Arv. Elektronmikroskopi af et hvidt blodlegeme, en lymfocyt, fra et menneske, forstørret cirka 7000 gange. I midten ses den orangebrune cellekerne; her ligger kromosomerne, som er opbygget af DNA og indeholder arveanlæggene. Et befrugtet æg indeholder et sæt kromosomer fra begge forældre og udtrykker arven fra begge.

.

Arv. Jordens befolkning udviser en stor variation i fx udseende og forekomsten af forskellige blodtyper, en variation, der synes knyttet til de geografiske og etniske tilhørsforhold. Forskellene er blevet brugt til at inddele Jordens folk i racer, et begreb som dels er blevet stærkt misbrugt, dels bygger på et løst grundlag. Ønsker man en inddeling, må man vælge nogle kriterier at gå ud fra, og disse vil ofte placere befolkningsgrupper i vidt forskellige kasser. Man kan fx vælge at bruge det almindeligste mønster i fingeraftrykket. Slyngemønsteret (øverst) ses især hos de fleste europæere, sorte afrikanere og østasiater. Hvirvelmønsteret (i midten) findes især hos mongoler og aboriginere, mens buemønsteret (nederst) er almindeligt blandt khoisan og visse centraleuropæere. De genetiske forskelle mellem de forskellige racer er endog meget små, og faktisk menes mange af de mere iøjnefaldende forskelle, fx hudfarve, at opretholdes via bl.a. seksuel selektion, dvs. ved partnervalget.

Arv. Et kendt eksempel på en arvelig sygdom i en familie er forekomsten af blødersygdommen blandt dronning Victorias efterkommere. Blødersygdommen viser kønsbunden, recessiv nedarvning, dvs. én kopi af sygdomsgenet hos en mand vil medføre sygdommen, mens det for en kvinde blot betyder, at hun vil være bærer af sygdommen. En sådan var dronning Victoria. Hun gav med sikkerhed sygdomsgenet videre til tre af sine ni børn: to døtre og en søn. Ved forskellige giftermål blev blødersygdommen videreført til bl.a. den russiske kejserfamilie, hvor den sidste bløder var tronfølgeren Aleksej, oldebarn til dronning Victoria.

Arv, generelt generationsoverskridende princip for alt levende, spændende fra kultur til biologi.

Arv er et gammelt ord i sproget; det tilhører den forholdsvis lille gruppe af hjemlige ord, som kaldes arveord. Det er afledt af det oldnordiske arfr og menes at have rødder i det latinske og græske, her i en sammenfattende betydning om noget, der er efterladt. Arv besidder den korte form, som ord med lang indfødsret får efter mange brugssituationers slid og tilpasning. Som andre arveord har det en indlysende betydning, som hverken kræver viden eller eftertanke. På denne måde har begrebet også opnået en selvfølgelighed i overførte sammenhænge, som hermed ikke tvinger brugeren til at søge efter den fælles, bagvedliggende betydning.

Identitet

Oplevelsen at være led i en sammenhæng, at høre til et sted og at være en del af andres liv er fundamentalt for menneskers selvforståelse.

Man kan under visse omstændigheder søge ensomhed eller blot aleneværen, men da som modbevægelse til det nødvendige fællesskab. Isolation er næsten altid en trussel og bruges da også hyppigere som straffeforanstaltning end det tvungne fællesskab, både retligt og socialt. Det gælder fortsat, at ingen er en ø, omend sydhavsøen fra visse vinkler kan ligne en paradisisk drøm. Robinson Crusoe modtog med glæde Fredag og inddrog ham i den nødvendige rekonstruktion af sin tabte civilisation og kulturarv.

At begynde helt forfra, fra bar bund, er en vej, men oftest en udvej skabt af trykkende omstændigheder, sådan som emigranter og flygtninge verden over oplever det, når de får revet tråde over, som forbinder dem med deres arv.

Johannes V. Jensen udtrykte det i "Hvor smiler fager den danske Kyst", som han skrev til dansk-amerikanere i 1925. Med en national selvfølelse, som var erhvervet gennem hans egen rejsen verden rundt for at finde sig selv, skrev han formanende om de henfarne slægter og nødvendigheden af at bevare arven: Vil selv du fatte/ dit Væsens Rod,/ skøn paa de Skatte,/ de efterlod.

Hvad enten det drejer sig om kulturarven, om arv i biologisk eller juridisk forstand, er dette grundelement for både den enkelte og for samfundet et spørgsmål om identitet, om end nu og da også om den mulige besiddelse, der er knyttet til identitet.

