• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hegelianisme

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

hegelianisme, fællesbetegnelse for de filosofiske strømninger, der i væsentlig grad er præget af Hegels filosofi.

Ved hegelianismen i snævrere forstand forstås i reglen den hegelske "skole", der dominerede tysk filosofi i 1830'erne, dvs. i tiden umiddelbart efter Hegels død.

Denne skole blev hurtigt splittet i to fløje: de bogstavtro gammelhegelianere og unghegelianerne, der ønskede at videreudvikle og korrigere Hegels tanker. Uenigheden mellem disse to retninger drejer sig især om Hegels religionsfilosofi.

Annonce

Hegel havde hævdet, at religionen var blevet "ophævet" i hans egen filosofi, men det var uklart, hvordan dette nærmere skulle forstås — og dermed, hvor meget af den ortodokse kristendom Hegels system levnede plads til.

Gammelhegelianerne forsvarede med enkelte undtagelser den traditionelle kristendomsopfattelse, mens unghegelianerne (bl.a. D.F. Strauß, Ludwig Feuerbach, Bruno Bauer og Karl Marx) gennemførte en radikal kritik af kristendommen og selv stod for alternative synspunkter, rækkende fra panteisme (Bauer) til egentlig ateisme (Feuerbach, Max Stirner).

Splittelsen mellem de to fløje var også af politisk karakter. D.F. Strauß indførte derfor betegnelsen højrehegelianere og venstrehegelianere. Striden mellem disse grupper (der stort set svarer til henholdsvis gammel- og unghegelianerne) drejer sig om, hvorvidt fornuften allerede var blevet virkeliggjort i det bestående samfund, dvs. om fremmedgørelsen kunne betragtes som ophævet, eller om dette endnu var en uløst opgave, som krævede en gennemgribende samfundsomvæltning.

Den oprindelige hegelske skole mistede i løbet af 1840'erne meget af sin indflydelse i Tyskland og blev efterhånden overskygget af positivistiske og nykantianske retninger. Den satte dog fortsat sit præg på tysk filosofihistorieskrivning (J.E. Erdmann og Kuno Fischer).

I Danmark blomstrede hegelianismen i 1830'erne og 1840'erne med J.L. Heiberg og H.L. Martensen som de toneangivende repræsentanter. Den blev skydeskive for Kierkegaards kritik i 1840'erne, og der har ikke siden kunnet spores hegelianske tendenser af betydning i dansk åndsliv. I sit begrebsapparat, sit sprog og sin metode er Kierkegaards egen filosofi dog udpræget hegeliansk, men bestemt ikke i indholdet.

Nyhegelianisme er en samlebetegnelse for flere senere forsøg på at aktualisere Hegels filosofi. Ofte drejer det sig kun om en aktualisering af bestemte aspekter, og ofte på grundlag af meget frie fortolkninger. Mod slutningen af 1800-tallet var hegelianismen fremherskende i England (T.H. Green, F.H. Bradley, Bernard Bosanquet, John McTaggart) og i USA (Josiah Royce og Brand Blanshard), hvor den stadig har sine tilhængere (Nicholas Rescher). I Italien repræsenterede Benedetto Croce og Giovanni Gentile i begyndelsen af 1900-tallet en lignende nyhegeliansk bevægelse.

De nymarxistiske strømninger i Tyskland efter 1. Verdenskrig gav sig udslag i en fornyet interesse for Hegel (Bloch, Lukács og Frankfurterskolen). I Frankrig inspirerede Alexandre Kojève i 1930'erne med sine forelæsninger over Åndens fænomenologi en hel generation af filosoffer til at forene Hegels dialektik med fænomenologi og eksistensfilosofi. Sartre, Merleau-Ponty, Althusser og Derrida er alle tydeligt påvirkede af Hegel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Harnow Klausen: hegelianisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89887