• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

subjekt

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

subjekt, brugt i 500-tallet af den romerske filosof Boëthius som oversættelse af det græske to hypokeimenon 'det underliggende', der af Aristoteles blev brugt om det, der senere også er blevet kaldt substans.

I overensstemmelse hermed anvendtes ordet i skolastisk filosofi om det, der i dag kaldes et objekt eller en genstand, og som i en sætning kan til- eller fraskrives egenskaber. Inden for sprogvidenskab og logik anvendes ordet stadig i den sidstnævnte betydning.

Ordet subjekt kommer af latin subiectum, perf.part. af verbet subjicere 'lægge under'.

I 1600-tallets filosofi ændrede ordet sig fra at være betegnelsen for erkendelsens genstand til at betegne det erkendende jeg.

I traditionen fra Descartes opfattes subjektet som uafhængigt af alt legemligt og materielt, og dets tænkning eller bearbejdning af sanseindtryk ses som forudsætning for enhver forestilling om en omverden.

Denne status blev i 1800-tallet anfægtet af Hegel og hans skole, som mente, at subjekt og objekt gensidigt betinger hinanden, og i 1900-tallet af Heidegger ud fra den opfattelse, at subjektet først er givet i og med dets rettethed mod noget (se intention (intentionalitet)).

Senere har også en række postmodernistiske tænkere, fx Foucault og Derrida, påpeget, at subjektet er afhængigt af sproget, af det kropslige eller af historiske og kulturelle forudsætninger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: subjekt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166549