De tidløse spørgsmål: Hvem er jeg? Hvem er du? finder svar i vores møde med andre mennesker. Dér afprøves selvopfattelsen, identifikationen.

Tidligt i livet erkender vi, at vi er undfanget og født af bestemte enkeltpersoner, og at vi derved indgår i slægtskaber, som arveligt styrer hver enkelt af os via en række medfødte anlæg. Senere erkender vi, at udviklingen eller hæmningen af disse anlæg afhænger af vores livsvilkår, der dermed supplerende bestemmer vores identitet. Man har tidligere ment, at forholdet mellem arv og kår var et enten-eller-spørgsmål. I dag ved vi, at arv og kår indgår i meget varierede balancer, og at modspillet imellem dem dermed varierer tilsvarende.

Fra gammel tid har slægtsbevidstheden villet sætte sig materielle spor ved at sikre arveretten gennem lovgivning. I overensstemmelse hermed respekterer de fleste samfund den private ejendomsret. At den nu og da skiller mennesker fra hinanden i form af arvestridigheder afkræfter ikke, at den materielle arv oprindelig er tænkt som en sammenhængsskabende faktor og derigennem vedrører en tilstræbt styrkelse af identiteten.

Man kan på denne baggrund udvide betydningen fra at være et generelt generationsoverskridende princip til også at rumme elementet identitet, hvor dette begreb for den enkelte betyder individualitet, og samtidig for mennesket, her sammen med den øvrige levende natur, også betyder et fastholdt artspræg.

I dette perspektiv er arven således på én gang overskridende og sammenbindende.

Hvor den biologiske arv er båret af en naturgiven automatik, er overførelsen af materielle og åndelige former for arvegods baseret på en række samfundsskabte processer: opdragelse, uddannelse, lovgivning etc.

Man kan fraskrive sig en juridisk arveret, man kan protestere imod og fornægte en biologisk og kulturel arv, men man kan ikke undslippe dem alle. "Det nøgne menneske" er en illusion, ofte med mareridtets karakter. En eventuel modstand, en protest, et oprør mod begrebet arv vil ofte kun resultere i, at afhængigheden bekræftes. En reformation, en revolution, er for en væsentlig del styret af de forudsætninger, som disse bevægelser vil bekæmpe.

Kulturarv

Arven sætter sig igennem og er således et eksistentiale. Man kan opleve sin arv som en lænke, sit sprog som en bundethed og sin kultur som en bedrøvelig begrænsning og dermed besinde sig på at indgå i større kultursammenhænge. Et overnationalt organ som EU fastslog i den meget omstridte Maastricht-aftale fra 1992, at "fællesskabet tager hensyn til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det både respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og understreger den fælles kulturarv." Men passivt og måske også aktivt arver man en række fordomme, der let i det snævre perspektiv opfattes som særlige værdier, men som tværtimod ofte er et kampberedskab mod det anderledes, de andres art, dvs. andre kulturelle og etniske særpræg. Nationale kulturtraditioner er derfor i en global sammenhæng tvetydige goder.

Kulturarven omfatter den del af en generations faste vaner i livssyn, livsstil, omgangsformer, æstetiske og andre kunstneriske normer og udtryk, som helt eller delvis overtages af de følgende generationer, sommetider så langt som i et historisk perspektiv. Man kan således tale både om en materiel og en ikke-materiel kulturarv.

Fællesskaber, som bærer en kulturarv, kan være så omfattende, at de betegnes nationale. De kan imidlertid også være betydelig mindre og i særlige tilfælde være skabt i opposition til flertallets kulturelle opfattelser og normer. Her kan man tale om, at en generation eller en kunstnerisk bevægelse gør sig selv arveløs for at opnå den maksimale frihed til eksperimenter og paradigmeskift. Det er dog også for sådanne grupper en forventning, at kulturfrembringelser eller -påvirkninger har en levetid ud over en enkelt generation, dvs. har et fremadrettet arveperspektiv.

Der er nutidige kulturretninger, der arbejder bevidst eller ubevidst mod opfattelsen af kultur som væsentlige generationsoverskridende og -sammenknyttende bevægelser.

Postmodernismen som kulturopfattelse, repræsenteret af bl.a. J.-F. Lyotard og Jean Baudrillard, betvivler således "den store fortælling", de sammenhængende fortolkninger, og ser snarere kulturforløbet som et spil af fragmenter, hvor de fleste ellers traditionelt betragter historiens gang som et forløb af forudsætninger og konsekvenser. Forløbet er således oftest blevet anskuet i idealistisk ånd med idéerne og de store personligheder som styring, mens en materialistisk historieopfattelse lægger økonomien til grund for forandring og udvikling.

