• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Nozick

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

Robert Nozick, 1938-2002, amerikansk filosof, siden 1969 professor ved Harvard University.

I Anarchy, State, and Utopia (1974, Anarki, stat og utopi), der med ét slag gjorde Robert Nozick berømt i brede kredse, argumenterer han for individets rettigheder i forhold til statsmagten.

Han er tilhænger af en konsekvent liberalisme (libertarianisme), som indebærer, at statsmagten kun har ret til at begrænse individets frihed, når individet krænker andre individers rettigheder.

Annonce

Staten har således ikke ret til med magt at udskrive skat eller soldater. På den anden side har individet ikke ret til at kræve, at staten yder bistandshjælp, gratis hospitalsbehandling eller andre af velfærdssamfundets goder.

Imod anarkisterne argumenterer Robert Nozick for, at hans minimalstat, der med rette er blevet kaldt en "natvægterstat", ikke krænker nogens frihed. Minimalstaten har form af en organisation, der har monopol inden for et afgrænset landområde, yder beskyttelse imod overgreb fra andre og afgør indbyrdes stridigheder ved voldgift.

Se også moral.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: Robert Nozick i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133275