virkningskvantet
Virkningskvantet, se Plancks konstant.
Virkningskvantet, se Plancks konstant.
virkningskvantet, er en fundamental naturkonstant med værdien h = 6,626070040·10-34 J∙s (joule gange sekund). Konstanten blev indført af den tyske fysiker Max Planck, der i 1900 viste, at et elektromagnetisk felt med frekvens ν kun kan modtage
virkningskvant (Plancks konstant, h) som et mindstemål for "virkning", dvs. produktet af energi og tid, i forbindelse med Plancks forklaring af hulrumsstråling. Et strålingskvant (foton, lyskvant, gammakvant) er den mindste energi, hν, der kan udsendes som elektromagnetisk stråling med frekvensen
virkningskvant", når strålingen vekselvirkede med stof. Som de fleste i samtiden afviste han i mange år Einsteins lyskvantehypotese fra 1905, ifølge hvilken det er selve strålingen og ikke blot vekselvirkningen mellem stråling og atomer, der er kvantiseret. Usikkerheden omkring kvanteteoriens
Virkningskvantets endelige størrelse foreskriver, ifølge Bohr, vilkår for observation, der ikke findes i klassisk fysik. Der vil således altid være en principielt ukontrollerbar vekselvirkning mellem måleapparaturet og det atomare objekt. Bohr pointerede, at ordet fænomen derfor "udelukkende (bør) anvendes til
kvanteteori blev overgangen fra klassisk mekanik til kvantemekanik foretaget ved at forlange, at virkningen kun kan antage værdier, der er et hel- eller halvtalligt multiplum af Plancks konstant (virkningskvantet). Læs mere i Den Store Danske mekanik kvantemekanik mindste virknings princip
virkningskvantet), forstås ofte således, at der dermed er klare eksempler på årsagsløse begivenheder. Forenklet sagt er der ikke nogen bevirkende årsager til, præcis hvornår det enkelte atom ændrer energitilstand og opsuger eller udsender stråling (jf. kvantemekanik). I dagligdagen og i
(Dansk Biografisk Leksikon)
virkningskvantet. Omkring århundredskiftet havde den tyske fysiker Max Planck ved at analysere hvorledes strålingen fra glødende legemer fordeles på forskellige bølgelængder vist at strålingsenergien ikke kan være ubegrænset delelig, men udsendes og optages i endelige portioner, kvanter, bestemt ved en