Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

paradigme

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

paradigme, videnskabsteoretisk grundbegreb, især præget af Thomas S. Kuhn. Til definitionen af videnskab hører ifølge Kuhn, at den altid udføres inden for et bestemt paradigme (se normalvidenskab).

Et sådant består af nogle grundlæggende metafysiske antagelser om virkeligheden, af en standard for videnskabelig rationalitet og argumentation samt af mønstereksempler på løsninger af videnskabelige problemer.

Ordet paradigme kommeraf græsk paradeigma 'eksempel', af para- og deigma 'bevis'.

Den videnskabelige udvikling sker gennem såkaldte revolutioner, der opstår, når anomalier, dvs. uløselige problemer inden for paradigmet, ophobes, således at paradigmet til sidst bryder sammen, hvorefter et nyt paradigme afløser det gamle; et paradigmeskift. Fx kan overgangen fra den newtonske fysik (den klassiske fysik) til de einsteinske teorier eller til kvantemekanikken betegnes som et paradigmeskift.

Annonce

Det er Kuhns omdebatterede påstand, at paradigmer altid er indbyrdes inkommensurable, dvs. at de er usammenlignelige, da de kun kan måles med forskellige mål.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: paradigme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138500