vitalistisk
Vitalistisk, (se vitalisme), vedr. vitalisme.
Vitalistisk, (se vitalisme), vedr. vitalisme.
Vitalistisk kunst Vitalistisk kunst er en tendens især inden for billedkunsten i perioden omkring 1890-1940. Vitalismen er ikke nogen egentlig stilretning, men en holdning, der påvirker både naturalister, symbolister, impressionister og andre med sin dyrkelse af natur og menneske
vitalistiske materialisme kan ses som forløber for organicismen i moderne biologi; den balancerer mellem rendyrket vitalisme, der hævder, at livskraften er noget rent immaterielt, og mekanisk reduktionisme, der ser livskraft som overtro og irritabilitet blot som udtryk for stoffets bevægelser
vitalistiske filosofi. Samtidig rettede Conway også en kritik mod Hobbes’ og Spinozas som, ifølge hende, begge har reduceret naturen til en monistisk materialisme, der nægter enhver distinktion mellem Gud og det skabte. For Conway var naturen en levende helhed, en
vitalistiske svar: Liv indebærer noget fundamentalt andet end den uorganiske fysiske natur, fordi livsytringer er styret af vitale principper, dvs. særlige livskræfter eller formgivende kræfter, hvis virkninger man nok kan iagttage, men hvis natur forbliver utilgængelig for eksperimentel kemi og
leder af Guomindangs partiapparat 1932-48. Sammen med broderen Chen Guofu udgjorde han rygraden i den uforsonlige antikommunistiske og stærkt konservative "CC-klike". Ideologisk var han talsmand for en "vitalistisk" filosofi baseret på ønsket om genopvækkelse af Kinas traditionelle værdier.
vitalistiske idéer og en forkærlighed for det erotiske. Især kredsede han om mytologiske fremstillinger af menneskehedens barndom. Et modernistisk gennembrud over en bred front indtraf ret sent i Danmark, idet det først for alvor brød løs under 1. Verdenskrig. Men
Élan vital er den skabende livskraft, som ifølge filosoffen Henri Bergson på vitalistisk måde styrer den biologiske udvikling; begrebet står således i modsætning til en mekanisk darwinisme. Læs mere i Den Store Danske Henri Bergson vitalisme
vitalistisk naturopfattelse, der omfatter både den levende og den døde natur. Dertil føjer sig en lang række lærebøger i erkendelsesteori og logik. Forholdet imellem Sjæl og Legeme (1849) er en af de udførligste behandlinger af det psykofysiske problem, der findes
vitalistisk holdning om et overskudsmenneske, der bliver morder og ender som moderne Kristusfigur. Alnæs fulgte succesen op i idéromanen Gemini (1968). Den dokumentariske bog Svart snø (1976) og den prosalyriske Naturkatedral (1976) er engagerede indlæg i miljødebatten. Romanerne Musica (1978) og