Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William James

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

William James.

William James.

William James, 1842-1910, amerikansk psykolog og filosof, professor ved Harvard University 1879-1907; bror til Henry James.

William James' forfatterskab er præget af en evolutionsteoretisk naturalisme, hvor bevidstheden og dennes produkter i form af følelser, begreber og teorier opfattes som et redskab for den hensigtsmæssige udvikling af menneskets biologiske og sociale liv.

Videnskabelige teorier er instrumenter, der skal vurderes ud fra deres praktiske konsekvenser; jf. instrumentalisme. Hans tænkning findes sammenfattet i Pragmatism (1907).

Annonce

I det psykologiske hovedværk The Principles of Psychology (1890) opfatter James introspektion som den videnskabelige psykologis metode, og hans erfaringsbegreb om the stream of consciousness, "tankestrømmen", minder om Henri Bergsons.

William James foregriber hermed tanker ikke alene i gestaltpsykologien og den københavnske fænomenologiske psykologi, men også idéer i behaviorismen. Berømt er hans psyko-fysiske James-Langes teori.

William James viste stor forståelse for tilværelsens religiøse side og behandlede i The Varieties of Religious Experience (1902, da. Religiøse Erfaringer, 1906) religiøse holdninger og oplevelser ud fra et pragmatisk synspunkt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: William James i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100618