Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pragmatisme

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23359/=ud_a_11865.mp3?revision=1

pragmatisme, hovedstrømning i 1900-tallets amerikanske filosofi. Retningen blev grundlagt af C.S. Peirce i 1870'erne som en teori om mening.

Peirce og hans elever (William James, John Dewey, F.C.S. Schiller) udviklede den snart til en generel teori om menneskelig erkendelse, og Peirce begyndte at kalde sin egen opfattelse pragmatisme for at distancere sig fra James.

Ordet pragmatisme kommer af pragmat(ik) og -isme.

Teorien hævder, at erkendelse ikke skal forstås som en objektiv afspejling af virkeligheden, men som et nyttigt redskab, der viser sin hensigtsmæssighed i praksis. Fx hævdede James, at religion ikke er et spørgsmål om Guds eksistens, men at troen på Gud er hensigtsmæssig for det menneskelige liv.

Annonce

Pragmatismen har rødder i den antikke græske form for skepticisme. Pragmatismens grundidé er en naturalistisk præget fallibilisme; den er endvidere nært forbundet med instrumentalisme, operationalisme og logisk positivisme.

Fremtrædende repræsentanter i 1900-tallets slutning er W.V.O. Quine, Ernest Nagel og Richard Rorty.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: pragmatisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144809