• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Locke

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

John Locke, 29.8.1632-28.10.1704, engelsk filosof og læge, uddannet og senere ansat ved universitetet i Oxford, indtil han af politiske årsager blev afskediget i 1684.

I 1666 knyttedes John Locke til Anthony Ashley Cooper, en af Englands betydeligste politikere, der senere blev adlet som lord Shaftesbury; snart blev Locke hans læge, sekretær og politiske rådgiver, og dermed var han centralt placeret i det politiske liv. 1675-79 opholdt han sig i Frankrig.

John Lockes dagbøger fra disse år vidner om medicinske og naturvidenskabelige studier og om et indgående studium af René Descartes' værker. Efter sin hjemkomst blev Locke igen draget ind i politik. Shaftesbury var i 1677 blevet fængslet og anklaget for højforræderi.

Annonce

Da Lockes nære forbindelser med ham var kendt, blev han hemmeligt holdt under observation, og truslen imod ham voksede, da Shaftesbury flygtede til Holland; kort efter flygtede også Locke til Holland, hvor han opholdt sig til 1689, da han vendte hjem, efter at Vilhelm af Oranje i 1688 var blevet kronet til engelsk konge som Vilhelm 3.

Politiske anliggender var begyndt at interessere Locke i årene omkring 1660. I et par små afhandlinger havde han afvist samfundsborgerens ret til individuel stillingtagen i religiøse ærinder, fordi dette kunne medføre splittelse i staten. I denne forbindelse formulerede han det synspunkt, som han opretholdt livet igennem, at der findes absolutte moralske værdier, og at moralen således ikke, som Thomas Hobbes mente, er resultat af konventioner. Problemet er snarere, hvilken mulighed mennesket har for at erkende disse værdier.

Dette bragte John Locke ind på erkendelsesteoretiske overvejelser, som han tumlede med i næsten 30 år, før han i 1689 offentliggjorde sit filosofiske hovedværk, An Essay Concerning Human Understanding. Heri diskuterer han den menneskelige erkendelse, dens oprindelse, sikkerhed og grænser. Værket er opdelt i fire bøger; i første og anden bog kritiserer han påstanden om, at der eksisterer, hvad man i samtiden kaldte medfødt viden og medfødte idéer, dvs. erkendelse og begreber, der nok aktualiseres ved erfaring, men ikke har deres kilder i erfaringen.

Det er her, Locke formulerer sin empirisme, som går ud på, at alle vore idéer, dvs. hele vort bevidsthedsindhold, i sidste instans stammer fra erfaringen. I tredje bog fremlægger han sine overvejelser om sproget, som han forstod som et system af navne på idéer, der udgør de sproglige lydes og tegns mening.

I forbindelse hermed gør Locke rede for, at genstandsnavne altid står for vore idéer om genstande, dvs. for hvad Locke kaldte genstandenes nominalessens, og at vi aldrig kan vide, hvad genstandene er i sig selv, dvs. vi kan ikke, med Lockes ord, erkende deres realessens.

Endelig i fjerde bog diskuterer Locke, hvilke arter af erkendelse der findes, deres gyldighed og grænser. Det er især i denne bog, at påvirkningen fra Descartes viser sig. Idealet for Locke som for René Descartes var den fuldstændig sikre viden, men da en sådan aldrig kan opnås ad erfaringens vej, er vor erfaringserkendelse kun sandsynligvis sand.

John Lockes Essay er et af 1600-t.s filosofiske hovedværker og dannede, med sin empiristiske lære om den menneskelige erkendelse, skole inden for vesteuropæisk tænkning i 1700-t.

Under samarbejdet med Shaftesbury havde Lockes politiske idéer ændret sig radikalt i liberalistisk retning. Af handelspolitiske grunde var religiøs tolerance en nødvendighed, og da Locke i 1689 udgav sin Epistola de tolerantia (Et brev om tolerance), argumenterede han for adskillelse mellem stat og kirke og hævdede nu, at øvrigheden bør udvise religiøs tolerance, da den ikke i egenskab af politisk øvrighed har nogen speciel indsigt i, hvad der tjener til menneskets frelse.

Sin politiske filosofi udarbejdede han i en stor afhandling, der efter hjemkomsten (men anonymt, da tiden var politisk urolig) udkom under titlen Two Treatises of Government (1690). Heri opstiller Locke den såkaldte arbejdsværditeori.

Ved sine hænders arbejde skaber mennesket værdier, og det har derfor ejendomsret til, hvad det frembringer. Den private ejendomsret er således ikke en samfundsskabt ret, som fx Hobbes havde ment. Statsmagtens opgave er udelukkende at sikre det enkelte individs liv og ejendom. Hermed blev Locke liberalismens første store teoretiker.

Få år efter sin hjemkomst udgav Locke Some Thoughts Concerning Education (1693), en af pædagogikkens store klassikere. Han gjorde sig her til talsmand for, at pædagogens opgave er at indøve gode vaner og opøve dømmekraften, og han prioriterede karakterdannelse langt højere end erhvervelse af boglig viden.

Ved sin død stod John Locke som den sunde fornufts og tolerancens talsmand. Med sin tro på, at videnskab og samfundsliv kan bringes på det rette spor, og med sin tillid til, at det er muligt at opdrage mennesket til fornuftsvæsen og til en god samfundsborger, fremstår han som en af oplysningstidens fædre.

Af John Lockes gravskrift, som han selv har forfattet, fremgår det, at han ønskede at blive husket som en mand, hvis liv og studier var helliget søgen efter sandhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: John Locke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117825