Baruch Spinoza

Spinoza var født af portugisisk-jødiske forældre, der var indvandret til Holland og bosat i Amsterdam. Efter en traditionel uddannelse i den jødiske menigheds synagoge i Amsterdam studerede han René Descartes' skrifter og tidens matematik og naturvidenskab.

Baruch Spinozas filosofiske og naturvidenskabelige studier medførte dog, at han fjernede sig fra den jødiske gudsopfattelse, og menigheden, som havde udset ham til noget stort, udstødte ham på livstid i 1657.

Forstødelsen medførte, at Spinoza skiftede navn til det latinske Benedictus de Spinoza og gik i lære som linsesliber. I 1663 påbegyndte han udarbejdelsen af det værk, der skulle blive hans hovedværk, Ethica (1677; da. Etik, 1933; 1996). Det rummer et abstrakt metafysisk system af aksiomer og udkom først efter hans død.

Spinozas filosofiske forgangsmand, Descartes, opererede med to forskellige typer af subtanser, nemlig tænkning og udstrækning. For Spinoza kan der imidlertid kun eksistere én substans, for hvis Gud er uendelig, fuldkommen og lig med naturen, kan 'han' ikke grænse op til noget fra sig selv forskelligt. Altså findes der kun én altomfattende substans, Gud selv.

Således havde Spinoza elimineret det dualistiske problem, som Descartes efterlod, nemlig problemet om forholdet mellem sjæl og legeme. For Spinoza findes forskellen kun i vores forestillinger, og han mener, at der i virkeligheden ikke er tale om andet end to aspekter af det samme. En tanke kan således enten studeres som en hjerneproces eller som en bevidsthedsakt, men ikke begge dele på én gang.

Den traditionelle opfattelse af Gud som en dommer uden for verden, der enten kan straffe eller belønne menneskene, hviler ifølge Spinoza på falske forestillinger styret af håb og frygt. Den sande lykke for mennesket består i frigørelsen fra denne slavebinding af følelserne og i erkendelsen af, at vi som en enhed af sjæl og legeme indgår i naturens lovmæssighed.

Alt det, der kan hænde os, sker i overensstemmelse med den guddommelige natur, som vi selv er en del af. At forbinde dette med negative følelser forstyrrer den menneskelige salighed og skyldes en utilstrækkelig forståelse af altings guddommelige orden.

I sin levetid udgav Spinoza kun et værk om Descartes' filosofi samt (uden forfatternavn) Tractatus theologico-politicus (1670, Teologisk-politisk afhandling), som rejste en storm af forbitrelse imod ham. I afhandlingen betragtede han Bibelen som en tekst, der må forstås ud fra sine historiske forudsætninger, og ikke i bogstavelig forstand som guddommeligt inspireret. Som en konsekvens heraf argumenterede Spinoza i afhandlingen også for trosfrihed og tolerance.

Det andet hovedværk, Ethica, som det var forbudt at være i besiddelse af, blev cirkuleret af hans åndelige efterkommere og først langt senere udgivet officielt som et værk af Spinoza.

Spinoza blev af samtiden og af den umiddelbare eftertid betragtet som farlig og samfundsomstyrtende, idet hans metafysik blev tolket som ateisme og materialisme. Først hen imod slutningen af 1700-tallet indledtes en seriøs diskussion af hans tænkning, og hans substansteori fik stor betydning, om end på hver sin måde, for Friedrich Wilhelm Joseph Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Senere så Friedrich Nietzsche et forbillede i Spinoza og videreførte hans tanker om, at naturen aldrig i sig selv kan være ond eller god.

I moderne fransk filosofi er det i særlig grad Gilles Deleuze, der har været inspireret af Spinoza til at udvikle en ny form for erfaringsmetafysik. Også i marxismen hos Antonio Negri og Michael Hardt har Spinozas monistiske tænkning haft stor betydning. Inden for psykologien er hans identitetshypotese blevet taget op, senest af kognitionsforskeren Antonio Damasio.

I dag fremstår Baruch Spinoza som en af den nyere tids største metafysikere.

• monisme
• panteisme
• metafysik
• ateisme
• materialisme
• dualisme
• parallelisme