider så langt som i et historisk perspektiv. Man kan således tale både om en materiel og en ikke-materiel kulturarv.
Fællesskaber, som bærer en kulturarv, kan være så omfattende, at de betegnes nationale. De kan imidlertid også være betydelig mindre og i særlige tilfælde være skabt i opposition til flertallets kulturelle opfattelser og normer. Her kan man tale om, at en generation eller en kunstnerisk bevægelse gør sig selv arveløs for at opnå den maksimale frihed til eksperimenter og paradigmeskift. Det er dog også for sådanne grupper en forventning, at kulturfrembringelser eller -påvirkninger har en levetid ud over en enkelt generation, dvs. har et fremadrettet arveperspektiv.
Der er nutidige kulturretninger, der arbejder bevidst eller ubevidst mod opfattelsen af kultur som væsentlige generationsoverskridende og -sammenknyttende bevægelser.
Postmodernismen som kulturopfattelse, repræsenteret af bl.a. J.-F. Lyotard og Jean Baudrillard, betvivler således "den store fortælling", de sammenhængende fortolkninger, og ser snarere kulturforløbet som et spil af fragmenter, hvor de fleste ellers traditionelt betragter historiens gang som et forløb af forudsætninger og konsekvenser. Forløbet er således oftest blevet anskuet i idealistisk ånd med idéerne og de store personligheder som styring, mens en materialistisk historieopfattelse lægger økonomien til grund for forandring og udvikling.
Den danske kulturarv rummer bestanddele, der i høj grad er forvaltet og videreført fra generation til generation, og som trods arvens tyngde har ført til nye udviklinger og har skabt værdier, dvs. har haft en ynglende kraft, som også kendes fra materiel arv.
Blandt den danske kulturarvs bestanddele må fremhæves det danske sprog, den danske litteratur, sangene og salmerne, der trods mange generationspassager har vist sig at modstå inflationspåvirkninger og bevare deres rolle i skole-, forenings-, familie- og kirkesammenhæng, foruden kulturarvens indhold af musik og kunst, landskabspleje og bygninger, der alle har bevaret sikre pladser i det, mange danske opfatter som vor kulturarv. Den historiske udvikling henimod det repræsentative demokrati og af de politiske traditioner opfattes af vide kredse som en vigtig side af dansk kulturarv. Med den nyere tids store folkevandringer og de mange globale kommunikationsnetværk er der skabt et behov for at besinde sig på sin oprindelse og personlige identitet, som bl.a. kan opnås ved en fortrolighed med kulturarven og indsigt i indvandrernes kultur.
En del af et samfunds kulturelle og materielle arv er nedlagt i sproget og overføres ubevidst fra generation til generation. Hvert sprog har sit eget net af betydninger; ikke to sprog inddeler verden på samme måde. Forskellene mellem ordforrådet i et grønlandsk fangersamfund og et amerikansk storbysamfund er åbenlyse. Det er de også mellem fx sammenlignelige danske og franske miljøer; skal man fx benævne genstande i en stue, finder man sjældent én-til-én-korrespondance mellem danske og franske gloser. Også inden for det enkelte sprogområde vil dialekternes ordforråd afspejle forskelle i livsbetingelser og traditioner. Vestjyske fiskersamfund og midtfynske landbrugssamfund kan ikke klare sig med samme ordforråd, og selv det, der opfattes som naturgivet, kan vise sig at være kulturbestemt.
Gloserne i det danske sprog afspejler faser i den danske kulturs vekselvirkning med andre kulturer, mødet med først og fremmest tyske, franske, italienske, engelske og amerikanske påvirkninger. At tilegne sig et sprog er således ikke at sætte sig ind i et overskueligt antal omsætningsregler. Det kræver indsigt i kulturarven. At kunne et sprog kræver en fortrolighed, som kun opnås i sin optimale form gennem opvækst i det pågældende sprogsamfund. Sprogets forankring i kulturen bliver tydeligst, når den regionale eller nationale kultur opfattes som truet: under krige, i perioder med fremmedherredømme, i vore dage også fremkaldt af bekymring for internationaliseringens konsekvenser. I mere stabile perioder er det sprogets praktiske funktion snarere end dets kulturelle forudsætninger, som kalder på opmærksomheden.
Man kan også i overført betydning tale om arv i en tilværelsestolkende eller religiøs sammenhæng. Her angiver arv atter et generationsoverskridende og -sammenknyttende princip i menneskers vilkår og forpligtelser over for det guddommelige, over for medmennesket og over for selvet. Vi møder (på germanske sprog) begrebet arv i det kristne begreb om arvesynden, dvs. en iboende svaghed, som alle mennesker medbringer som arvegods i deres liv. Arvesynden gør det muligt for dem at opnå et højere menneskeværd ved en korrekt og efterlignelsesværdig livsførelse. Begrebet stammer fra oldkirken og er især knyttet til Augustin, som i datidens teologiske diskussioner fremhævede arven fra Adams syndefald som grundlaget for menneskets syndige handlinger. Begrebet arvesynd anfægtedes i senere europæisk tænkning, bl.a. af humanismen og af oplysningstidens rationalisme, således af encyklopædisterne og dermed også af Rousseau, der gik ud fra menneskets naturligt gode egenskaber.
Diskussionen om menneskets natur er fortsat aktuel, da det for nutidsmennesket er svært at forstå dobbeltheden i understregningen af de onde handlinger som uundgåelige for mennesket og det samtidige krav om, at mennesket anvender sin frihed til at undgå eller mindske ondskaben. Der er næppe tvivl om, at selve begrebet arvesynd skaber modforestillinger hos mange nutidsmennesker, fordi det mindsker menneskers muligheder for at gribe ind i deres liv, og fordi de gennem arvesyndsbegrebet finder, at tilværelsens negative sider er vægtet langt stærkere end de positive.
For en mere balanceret betragtning understreger begrebet arvesynd menneskers fælles grundvilkår i et skrøbelighedens fællesskab og ikke i et fællesskab, der er opbygget på personlige fortjenester.
Begrebet arv indgår også i mange folkelige sprogtraditioner, langt fra den systematiske genetik, juraen, kulturen og religionen. Her afspejler sprogudviklingen en udbredt erkendelse af arvens betydning for menneskers adfærd. Typiske eksempler er: "Han slægter sin mor på", eller "det har han efter sin far". "Æblet falder ikke langt fra stammen" eller "det er som at se hans bror for sig". Trods et muligt element af falsk arv hentydes herved overvejende eller helt til sand arv.
Ved falsk arv forstår man vildledende fortolkninger af egenskaber, der fejlagtigt henføres til sand biologisk arv, men som er fremkommet ved, at det pågældende individ udvikles i omgivelser, hvor det deler kår med andre, og at ikke arven, men kårene er den bestemmende faktor. Et eksempel er en familie, hvor alle er let overvægtige, men hvor denne lighed ikke skyldes sand arv, men fælles, traditionelt dårlige spisevaner. Forskning baseret på efterundersøgelser af bortadopterede, énæggede tvillinger, der ender i to forskellige sociale miljøer, har bidraget til at adskille falsk og sand arv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.