Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

logisk positivisme

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

logisk positivisme, logisk empirisme, nypositivisme, den dominerende retning i analytisk filosofi fra 1920'ernes slutning til 1950'ernes slutning.

Logisk positivisme er bl.a. inspireret af logisk atomisme, hvis opfattelse af matematisk logik den forener med en radikal empirisme. Blandt de historiske rødder er klassisk britisk emperisme (George Berkeley, David Hume) og fransk positivisme (Auguste Comte).

Den logiske positivisme har sit udspring i Wienerkredsen, der opstod ca. 1920 under ledelse af Moritz Schlick og i 1928 blev organiseret i "Verein Ernst Mach". Medlemmer var bl.a. Rudolf Carnap, Herbert Feigl, Kurt Gödel og Otto Neurath.

Annonce

Fra 1920'ernes slutning udviklede Wienerkredsen sig til en international bevægelse ved at knytte forbindelse med andre grupper af ligesindede i den logiske positivisme i Berlin (David Hilbert, Hans Reichenbach, Kurt Lewin, Wolfgang Köhler, C.G. Hempel), i Warszawa (Alfred Tarski, Jan Łukasiewicz, Kazimierz Ajdukiewicz) og i USA (C.W.Morris, Ernest Nagel, Willard van Quine) samt med andre tilhængere, fx Jørgen Jørgensen i Danmark, Eino Kaila og G.H. von Wright i Finland, Arne Næss i Norge og A.J. Ayer i England.

I 1930'erne, efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland og Østrig, blev de logiske positivister, der alle var stærkt antinazistiske, fordrevet til Storbritannien og især til USA, hvorfor logisk positivisme fejlagtigt er blevet opfattet som en amerikansk-britisk filosofisk retning.

Den logiske positivisme var stærkt antimetafysisk. Hvor klassisk positivisme benægtede eksistensen af det, som man principielt ikke kan iagttage, fx Gud eller elektroner, så hævder logisk positivisme en radikal verifikationstese for mening (jf. verifikation).

En sætning er kognitivt meningsløs ("metafysisk"), hvis den principielt ikke vil kunne verificeres empirisk, dvs. at man ikke kan angive, hvilke mulige iagttagelser der vil kunne verificere den. Dette krav gælder dog ikke for logiske og matematiske påstande, idet disse er rene tautologier.

Metafysiske påstande er uverificerbare og kan i bedste fald kun have en vis emotiv mening. Tilsvarende gælder for alle religiøse, moralske og æstetiske udsagn. Filosofi er ikke en videnskab, men en metavidenskab, som især beskæftiger sig med logisk analyse af videnskabernes begreber og teorier, dvs. af videnskabernes sprog. Logisk positivisme er derfor især en videnskabsfilosofi, og skellet mellem det meningsfulde og det meningsløse falder stort set sammen med skellet mellem videnskab og nonsens.

Alle meningsfulde påstande er enten sande eller falske, og deres sandhedsværdi kan empirisk afgøres af videnskaberne. Dette fører til en tese, som allerede Mach havde fremsat, om, at alle videnskaber principielt kan samles i en enhedsvidenskab. Oprindelig byggede den logiske positivisme på en fænomenalisme, idet alle meningsfulde påstande — al videnskab — hævdedes at kunne reduceres til påstande om det, som Carnap kaldte subjektive oplevelsestotaliteter.

Rudolf Carnap og mange andre med ham (men fx ikke Schlick og Ayer) blev snart opmærksomme på, at dette fører til solipsisme, dvs. at man ikke kan vide noget om andet end sine egne bevidsthedsoplevelser. Som følge af dette reviderede Carnap sin teori, så det nu blev det "fysikalistiske" sprog, der blev reduktionsbasis.

Dette universelle sprog, som alle videnskabers sprog kan reduceres til, er et sprog, der taler om ting, der er offentlige, dvs. intersubjektivt erkendbare. Den enhedsvidenskabelige tese hævder nu, at en hvilken som helst videnskabs sætninger kan reduceres til ækvivalente påstande i tingssproget.

Nogle mente, at de enkelte videnskaber direkte kan reduceres til tingssproget, andre, at de udgør et hierarki, hvor fysikken kan reduceres til det observable tingssprog, at kemien kan reduceres til fysik, biologien til kemi, psykologien til biologi og sociologien til psykologi.

Anvendt på psykologien bliver fysikalismen i sin direkte form til en logisk behaviorisme, idet psykologiske påstande altid vil kunne oversættes til en række ækvivalente påstande om personers adfærd. Hvor den almindelige behaviorisme vil hævde en ontologisk påstand om, at Peters forelskelse er identisk med hans adfærd, er den logiske behaviorisme en logisk syntaktisk påstand om bestemte oversættelsesmuligheder. Se også positivistisk sociologi.

Som almen filosofisk retning har logisk positivisme ikke mange tilhængere i begyndelsen af 2000-t. på grund af de alvorlige vanskeligheder, som dens ekstremt snævre opfattelse af mening medfører. Paradoksalt nok er selve verifikationstesen ifølge den logiske positivisme enten meningsløs, idet den ikke er empirisk verificerbar, eller den er blot en vilkårlig definition på meningsfuldhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: logisk positivisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117952