zenitdistance
Zenitdistance, i astronomi vinklen mellem retningen til zenit og retningen til en stjerne eller andet himmellegeme, se astronomiske koordinater.
Zenitdistance, i astronomi vinklen mellem retningen til zenit og retningen til en stjerne eller andet himmellegeme, se astronomiske koordinater.
zenitdistance er vinklen på højdecirklen fra zenit til stjernen. Ækvatorsystemet Ækvatorsystemet har polaksen som den grundlæggende retning, på samme måde som forbindelseslinjen mellem zenit og nadir er det i horisontsystemet. Ækvators plan, som er planen gennem Jordens centrum vinkelret på
det plan, der indeholder den aktuelle lodlinje og det pågældende objekt. Retningens værdi kan aflæses på teodolittens horisontalkreds. Vertikalvinkler måles direkte som en vinkel mellem lodlinjens retning mod zenit (0°) og det pågældende objekt (zenitdistancen). Komplementet til zenitdistancen benævnes højdevinklen.
zenitdistancen til punktet samt instrument- og reflektorhøjden. Opstillingspunktets koordinater og kote bestemmes ved hjælp af simple trigonometriske beregninger, når man ud over detailpunkterne også indmåler mindst tre forskellige fikspunkter, hvis koordinater og koter er kendte. Den polære metode suppleres af
Flitsbue, nautisk vinkelmålingsinstrument til måling af Solens højde eller zenitdistance opfundet omkring 1620 af englænderen Edmund Gunter (1581-1626) og udformet i hårdt træ. Kaldes også en armbrøst. Se også flitsbue (våben).
Højdevinkel, en linjes vinkel med vandret. Komplementvinklen kaldes zenitdistancen. Højdevinkler måles vha. vertikalkredsen på en teodolit. Højdevinkler indgår bl.a. i bestemmelse af højdeforskelle ved trigonometrisk nivellement, i astronomiske målinger og i reduktion af skrå afstande til vandrette afstande i flyfotos.
zenitdistance og højdeforskel. Ved måling af retninger og højdeforskelle spiller tyngderetningen en afgørende rolle, mens selve afstandsmålingen mellem to vilkårlige punkter er uafhængig af denne. Formål Opmålingens formål kan være af matrikulær eller teknisk art. Den matrikulære måling har til
zenitdistance, dvs. skrå sigtelinjer. Derfor skal man kende sigtelinjens længde, der måles elektronisk. Beregningen af højdeforskellen kræver benyttelse af trigonometriske funktioner. Vil man ved trigonometrisk nivellement opnå samme nøjagtighed som ved geometrisk nivellement, kan man ikke benytte sigtelængder længere end
teodolit, aflæses horisontalretninger og zenitdistancer. Skråafstanden mellem tachymeter og stadie bestemmes (indirekte) ud fra komplicerede kurver, der er indætset i tachymetrets stregkorsplade. Den oprindelige tachymetriske metode er i dag forældet, men i moderniseret form udgør den grundlaget for vektormetrets funktionsmåde.