Den danske kulturarv rummer bestanddele, der i høj grad er forvaltet og videreført fra generation til generation, og som trods arvens tyngde har ført til nye udviklinger og har skabt værdier, dvs. har haft en ynglende kraft, som også kendes fra materiel arv.

Blandt den danske kulturarvs bestanddele må fremhæves det danske sprog, den danske litteratur, sangene og salmerne, der trods mange generationspassager har vist sig at modstå inflationspåvirkninger og bevare deres rolle i skole-, forenings-, familie- og kirkesammenhæng, foruden kulturarvens indhold af musik og kunst, landskabspleje og bygninger, der alle har bevaret sikre pladser i det, mange danske opfatter som vor kulturarv. Den historiske udvikling henimod det repræsentative demokrati og af de politiske traditioner opfattes af vide kredse som en vigtig side af dansk kulturarv. Med den nyere tids store folkevandringer og de mange globale kommunikationsnetværk er der skabt et behov for at besinde sig på sin oprindelse og personlige identitet, som bl.a. kan opnås ved en fortrolighed med kulturarven og indsigt i indvandrernes kultur.

En del af et samfunds kulturelle og materielle arv er nedlagt i sproget og overføres ubevidst fra generation til generation. Hvert sprog har sit eget net af betydninger; ikke to sprog inddeler verden på samme måde. Forskellene mellem ordforrådet i et grønlandsk fangersamfund og et amerikansk storbysamfund er åbenlyse. Det er de også mellem fx sammenlignelige danske og franske miljøer; skal man fx benævne genstande i en stue, finder man sjældent én-til-én-korrespondance mellem danske og franske gloser. Også inden for det enkelte sprogområde vil dialekternes ordforråd afspejle forskelle i livsbetingelser og traditioner. Vestjyske fiskersamfund og midtfynske landbrugssamfund kan ikke klare sig med samme ordforråd, og selv det, der opfattes som naturgivet, kan vise sig at være kulturbestemt.

Gloserne i det danske sprog afspejler faser i den danske kulturs vekselvirkning med andre kulturer, mødet med først og fremmest tyske, franske, italienske, engelske og amerikanske påvirkninger. At tilegne sig et sprog er således ikke at sætte sig ind i et overskueligt antal omsætningsregler. Det kræver indsigt i kulturarven. At kunne et sprog kræver en fortrolighed, som kun opnås i sin optimale form gennem opvækst i det pågældende sprogsamfund. Sprogets forankring i kulturen bliver tydeligst, når den regionale eller nationale kultur opfattes som truet: under krige, i perioder med fremmedherredømme, i vore dage også fremkaldt af bekymring for internationaliseringens konsekvenser. I mere stabile perioder er det sprogets praktiske funktion snarere end dets kulturelle forudsætninger, som kalder på opmærksomheden.

Man kan også i overført betydning tale om arv i en tilværelsestolkende eller religiøs sammenhæng. Her angiver arv atter et generationsoverskridende og -sammenknyttende princip i menneskers vilkår og forpligtelser over for det guddommelige, over for medmennesket og over for selvet. Vi møder (på germanske sprog) begrebet arv i det kristne begreb om arvesynden, dvs. en iboende svaghed, som alle mennesker medbringer som arvegods i deres liv. Arvesynden gør det muligt for dem at opnå et højere menneskeværd ved en korrekt og efterlignelsesværdig livsførelse. Begrebet stammer fra oldkirken og er især knyttet til Augustin, som i datidens teologiske diskussioner fremhævede arven fra Adams syndefald som grundlaget for menneskets syndige handlinger. Begrebet arvesynd anfægtedes i senere europæisk tænkning, bl.a. af humanismen og af oplysningstidens rationalisme, således af encyklopædisterne og dermed også af Rousseau, der gik ud fra menneskets naturligt gode egenskaber.

Diskussionen om menneskets natur er fortsat aktuel, da det for nutidsmennesket er svært at forstå dobbeltheden i understregningen af de onde handlinger som uundgåelige for mennesket og det samtidige krav om, at mennesket anvender sin frihed til at undgå eller mindske ondskaben. Der er næppe tvivl om, at selve begrebet arvesynd skaber modforestillinger hos mange nutidsmennesker, fordi det mindsker menneskers muligheder for at gribe ind i deres liv, og fordi de gennem arvesyndsbegrebet finder, at tilværelsens negative sider er vægtet langt stærkere end de positive.

