tristesse
Tristesse, (fr., af triste), sørgmodighed; let opgivende, pessimistisk stemning.
Tristesse, (fr., af triste), sørgmodighed; let opgivende, pessimistisk stemning.
tristesse (1954, på dansk Farlig sommerleg, ved Thorkild Hansen 1955, nyoversat Bonjour tristesse, 2016), der med sin frigjorthed gav tonen for de følgende romaner med deres variationer over borgerlig overfladiskhed og dens sammenstød med medrivende kærlighedsforhold. Forfatterskabet omfatter også teaterstykker
tristesse over Frederik 2.s sidste år. Hans venner var alle døde, og "Der alte Fritz", som han blev kaldt, sad alene tilbage på det tidligere så livlige slot Sanssouci i Potsdam. Han forstod ikke romantikkens nye tanker og foragtede
tristesse. Han blev tidligt opdaget af kritikerne for fortællinger og romanen Wo warst du, Adam? (1951; da. Hvor var du, Adam?, 1955), og i 1951 fik han Gruppe 47s pris. Hans første store publikumssucces var romanen —und sagte kein einziges
Tristesse (1958, Farlig sommerleg), der dog med sit franske tema og optagelser på location peger frem til hendes rolle som amerikaner i Paris i samspil med Jean-Paul Belmondo i Jean Luc-Godards À bout de souffle (1960, Åndeløs), der
tristesse, fx i romanen Bjergets lyd (1949-54) og i den dekadente roman De sovende skønheder (1960-61). Han modtog nobelprisen i 1968. På dansk foreligger De tusind traner (1949-51, da. 1966) og Kyoto eller de unge elskende i
tristesse. Hans første digtsamlinger, Ny dansk politik (1965) med flere, udstillede sproglige klicheer og knyttede sig til 1960'ernes popkunst, mens bøger som Kærestesorg (1976) og Krage søger måge (1980) om kriser i parforhold og kønsroller placerede sig i tidens
(Symbolleksikon)
tristesse”. Pamuk sammenligner fx med Claude Lévi-Strauss' bog Tristes Tropiques og finder en væsensforskel: Den tropiske tristesse er set udefra, en vesterlænding der ser en frønnet, forfalden tropeby, hvis forfald han som tidligere koloniherre selv er skyld i, mens
(Dansk Biografisk Leksikon)
tristesse. Brillansen i hans fremstilling smeltede sammen med en vemodig smerte og en bunden varme der blev et stærkere kendetegn i hans modne roller. Han efterfulgte Poul Reumert som Herodes i En Idealist hvor han nok ejede de ydre betingelser
(Gyldendals Teaterleksikon)
og temaer, dels ud fra en eksisterende tradition i industrielle miljøer, dels under indtryk af efterkrigstidens tristesse og atomkrigens trussel. Relateret til Angry Young Men. Bibliografi: Lacey, S British realist theatre: the new wave in its context 1956-65 1995.