versificere
Versificere, (lat. versificare, af versus; se vers + -ficere), sætte på vers.
Versificere, (lat. versificare, af versus; se vers + -ficere), sætte på vers.
Versificering, (se versificere), det at versificere.
versificerede læsedramaer, sætter længe før Henrik Ibsen kvindeproblemer under debat. Rammen er et middelaldereventyr om en prinsesse, der har svoret ikke at gifte sig, og som med våbenmagt holder friere på afstand. Da drømmeprinsen kommer, overvinder hun ham på slagmarken
versificerede månedsavis Den Danske Mercurius, som han efter fransk forbillede og med kongelig understøttelse skrev og udgav fra sommeren 1666 til få uger før sin død. Hen ved 15.000 rimede aleksandrinere med europæiske nyheder blev det til i causerende journalistisk
Digte 1803 Blankverset er med sine frit skiftende udgange, frie pauseforhold, rige muligheder for metrisk vægtforskydning (således korjamber, se versfod) og diverse rytmiske nuanceringer et meget smidigt og mundret versemål. Derfor er det blevet næsten enerådende i nyere tids versificerede dramatik.
Versificerede breve kendes bl.a. fra de antikke romerske digtere Horats og Ovid. Horats' brevsatirer og epistler imiteredes originalt af Francesco Petrarca og i Alexander Popes politiske brevsatirer; de skimtes også bag Jens Baggesens Skiemtsomme Riimbreve (1807) og Poetiske Epistler (1814). Det
versificerede brevroman Varners poetiske Vandringer (fra digtsamlingen Procne, 1813) lever hovedpersonen lykkeligt i et seksuelt ufuldbyrdet ægteskab. Da hustruen ligger døende af en smitsom sygdom, drikker han døden af hendes læber i forvisning om at skulle opleve den sande, åndelige
versificerede skuespil med motiver hentet dels fra Bibelen, dels fra klassisk og engelsk historie, specielt A Phoenix too Frequent (1946) og The Lady's Not for Burning (1948, da. opførelse 1951: Damen vil nødig brændes). I sammenligning med Eliots poetisk
versificerede månedsblad Den Danske Mercurius (1666-77), der forherligede enevældens politik. Staten hæmmede med licenstvang og censur udgivelsen af de trykte medier helt frem til 1848, og den offentlige debat i aviser var tilsvarende begrænset. Blandt aviserne var det E.H
versificeret gendigtning af afsnit fra en andagtsbog. I overensstemmelse med datidens litterære skik blev hendes udgivelser efterhånden forsynet med mange hyldestvers. Her fremhæver Leonora Christina Ulfeldt hende som "norsk fakkelblus", mens Thomas Kingo roser "mesterinden" og tildeler hende digtningens laurbær