For en mere balanceret betragtning understreger begrebet arvesynd menneskers fælles grundvilkår i et skrøbelighedens fællesskab og ikke i et fællesskab, der er opbygget på personlige fortjenester.

Begrebet arv indgår også i mange folkelige sprogtraditioner, langt fra den systematiske genetik, juraen, kulturen og religionen. Her afspejler sprogudviklingen en udbredt erkendelse af arvens betydning for menneskers adfærd. Typiske eksempler er: "Han slægter sin mor på", eller "det har han efter sin far". "Æblet falder ikke langt fra stammen" eller "det er som at se hans bror for sig". Trods et muligt element af falsk arv hentydes herved overvejende eller helt til sand arv.

Ved falsk arv forstår man vildledende fortolkninger af egenskaber, der fejlagtigt henføres til sand biologisk arv, men som er fremkommet ved, at det pågældende individ udvikles i omgivelser, hvor det deler kår med andre, og at ikke arven, men kårene er den bestemmende faktor. Et eksempel er en familie, hvor alle er let overvægtige, men hvor denne lighed ikke skyldes sand arv, men fælles, traditionelt dårlige spisevaner. Forskning baseret på efterundersøgelser af bortadopterede, énæggede tvillinger, der ender i to forskellige sociale miljøer, har bidraget til at adskille falsk og sand arv.

Biologisk arv

Som længdegående dimension viderefører arv for alle levende organismer — mennesker, dyr, planter, bakterier og virus — enhver generations egenskaber, dvs. fastholder en biologisk identitet. Det sker i nye kombinationer, men også i genkendelige, mere specielle træk inden for de enkelte generationslinjer. Dette gælder især for arter med stor arvemæssig variation, således for mennesket. Hermed gennemskærer det arvelige princip løbende de stadigt vekslende livspåvirkninger, der betegnes kårene. I disse møder udtrykkes alle levende væseners øjeblikkelige livsbetingelser.

Den biologiske arv er for alt levende den kode, der rummer opskriften på den pågældende organismes potentielle form og funktion. Mængden af arvemateriale varierer stærkt fra dyreart til dyreart og fra planteart til planteart. Det er bygget op over et firetalssystem i modsætning til it-systemernes totalssystem og det sædvanlige talsystems ti elementer. Hos mennesket er antallet af byggestene eller kodeelementer ca. tre mia. og antallet af sammenhængende enkeltkoder eller gener ca. 75-100000. Koden rummes i stoffet DNA, der er anordnet i en dobbeltspiral, der findes i hver levende legemscelles kerne. Firetalskoden er baseret på fire basepar, der i stadig nye kombinationer binder de to enkeltspiraler sammen i den nævnte dobbeltform. Størrelsen af menneskelige celler taget i betragtning, ca. 10-15 μm (1 mikrometer, dvs. en tusindedel mm), er der tale om en utrolig informationsmængde i forhold til pladsen. Her kommer alle kendte bogstav-, tal- og it-koder til kort. I menneskets og andre højerestående dyrs kønsceller, dvs. sæd- og ægceller, er DNA-indholdet det halve af legemscellernes, for at forplantningens sammensmeltning af kønscellerne kan fastholde artens samlede DNA-mængde i efterkommernes legemsceller.

Størstedelen af generne udgør koder for cellernes dannelse af proteiner. Ved denne kode betinger generne i et samspil med ydre faktorer cellernes og derved hele organismens funktioner. Kender man således et gen og det tilsvarende protein, har man mulighed for indsigt i sammenhængen mellem arveanlægget og dets funktionelle rolle i organismen. Dette har fået stor betydning for forståelsen af arvelige sygdomme og deres biokemiske baggrund på molekylært plan.

Længe før denne indsigt i arvemassens natur har mennesket erfaret arvens eksistens og har følt sig tilskyndet til at søge arvens lovmæssighed udredet, dvs. søgt efter den systematik, som i dag benævnes arvelæren.

Den moderne arvelæres fædre foretog deres grundlæggende iagttagelser og de heraf afledte begrebsdannelser kort efter midten af 1800-t. Denne side af videnskabshistorien understreger således sprogudviklingens betydning for en videnskabs begrebsapparat, dvs. kulturarven som forudsætning for videnskabelig udvikling. De to fædre var Gregor Mendel og Francis Galton. Den første beskrev den arvemæssige variation hos planter, den anden arvens betydning for arvelige egenskaber.

