valravn
En valravn er et fabelvæsen, en ulv med fuglekrop og vinger – i dansk folkevisetradition en mand, der forvandlet til en ravn kun kan forløses ved at drikke et drengebarns blod. Læs mere i Den Store Danske fabelvæsener ravn (symbolik)
En valravn er et fabelvæsen, en ulv med fuglekrop og vinger – i dansk folkevisetradition en mand, der forvandlet til en ravn kun kan forløses ved at drikke et drengebarns blod. Læs mere i Den Store Danske fabelvæsener ravn (symbolik)
(Nordisk Mytologi)
Valravn, se ravn.
(Symbolleksikon)
Valravn, emnet behandles i artiklerne nedenfor. Se også ravn og valkyrier.
valravnen, en forvandlet, dæmoniseret mand, der jagter blod fra spædbørn. De dystre sider af ravnens symbolik er også udfoldet i Edgar Allan Poes digt The Raven (1845) og i Thorkild Bjørnvigs store stjernebilleddigt Ravnen (1968). Læs mere i Den Store
valravn, varulv og kirkelam. Fabelvæsenerne optræder tidligt i litteraturen. De findes i Bibelen og hos klassiske naturhistorikere som Aristoteles, Ktesias og Plinius, hvorfra de vandrer ind i Physiologus og bestiarierne (se bestiarium) samt i rejsebeskrivelser som Aleksanderromanen og Mandeville, og
Sorten Muld. Denne tradition fortsatte ind i 2000-t. med bl.a. Valravn. Oprettelsen af folkemusiklinjen på Det Fynske Musikkonservatorium i 1998 markerede, at den nye folkemusik var blevet en etableret genre i musiklivet. Læs mere i Den Store Danske folkemusik
et andet menneskes hud, eller det kan ske som en forvandling til et dyr, fx en ulv (varulv), en fugl (at kunne flyve iklædt en fjederham, at blive en valravn). Blandt hamskiftere eller "hamløbere" er også maren. Se også hamingja.
Valravn (1896). De har forlæg i Stuckenbergs eget ægteskab, som var præget af kriser og periodisk separation. Prosaværkerne Sol (1897), Hjemfalden (1898) og Asmadæus (1899) er tragiske og symbolske fortællinger om modstridende tilbøjeligheder til tryghed og oprør. I Vejbred (1899), en
(Dansk litteraturs historie)
Valravn. To Fortællinger (1896, udgivet 1908 sammen med den lille roman Sol) og i eksistensstudien om forbrydelse og straf, romanen Hjemfalden (1898). Valravn og Hjemfalden er begge delvise jeg-fortællinger, som vikler historierne ind i en subjektiv nervøsitet og drømmende
(Dansk litteraturs historie)
valravnen, og kun formår at udskyde den time, da ung Harald indhentes af sin skæbne. Oehlenschläger retter sit sproglige skyts direkte mod sanser og nerver, samtidig med at han holder en virtuos formal disciplin i metrik og rimmønstre. „Valravnen“ er