trykkefrihed
Trykkefrihed, se ytringsfrihed og censur.
Trykkefrihed, se ytringsfrihed og censur.
trykkefrihed i 1766. I Danmark-Norge fandt noget tilsvarende sted, da Struensee ved en forordning i sept. 1770 indførte trykkefrihed: Den indskrænkedes imidlertid i oktober 1771 og endnu mere ved hans fald i januar 1772; forholdene lempedes under A.P. Bernstorff
trykkefrihed, som indeholdt en række straffebestemmelser. Overtrædelser af trykkefriheden skulle dog stadig pådømmes ved de almindelige domstole. Loven havde imidlertid en § 20, der fastsatte livsvarig censur for den forfatter, der én gang havde fået dom i en pressesag. Denne tunge
Trykkefrihedens Rette Brug, dansk forening, stiftet af liberale i 1835 på baggrund af rygter om en forestående indskrænkning af den i forvejen stærkt begrænsede trykkefrihed. Selskabet fik betydelig tilslutning (ca. 5000 medlemmer i 1839) med afdelinger over hele landet. For
trykkefrihed gav byen ry for tolerance, som dog havde sine grænser: Fx blev filosofferne Grotius og Spinoza forvist pga. deres meninger. Byen fik gennem det hollandske Ostindiske Kompagni (1602) monopol på handelen med kolonierne i Asien (nuv. Indonesien). Amsterdams bank
trykkefrihed, siden regeringscensuren ophævedes 1824. Der opstod tidligt mange aviser pga. de store afstande mellem byerne. Aviserne kunne ikke konkurrere indbyrdes. Først Murdoch formåede fra 1964 at forcere de regionale skillelinjer med The Australian, redigeret i Canberra og trykt såvel
trykkefrihed. Constants romaner Hans første dagbog, fra 1803, er allerede næsten en roman om en mand mellem to kvinder og peger direkte på Constants litterære projekter. Det blev til i alt tre romanforsøg, alle mere eller mindre selvbiografiske. Fra omkring
trykkefriheden i 1770'erne. Priser Carl H.K. Zakrisson har modtaget bl.a. Lis Ahlmans Æreslegat (2007), Knud V. Engelhardts Mindelegat (2010) og den svenske Berlingpriset (2011). Den 19. maj 2011 modtog Carl Zakrisson Den Danske Bogdesignpris for sin tilrettelæggelse af Dylan
Trykkefrihedslov af 1799 mistede Colbiørnsen dog den popularitet, han siden 1790 havde nydt i liberale kredse. Efter en konflikt med Danske Kancellis præsident, Frederik Moltke, blev han 1804 justitiarius i Højesteret og beklædte posten til sin død, selvom han pga
trykkefrihed, men blev som følge af sagen 1836 afskediget som professor, dog med fuld løn. Fra 1839 blev han efterhånden mere konservativ; han var navnlig modstander af almindelig valgret og af de nationalliberales Ejderpolitik. Indtil 1864 var han for det