Den tidligere omtalte teknik til adskillelse af arvs og kårs betydning for menneskets individuelle udvikling, tvillingeforskningen, tilskrives også Francis Galton. Det var imidlertid den danske arvelighedsforsker Wilhelm Johannsen, der som den første foretog undersøgelser af samspillet mellem arv og kår. Han er ophavsmand til betegnelsen gen.

Det er tankevækkende, at iagttagelser og teorier fra midten af 1800-t. fortsat har gyldighed i den nutidige genetiske forskning. Augustinermunken Mendels studier af ærteblomster har betydet meget for forståelsen af de sygdomme, hvis årsager skal søges i enkeltgener, og Francis Galton har haft en tilsvarende betydning for udforskning af de sygdomme, der er knyttet til flere geners indflydelse.

Til langt op i 1900-t. antog man, at mennesket havde 48 kromosomer. Man skal helt frem til 1950'erne, før de nødvendige metoder var perfektionerede i en sådan grad, at det endegyldigt fremgik, at antallet er 46. Hermed var der skabt et endeligt og pålideligt udgangspunkt for studiet af de sygdomme hos mennesker, som skyldes kromosomfejl, dvs. fejlagtige delinger med udveksling af kromosomdele mellem kromosomer samt ikke mindst forekomst af overtallige eller manglende kromosomer i cellerne.

I 1950'erne introduceredes i Danmark den første metode til fosterdiagnostik, nemlig fostervandsundersøgelsen, der gjorde det muligt i ca. 4. fostermåned at fastslå det ufødte barns køn og dermed at vejlede de kommende forældre, hvis de var fra familier med risiko for arvelige kønsbundne sygdomme, om de skulle vælge et abortindgreb eller lade deres barn føde. Allerede ved fosterdiagnostikkens introduktion blev de etiske spørgsmål taget op. Der blev således allerede tidligt advaret mod at anse det menneskelige køn for en sygdomslignende markør og derved benytte medicinsk diagnostik til at fjerne i øvrigt sunde fosteranlæg ved et abortindgreb alene pga. deres køn i tilfælde, der var uden nogen som helst forbindelse med en kønsbunden arvelig sygdom. Herved ønskede man tidligt at undgå misbrug af denne nye teknik, dvs. at den benyttedes til at udbrede eller genoplive udsætning af, eller direkte drab på fx nyfødte piger, som det kendes i kulturhistorisk sammenhæng.

Et helt afgørende gennembrud i arvelighedslæren indtrådte med Watson & Cricks opdagelse i 1953 af dobbeltspiralens struktur. Opdagelsen førte videre til klarlæggelse af de enzymer, der er i stand til at klippe dobbeltspiralen over på forudbestemte steder, og af de enzymer, der tilsvarende er i stand til at sammenklistre frie DNA-stykker, ofte i nye kombinationer. Med denne teknik åbnede der sig i 1960'erne og 1970'erne mulighed for at flytte arveanlæg fra den ene art til den anden, endog med så stor en udviklingsforskel som mellem et menneske og en bakterie. Herved var der pludselig skabt muligheder for, at store mængder af en fredelig mikroorganisme som colibakterien kunne benyttes som en produktionsenhed, når den ved "klippe-klistre-teknikken" havde fået tilført et arveanlæg, der styrer en bestemt proteinproduktion. I store tanke er det således blevet muligt at fremstille mængder af menneskelige hormoner og andre vigtige stofskiftefaktorer, fx insulin, væksthormon og stoffer, der har betydning for blodets normale koagulation, og som bløderpatienter mangler.

Gensplejsning

Indbygning af nye gener i vore produktionsdyrs arvemasse ved hjælp af gensplejsningsteknik rummer truende etiske perspektiver. At øge mælkeproduktionen fra kvæg på denne måde eller kødmassen, dvs. muskelmassen, hos kødkvæg bringer os til endelig at fratage produktionsdyrene deres artspræg eller identitet, udviklet som de er gennem en lang naturlig forædlingsproces. Ikke mindst den sidste grundlæggende forudsætning, at arten stadig har kunnet reproducere sig selv, har indtil nu skabt en barriere imod en endelig degradation.

