valensbindingsteori
Valensbindingsteori, VB-teori, se kemisk binding.
Valensbindingsteori, VB-teori, se kemisk binding.
Valensbindingsteori Elektronparbegrebet blev efter kvantemekanikkens fremkomst i 1920'erne videreudviklet, først og fremmest af L. Pauling, til den såkaldte valensbindingsteori, ofte forkortet VB-teori. Princippet er stadig, at covalente bindinger opstår ved, at de indgående atomer donerer nogle af deres
valensbindingsteori, der udvikledes i 1930'erne, først og fremmest af L. Pauling. Hybridorbitaler er blandinger af s-, p- og d- orbitaler. De eneste orbitaler, som stadig anvendes i nævneværdigt omfang, er de klassiske sp-, sp2- og sp3-orbitaler. En spndm
valensbindingsteorien) om den kemiske binding. Her benyttede han begreber som hybridisering, resonans og elektronegativitet, begreber, som nu er almindeligt anvendte. Allerede som ganske ung havde Linus Pauling interesseret sig for de komplicerede strukturer af silikater. Denne interesse udvikledes til en
valensbindingsteorien, molekylorbitalteorien og ved kvanteteoretiske metoder ikke blot forståelse af den detaljerede mekanisme bag kemiske omsætninger, men også mulighed for at forudsige nye reaktioner eller vælge de til enhver tid bedste reaktionsbetingelser. Herved har den organiske kemi udviklet sig fra