Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Bjerre

Oprindelige forfattere EriC og ViSoer Seneste forfatter Redaktionen

Poul Bjerre, 15.6.1924-17.12.1997, dansk arkitekt og socialfilosof. Poul Bjerre har i sit forfatterskab, der bl.a. omfatter Menneskets natur. Erkendelsespsykologi (1968), Opbrud. Utopisk humanisme (1988) og den delvis selvbiografiske Ud af industrikulturen (1994), gjort op med industrisamfundets værdigrundlag ("penge og magt") og formuleret en original humanistisk-økologisk værdifilosofi.

Poul Bjerre har især betonet vigtigheden af det teleologiske (målrettede) i al teoridannelse og nødvendigheden af "en ny samfundsbærende utopi". Virkeligheden ses som en proces, og mennesket er, hvad det gør og tror.

Mennesker er styret af behov, og behov er altid rettet mod et formål, hvor Bjerre betragter det medfødte behov for gode sociale relationer (kærlighed) som det højeste behov (formål). Det er et utopisk ideal, som aldrig nås, men som angiver retningen og målet for en praktisk-politisk bevægelse.

Annonce

Poul Bjerre ser samfundet som værende på vej fra et industrisamfund styret af "penge og magt" til et post-industrielt samfund styret af "kærlighed" og "bæredygtighed". Da de højeste værdier (kærlighed, lykke, sundhed og retfærdighed) aldrig kan defineres positivt, må man derfor tage udgangspunkt i menneskets "ubehag" og "sygdomme".

Bjerre anser denne negative metode for central i samfundsvidenskab, der ses som en type lægevidenskab. Den skal på den ene side positivt tage udgangspunkt i de naturlige værdier (de utopiske idealer) og herudfra foretage værdianalyser, og på den anden side negativt opstille diagnoser af fejlfunktioner.

Han mente, at praktisk politik bør bygge på teori, og at teorien skal stå sin prøve i praksis, i eksperimentet. Det forsøgte han selv at efterleve: Han blev i 1974 landskendt for sin centrale rolle i planerne om at omdanne landsbyen Krejbjerg i Salling til et moderne andelssamfund.

Projektet blev skrinlagt et par år senere, men Poul Bjerre fortsatte med at være inspirator for en række bofællesskabseksperimenter og nye økologiske organisationsmodeller for landsbysamfund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christensen, Villy Sørensen: Poul Bjerre i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47819