Modreformationen var de bestræbelser, som den romerskkatolske kirke udfoldede fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet for at befæste katolicismen og føre protestanter tilbage til den. Vigtigt blev jesuitternes arbejde som skriftefædre og rådgivere for betydningsfulde personer, desuden de skoler og universiteter, de oprettede og drev, samt deres forsøg på at arbejde i protestantiske lande.

Tridentinerkoncilet (1545-1563) formuleredes romerskkatolsk teologi og fromhedsliv i modsætning til luthersk lære, der fordømtes som kætteri. Koncilet blev grundlæggende for den katolske kirkes indre udvikling og forhold til protestanterne helt frem til 1900-tallet.

Den voldelige side af modreformationen mærkedes især i Nederlandene, hvor der førtes talrige inkvisitionsprocesser. I Spanien og Norditalien udryddedes de spredte evangeliske menigheder, og i Polen, Østrig og Sydtyskland genvandt den katolske kirke sin tidligere dominans. I Frankrig blev katolicismen statsreligion. De religiøse og politiske modsætninger mellem de europæiske protestanter og katolikker kulminerede i Trediveårskrigen.

Betegnelsen modreformation er gængs i protestantisk tradition, mens perioden i romerskkatolsk kirkehistorieskrivning kaldes den katolske reform, idet man lægger hovedvægten på den religiøse fornyelse af gejstligheden og af lægfolkets fromhedsliv samt på opblomstring af katolsk mission og videnskab.

De åndelige strømninger, der var forbundet med modreformationen, fik meget vidtgående betydning for kunst og arkitektur, i første række i de katolske dele af Europa. Se barok.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig