• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jürgen Habermas

Oprindelige forfattere HeiAn og SHaK Seneste forfatter Redaktionen

Jürgen Habermas. Foto fra ca. 1980.

Jürgen Habermas. Foto fra ca. 1980.

Jürgen Habermas, f. 18.6.1929, tysk filosof og sociolog, den førende repræsentant for Frankfurterskolens anden generation. Jürgen Habermas blev i 1956 assistent for Th.W. Adorno ved Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main. Han var 1964-94 professor ved universitetet sammesteds, afbrudt af en periode som direktør for det samfundsvidenskabelige forskningsinstitut i Starnberg (1971-81).

Jürgen Habermas har mere konsekvent end nogen anden forsøgt at realisere Frankfurterskolens oprindelige projekt: udarbejdelsen af en "kritisk" samfundsteori. Dette har bragt ham i berøring med mange forskellige emner og videnskabsgrene. Det gennemgående tema for hans vidtfavnende forfatterskab er forudsætningerne for et virkelig demokratisk samfund. Dette tema skal ikke mindst ses i relation til Tysklands antidemokratiske traditioner.

I Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962) beskriver Habermas, hvordan det moderne borgerlige samfund grundlægges på oplysningstidens idealer om fri meningsudveksling, og hvordan disse ikke er blevet fuldt realiseret pga. særinteresser og magtforhold, der er kommet til at præge den politiske debat.

Annonce

Hans bog Erkenntnis und Interesse (1968) behandler mere almene filosofiske spørgsmål. Habermas kritiserer positivismen for at foregive, at videnskaberne kan være værdi- og interessefrie; han mener tværtimod, at al videnskab er udtryk for "erkendelsesledende interesser".

Habermas argumenterer også for, at samfundsvidenskaberne har deres egne mål og metoder, som er forskellige fra både human- og naturvidenskabernes. Med sin kritik af det traditionelle videnskabssyn inspirerede Habermas 1960'ernes studenteroprør, hvis militante del han dog selv tog skarpt afstand fra.

Inden for sociologien har Jürgen Habermas bidraget med væsentlig teoriudvikling, bl.a. gennem sine forsøg på at sammenføje hermeneutisk og fænomenologisk sociologi med systemteori og funktionalisme. I Legitimationsprobleme der Spätkapitalismus (1973) analyserer Habermas, hvordan de økonomiske krisetendenser i senkapitalistiske samfund svækker velfærdsstatens legitimitet, fordi de øgede krav og forventninger om, at det offentlige skal afhjælpe virkningerne af økonomiske kriser, ikke kan indfries. Størst indflydelse har hans teori om system og livsverden fået.

Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.

I sit foreløbige hovedværk, Theorie des kommunikativen Handelns (1981), prøver Habermas dels at vise, at fornuften har et sprogligt grundlag, jf. talehandlingsteori, dels at system og livsverdenen er udviklet historisk i takt med fremvæksten af moderne markedsøkonomier, stater og retssystemer og med udspaltningen af selvstændige områder for videnskab, kunst og moral.

Han hævder, at systemet truer med at "kolonisere" livsverdenen, fordi kapitalismens ekspansion og kriser til stadighed nødvendiggør udvidelse af styringssystemer. Derved bliver livsverdenen forarmet, fordi den frie, fornuftige kommunikation, der alene kan skabe mening, moral og personlig identitet, bliver fortrængt.

I midten af 1980'erne engagerede Jürgen Habermas sig i debatten om postmodernismen, som han kritiserede for at være irrationel og en politisk konservativ bevægelse.

Sammen med Karl-Otto Apel har han udviklet den såkaldte diskursetik, der også er central i Faktizität und Geltung (1992). I dette hans seneste større værk behandler Habermas forholdet mellem demokrati, menneskerettigheder, retsstat og det civile samfund.

Heri lægger han afgørende vægt på, at demokrati skal bygge på rammer, der kan begrundes moralsk i en fri dialog, og han forsøger at vise, hvordan sådanne rammer skal være indrettet i et moderne samfund.

Habermas har desuden markeret sig som en ivrig samfundsdebattør, bl.a. i historikerstriden sidst i 1980'erne (om vurderingen af Tysklands nazistiske fortid) og i forbindelse med den tysk-tyske genforening i 1990, som han har udtrykt stor betænkelighed ved.

I 1987 modtog Jürgen Habermas Sonningprisen i København.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Heine Andersen, Søren Harnow Klausen: Jürgen Habermas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87767