Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Cassirer

Oprindelige forfattere CB-P og MMarc Seneste forfatter Redaktionen

Ernst Cassirer var i årene under Weimarrepublikken en af den assimilerede tyske jødedoms fornemste repræsentanter. Hans filosofiske lære om symbolet som almen baggrund for al begrebsmæssig tænkning og kulturel udvikling har haft stor betydning for nutidens kulturvidenskaber, især kunsthistorie og religionsvidenskab.

Ernst Cassirer var i årene under Weimarrepublikken en af den assimilerede tyske jødedoms fornemste repræsentanter. Hans filosofiske lære om symbolet som almen baggrund for al begrebsmæssig tænkning og kulturel udvikling har haft stor betydning for nutidens kulturvidenskaber, især kunsthistorie og religionsvidenskab.

Ernst Cassirer, 1874-1945, tysk filosof af jødisk oprindelse; professor i Hamburg 1919-33, rektor 1930-33. Ernst Cassirer måtte flygte fra Tyskland pga. nazismen og var 1933-35 professor i Oxford og 1935-41 i Göteborg; fra 1941 til sin død var han professor ved amerikanske universiteter.

Hans opgør med de idéhistoriske forudsætninger for fascismens og nazismens statsopfattelse, The Myth of the State, udkom året efter hans død.

Ernst Cassirer studerede hos Hermann Cohen og Paul Natorp; Marburgerskolensnykantianisme prægede derfor s.m. Hegel hans syn på filosofiens og videnskabens historie som erkendelsesformer, der udvikler sig i én bestemt retning.

Annonce

For Ernst Cassirer er den historiske udvikling af begrebsmæssig tænkning (filosofi og videnskab) kun et specialtilfælde af kulturens almene udvikling af symboler. Mennesket producerer og forbruger symboler og forstår sin kultur i kraft heraf, idet de som forståelsesformer er underlagt forandring; heri adskiller symboler sig fra de kantske kategorier.

I Philosophie der Symbolischen Formen, bd. 1-3 (1923-29), udviklede Ernst Cassirer en generel kulturfilosofi, der omhandlede symbolernes funktion i hverdagen, videnskaben, kunsten, religionen og i myterne; en populær fremstilling findes i An Essay on Man (1944, da. 1965). Hans filosofihistoriske hovedværk er Das Erkenntnisproblem in der Philosophie und Wissenschaft der neueren Zeit, bd. 1-4 (1906-50).

Ernst Cassirer regnes blandt grundlæggerne af den moderne renæssanceforskning, først og fremmest i kraft af bogen Individuum und Kosmos in der Philosophie der Renaissance (1927). Han fik tillige stor betydning for kunsthistoriens teori.

I Hamburg havde han nær kontakt med kunsthistorikeren Aby Warburg, der beskæftigede sig med renæssancens ikonografi set i kulturhistorisk belysning; han øvede også en afgørende indflydelse på Erwin Panofsky, der udviklede ikonologien, og på filosoffen Susanne K. Langer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen, Marianne Marcussen: Ernst Cassirer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54840