Også forsøgene på at patentere levende, gensplejsede organismer føles af store grupper som en overskridelse af en grænse, der burde respekteres. Gensplejsningsmetoder, der er fundet etisk forsvarlige, kan patenteres, hvilket imidlertid ikke er det samme, som at en metode er etisk acceptabel bedømt ved alle former for anvendelse. Liv i sig selv derimod bør ikke kunne underkastes et menneskeligt ejendomsprincip. Også her er en urørlighedsgrænse, der ikke bør overskrides.

Men ikke blot produktionsmulighederne er udnyttet ved den nutidige gensplejsningsteknik. Også sygdomsdiagnostikken er forbedret med revolutionerende hast. Det er således blevet muligt at erkende fejl i det ufødte barns arveanlæg ved undersøgelse af de enkeltceller, der flyder i fostervandet. Metoden er baseret på såkaldte DNA-sonder, der kobler sig til det gen, man vil spore, og som røber sig gennem radioaktive signaler fra en indbygget isotop. Tilsvarende er udforskningen af menneskets smitsomme sygdomme blevet fremmet stærkt ved mulighederne for at afsløre ganske små mængder arveanlæg fra bakterier i kroppen, fx når de udskilles i urinen. De tidsrøvende metoder, som man ellers har måttet gribe til ved at forsøge at dyrke bakterier fra fx blod og urin, kan nu omgås ved at benytte DNA-sonderne som meget effektive diagnostiske sporhunde.

Endnu et perspektiv af den nye gensplejsningsteknik er genterapien, dvs. erstatning af defekte menneskelige gener eller genbestanddele med gener fra en sund celledonor.

Som før nævnt er de etiske problemer, der er knyttet til sådanne indgreb på legemsceller, overskuelige, hvorimod spørgsmålet om en sådan behandlings tilladelighed, anvendt på menneskelige kønsceller, endnu er et åbent etisk spørgsmål, hvor etiske og moralske normer, indeholdt i den kulturelle arv, af mange føles truede, som om der parallelt med den videnskabelige udvikling igangsættes en "kulturel genteknologi". Fortsat er der tid til at overveje disse væsentlige etiske spørgsmål, da egentlig genterapi endnu ikke har været mulig i et omfang, som betyder, at udviklingen løber fra overvejelser om anvendelsesområder, såkaldte indikationer, og en eventuel overordnet samfundskontrol.

Den foreløbige kulmination af menneskets trang til at kortlægge de muligheder og kræfter, som karakteriserer menneskets biologiske arv, er kortlægningen af hele menneskets arvemasse. Den finder sted i disse årtier. Dette forskningsprojekt, genomprojektet, vil øge indsigten i arvens betydning for både det sunde og det syge menneske. Også på dette område gælder imidlertid, at den nye viden åbner for en række muligheder, men samtidig for et antal etiske problemer.

Blandt mulighederne er sammenkædning af gener eller nærliggende koder for menneskelige sygdomme, hvis årsag ikke kendes, men som anses for arvelige. Herved kan arvegangen fastlægges, og diagnosen fastslås med sikkerhed hos anlægsbærere og afkom i risikofamilier. Det kan ske gennem en udbygning af eksisterende diagnostiske undersøgelser af celler i fostervandet eller af vævsprøver fra moderkagen. Der er således tale om en udvidelse af mulighederne for fosterdiagnostik (prænatal diagnostik). Yderligere vil et kendskab til nye sygdomsgener på længere sigt åbne for forståelsen af de særlige genkodede proteiners natur, dvs. for en indsigt i den abnormitet, som igangsætter sygdomsprocessen, enten direkte eller i kombination med en ydre faktor. På denne måde kan det forudses, at arvelige sygdommes udvikling kan afvendes ved fjernelse af en eventuel nødvendig ydre faktor eller ved indgift af det specielle og manglende protein.

De etiske problemer, som gendiagnostikken og -behandlingen rejser, er flere. Der er dels sikkerhedsmæssige problemer knyttet til genbehandlingen, idet de ændrede legemscellers produktion af et særligt protein skal passe til kroppens behov, dvs. de skal hverken producere for meget eller for lidt. Hvis udviklingen skulle muliggøre genbehandling af kønsceller, vil det ændrede gen ikke dø med patienten, som når legemsceller ændres, men fortsætte sin ændrede funktion i de følgende generationer. Selv om man herved kan håbe at helbrede og normalisere slægten og ikke kun patienten, vil de sikkerhedsmæssige krav være meget store og gå langt ud over, hvad der for tiden er teknisk muligt.

