• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

René Descartes

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/6618/=ud_a_11731.mp3?revision=1

Analytisk geometri. Eksempler på geometriske begreber såsom linje, cirkel og euklidisk afstand i den analytiske plan. Endvidere en figur, der viser Descartes' blad.

Analytisk geometri. Eksempler på geometriske begreber såsom linje, cirkel og euklidisk afstand i den analytiske plan. Endvidere en figur, der viser Descartes' blad.

René Descartes, latiniseret form Cartesius, 31.3.1596-11.2.1650, fransk matematiker, fysiker og filosof. René Descartes blev uddannet i aristotelisk naturvidenskab og filosofi, men indså siden hen, at det var muligt at betvivle sandheden af alt det, han havde lært.

"Man bør", skrev han, "mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt". Denne tvivl, som ikke er en påstand om, at betvivlelige udsagn er falske, kaldes ofte for Descartes' metodiske tvivl.

For at studere i "verdens store bog" rejste René Descartes i 1617 til Holland og gik i krigstjeneste. Under et ophold i Tyskland drømte han en nat i 1619 om en vidunderlig metode, der kunne anvendes til at reformere både matematikken og videnskaberne om naturen og mennesket. I en årrække arbejdede han på et værk, hvori han bl.a. argumenterede for det kopernikanske verdensbillede, men opgav efter dommen over Galilei i 1632 at udgive det.

Annonce

I 1637 udgav René Descartes et værk i fire dele, hvori han i den første, berømte Discours de la méthode (Om Metoden, 1937; 1967; 1994) skitserer sin metode i fire regler: 1) Man bør kun anse det for sandt, som er evident; 2) Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt; 3) Man bør begynde med det mest enkle og forståelige; 4) Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig.

Af de tre andre dele regnes især den geometriske del for Descartes' væsentligste videnskabelige arbejde; i La géométrie tog han algebraen i brug til at analysere geometriske problemer, og han indførte en notation, hvor han brugte alfabetets første bogstaver til at betegne kendte størrelser og dets sidste til at betegne ukendte størrelser. Dermed havde han lagt grunden til den analytiske geometri.

I Meditationes de prima philosophia (1641, Meditationer over den første filosofi, dvs. over metafysik; da. oversættelse i Poul Dalsgård-Hansen Descartes, 1966; 1991) søgte Descartes at vise, at skepticismen er selvgendrivende. Når man tvivler om alt og dermed tænker, er det evident, at man eksisterer. Derfor gendriver den universelle tvivl sig selv, idet den tænkende ikke kan betvivle sin egen eksistens.

Det er denne "første vished", der ofte (men ikke af Descartes selv) formuleres som "cogito ergo sum", 'jeg tænker, altså eksisterer jeg'. Også kausalloven (årsag) er evident, og ved hjælp af den kan han bevise, at der eksisterer en gud og en omverden. Denne argumentation tager sit udgangspunkt i bevidsthedens forestillinger eller idéer; dermed repræsenterer Descartes et brud med den tidligere filosofi, der tog sit udgangspunkt i guddommen.

I Meditationes argumenterer Descartes også for, at der er fundamental forskel mellem bevidsthed og materie. I renæssancen blev den fysiske verden opfattet som en organisme, der gennemstrømmes af åndelige kræfter.

Portræt af René Descartes udført af Frans Hals, ca. 1649. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Portræt af René Descartes udført af Frans Hals, ca. 1649. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Descartes ville, i stil med Galilei, bestemme den fysiske verden udelukkende ud fra kvantificérbare, målelige egenskaber; da det forudsatte en eliminering af det åndelige og ikke-kvantificérbare fra universet, førtes Descartes til at karakterisere det materielle som udstrakt, dvs. som rumligt (res extensa), og bevidstheden som tænkende og urumlig (res cogitans). For at forklare, at en vekselvirkning mellem to så forskellige substanser kan forekomme, postulerer Descartes, at koglekirtlen (glandula pinealis) er det sted, hvor sjæl og krop står i forbindelse med hinanden.

I Principia philosophiæ (1644, Filosofiens principper), Descartes' systematiske hovedværk, opstiller han læren om den fysiske verden som et materielt system, der er underkastet matematisk formulerbare stødlove. Værket rummer en af de mest gennemførte formuleringer af 1600-t.s mekaniske naturopfattelse.

I 1649 modtog René Descartes en invitation fra den svenske dronning Kristina om at komme til Stockholm for at indvie hende i sine videnskabelige teorier. Det kolde klima nedbrød hastigt hans helbred, og han døde året efter sin ankomst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: René Descartes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63497