• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

historicitet

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

historicitet, ty. Geschichtlichkeit, i eksistensfilosofi og filosofisk hermeneutik, bl.a. hos Heidegger og Gadamer, et grundtræk ved menneskets måde at eksistere på: Mennesket er ikke blot præget af de historiske omstændigheder, men må selv "overtage" og fortolke dem.

Historiciteten ytrer sig ved, at mennesket fortæller historier, og ved at det identificerer sig med en bestemt generation, nation eller kulturkreds.

Historicitet er ikke ensbetydende med historisk relativisme eller historisme; begrebet er tværtimod kritisk vendt mod disse opfattelser, idet det tilkendegiver, at der ikke findes nogen "objektive" historiske omstændigheder. Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold: Mennesket er nok bestemt af historien, men historien er til gengæld bestemt af menneskets egen aktuelle situation og interesser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Harnow Klausen: historicitet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91740