Gentest og etik

Til selve indsigten i en given persons arveanlæg er også knyttet etiske problemer. Selvom vi indtil videre kun kan knytte påvisning af særlige gener eller markører til såkaldte enkeltgensygdomme, består der i befolkningen en betydelig frygt for, at genetikken også vil gøre det muligt at inddele mennesker i grupper, hvor særlige karaktertræk kan forudses ud fra arveundersøgelser. I så fald ville der være skabt mulighed for en sortering i uddannelses-, arbejds- og forsikringssituationer, der ville genoplive en berettiget frygt for en statslig eller privat arvehygiejne, som ingen ønsker i et demokratisk samfund.

Selv for enkeltgenernes vedkommende har man frygtet, at man i ansættelsesforhold ville bruge arveundersøgelser til at udvælge personer, egnede til at tåle helbredsbelastende arbejdsprocesser for en tid, i stedet for at øge beskyttelsen af de ansatte eller helt forbyde sundhedsfarlige arbejdsprocesser. Man bør dog her tage i betragtning, at genetiske undersøgelser også kan være en hjælp til et ungt menneske, der ønsker at gå ind i fx et allergibelastet arbejdsmiljø, hvis den pågældende tilhører en risikofamilie med et arveligt anlæg for overfølsomhedssygdomme. Det skal også her fremhæves, at arvemæssige markører, selv uden anvendelse af såkaldte gentester, har været anvendt længe i de sundhedsvidenskabelige fag. Her kan nævnes personens køn, tilfælde af arvelige sygdomme i familien eller hos personen selv samt etnisk tilhørsforhold.

I pensions- og forsikringssammenhæng er gentester også nævnt som noget afgørende nyt, hvad de næppe er for en overordnet etisk betragtning. Forsikringer er aftaler mellem grupper af mennesker om etablering af økonomisk kompensation for sygdom og invaliditet eller død i en alder, der er uventet lavere end for gennemsnittet.

Forsikringer kan inddeles i to etisk set forskellige hovedgrupper. Den ene omfatter samfundets sociale forsikringer, der har gyldighed i et ubetinget fællesskab. Den anden, der omfatter private forsikrings- og pensionsordninger, fungerer i et betinget, eller privilegeret, fællesskab, hvor ydelser og fordele hviler på statistiske, såkaldte aktuariske gennemsnitsberegninger. Gentester i denne sammenhæng fungerer således på linje med undersøgelse for andre kendte risikofaktorer som overvægt, sukkersyge, forhøjet blodtryk osv. og rummer altså ikke nye etiske problemer, men nok et større antal diskriminerende faktorer, end vi kender i dag. Der er her en klar parallel til de spændinger, der i hele idéhistorien og den politiske udvikling kendes imellem individualitet og fællesskab.

Brug af gentester i fosterdiagnostikken bidrager nu og da til de etiske problemer, som er knyttet til den vanskelige adskillelse mellem på den ene side liv, der trods handicaps er forenelige med en positiv livsudfoldelse, og på den anden side hvad man sommetider må betegne som liv med ubærlige handicaps. Der er dermed ikke tale om en adskillelse mellem begreber som normalt og unormalt, da sådanne skarpe adskillelser ikke kan fastlægges i alle menneskelige sammenhænge, men tilsammen udgør en glidende kurve.

Sygdomsarv må således også bedømmes i sammenhæng med en families evne til at tage vare på et svært handicappet barn og yderligere på barnets evne til senere at udligne sit handicap, dvs. atter et møde imellem kulturarv og biologisk arv. Disse etiske afvejninger er tunge, men ikke talrige, da antallet af svære sygdomsanlæg, som fører til abort ud fra en medicinsk begrundelse, i Danmark udgør 100-200 ud af ca. 10.000 årlige fosterdiagnostiske indgreb.

En særlig etisk dimension af vor viden om menneskets biologiske arv er arvematerialet, der er bundet i sundhedsvæsenets informationsbanker, omfattende materiale som frosne blodprøver, cellekulturer, væv i blokke og snit, arkiverede billedgengivelser ved røntgen- og ultralydoptagelser foruden informationer baseret på ord og tal. Af disse bundne biologiske informationer muliggør celle- og vævsprøver, også i død form, en påvisning af arvemateriale fra organismer, der længe forinden inficerede den pågældende person. Materialet skaber desuden mulighed for at foretage en kortlægning af en måske for længst afdød persons arveanlæg. Eksistensen af sådanne DNA-kilder og deres videnskabelige anvendelse fordrer særlige beskyttelses- og kontrolforanstaltninger, som netop iværksættes i disse år, for at identifikationen ikke skal blotlægge de sider af individualiteten, som personen ønsker beskyttet. Nøglebegrebet i denne kontrol er de etiske omstændigheder ved anvendelsen af et sådant materiale og ikke i første række eksistensen af informationsbankerne.

