tværskib
Tværskib, lat. transept, i kirkearkitektur en bygningsdel indskudt på tværs af hovedaksen, oftest mellem langskib og kor, så kirkens grundplan danner et latinsk kors. To sæt tværskibe kan også forekomme.
Tværskib, lat. transept, i kirkearkitektur en bygningsdel indskudt på tværs af hovedaksen, oftest mellem langskib og kor, så kirkens grundplan danner et latinsk kors. To sæt tværskibe kan også forekomme.
tværskib mod nord, i 1634 et tværskib mod syd og i 1691 blev det nordlige tværskib forlænget. Vest for kirken ligger der et langt gravkapel med to fløje på nordsiden fra 1600- og 1700-tallet. Sankt Petri Kirke er i
tværskib mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage. Over kapellet og tværskibet er der dobbelte tage. Den romanske kirke Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer
ladningsfordeling. Tværskibs styrke opnås ved tværskibs skotter og ved rammespanter. Den britiske skibskonstruktør J.W. Isherwood anses for ophavsmand til systemet, der blev indført i begyndelsen af 1900-t. og i slutningen af 1900-t. bruges til de fleste store skibe.
tværskib og kor fra 1892. Hovedindgangen er i tårnet mod vest. De markante ombygninger har sat deres tydelige præg på kirken. I dag står kirken kalket gult med røde tegltage. De ældste del af kirken finder man i skibets kløvede
tværskibe udvikledes mod en korsplan, hvis skibe blev overhvælvet med kupler: Apostelkirken i Konstantinopel (550) og Johanneskirken i Efesos (565). Vigtige eksempler på kirker med en egentlig centralplan er Sergios og Bakchoskirken i Konstantinopel (før 536) og San Vitale i
tværskibe og en pragtfuld koromgang med krans af kapeller. Med en samlet længde på 187 meter (inklusive den store forhal fra ca. 1150 og de to vesttårne fra ca. 1225) var Cluny III middelalderens største sakrale bygning. Den var et
tværskibe. Dens markante facade med dobbelte tårne er i mørk nexøsandsten, og den har skifer- og kobbertage. Kirken Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men Eliaskirken er orienteret mod pladsen foran, da den er indpasset i en boligkarré. Mod
tværskibenes gavlvinduer og korets høje vinduer. Forsynet med glasmalerier gav de lyset en enestående polykromi. Alt dette kulminerede i oplevelsen af selve rummet, hvor midtskibets rækker af rigt profilerede søjleknipper løb i vejret og gav afsæt til hvælvenes ribber og
tværskib(e), kapel(ler) og tårn(e); dåbskapel (baptisterium) og klokketårn (kampanile) kan også være fritstående bygninger. Den rektangulære langhuskirke var op til 1900-t. den mest fremherskende kirketype. Den muliggør en klar adskillelse af kor og skib og frembyder