Ved udforskningen af arvemassen hos mennesker, dyr og planter går vi ud fra det endelige udviklingsresultats form eller morfe, dvs. fra kendte udgangsformer, som netop mennesker, dyr og planter. På denne baggrund klarlægger vi den tilhørende DNA-kode. Koden styrer imidlertid ikke blot den udvoksede organismes funktion, men også den formudvikling, morfogenese, som har ført fra det befrugtede ægs dobbeltkode til udviklingen af det færdige menneskelige individ. På dette område er vor viden endnu særdeles ufuldstændig, men tankevækkende er det indtil det svimlende, at DNA, der som en meget modstandsdygtig kemisk forbindelse kan isoleres fra fx en dybfrossen mammut eller fra en af de få tilbageblevne udstoppede gejrfugle — for slet ikke at tale om DNA fra for længst afdøde mennesker — rummer koden også for disse individers morfogenese. Ikke at vi kan genskabe dem i levende form efter de bevarede "tegninger", men nok til, at vi kan få mere at vide om den del af deres morfogenese, som ikke ændredes væsentligt af individernes kår. Perspektivet er endnu langt fra den videnskabelige virkelighed, men på den anden side ikke blot hjemmehørende i science fiction-genren. Det understreger også vort ansvar for at bevare Jordens umådelige sum af biologisk arv i levende form.

Mutationer (arvespring) opfattes i nutidsmenneskets begrænsede tidsperspektiv ofte som fejl i menneskets og andet levendes forudbestemte "normale" udvikling, påvirket som disse spring også er af fx naturligt forekommende radioaktiv stråling i vore omgivelser. Set i et meget længere tidsperspektiv kan mutationer medføre sådanne ændringer i organismers biologi, at de bliver bedre til at tilpasse sig nye kårs indflydelse. Mange af mutationerne vil gøre de ramte levende organismer dårligere tilpassede til deres kår, andre vil forbedre tilpasningen og gøre det hidtidige "normale" flertal til langsomme tabere. I et udviklingsperspektiv har menneskets nutid som bekendt sekundets varighed i forhold til de forhistoriske dages endeløshed.

Juridisk arv

Menneskets trang til at koble den biologiske arv til en slægtsbåren videreførelse af materielle besiddelser har ført til begrebet den juridiske arv (se arveret). Også her er begrebet arv meget gammelt, men af indlysende grunde begrænset til den korte periode af menneskets udviklingshistorie, som omfatter de ordnede samfund med deres nedskrevne regler for materielle besiddelsers videreførelse fra generation til generation. Arv og de regelsæt, der omfatter retten til arv, er knyttet snævert til den private ejendomsret. Tidligere var begrundelsen for arveretten især en udbredt slægtsfølelse, men i dag ses arveretten overvejende i sammenhæng med ejendomsretten, idet arvebegrebet er sikkerheden for, at ejendomsretten kan fortsætte i tilfælde af ejerens død. Eksisterede der samfund, som ikke kendte privat ejendomsret, ville en ret til arv være utænkelig. Retten til arv er også dybt forankret i befolkningens retsbevidsthed. Den rummer i det nutidige danske samfund utvivlsomt større elementer af familiefølelse, end der sædvanligvis kommer til udtryk. Netop forventninger om arv kan sommetider nå grader, der truer familiens sociale bånd.

Arven

Arvens videnskabeligt dokumenterede store betydning har understreget afstanden mellem på den ene side illusionen om menneskets lige vilkår, hvis blot de samfundsbestemte kår kunne gøres identiske, og på den anden side menneskets meget forskellige udgangsposition, før kårene spiller ind.

På denne baggrund er vor nuværende viden om den biologiske arv en uafviselig tilskyndelse til at dele vort menneskesyn i en grundlæggende opfattelse af alle menneskers ligeværd, uanset udrustning, og en erkendelse af menneskers store arvemæssige forskelligheder som central for vor kulturarv.

Som et gennemgående princip i menneskets liv og i menneskets forståelse af den levende natur er betydningen og rækkevidden af fænomenet arv således større end nogensinde, og det biologiske arvebegrebs fremtidige anvendelse begrænses kun af fantasien og menneskets ønske om kontrol, igen i overensstemmelse med den kulturarv, der er bærende for det danske samfund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig