tektonisk
Tektonisk, (se tektonik), vedr. tektonik.
Tektonisk, (se tektonik), vedr. tektonik.
tektonisk miljø, har øbuebassiner en begrænset geologisk levetid på 5-30 millioner år, og de ender med at blive inddraget i bjergkædefoldningen. Oceanbund fra øbuebassiner kan tektonisk blive opskudt og danne ofiolitkomplekser. Andestype-orogener Hvor subduktionzonen ligger tæt på et
tektonisk og seismisk aktive øbuesystemer i Sydøst- og Østasien. Pladegrænserne markeres her af oceandyb ("dybhavsgrave"), hvor oceanisk lithosfæreplade synker ind og i de såkaldte subduktionszoner føres ned under øbuerne til 650-700 km dybde. Det er de tektoniske og magmatiske
tektoniske bevægelser under den kontinentale sokkel. Stillehavet er derimod mest omgivet af tektonisk aktive kontinentalmargener, hvor en dybhavsgrav, fx Chilegraven, adskiller dybhavssletten fra kontinenterne eller fra en øbue foran kontinentet som fx ved Aleuterne og Japan. Langs dybhavsgravene synker gammel
Tektonisk aktivitet Der er mange tegn på tektonisk aktivitet på overfladen. Der er dale, hvor dele af skorpen går fra hinanden på samme måde som den Østafrikanske Rift Valley. Nogle steder er skorpen krakeleret på grund af tryk fra underliggende
tektonisk foldet, hæves som foldebjerge. Udviklingen af foldebjerge tager flere mio. år. De højeste dannes, hvor to kontinenter kolliderer som fx i Himalaya. Foldernes hældning og rytmiske forløb med sadler (antiklinaler) og trug (synklinaler) afgør den videre landskabsdannelse. Med tiden
tektonisk uro. De centrale dele af Nordsøen og Ringkøbing-Fyn Højderyggen blev hævet, og forkastningsaktivitet prægede Den Fennoskandiske Randzone. En efterfølgende erosion medførte, at de mørkegrå marine lersten fra Tidlig Jura kun findes nord for Ringkøbing-Fyn Højderyggen og i
tektonisk forenet til en tyk kontinentskorpe under det tilgrænsende Svecofenniske Orogen. Her optræder også mange yngre granitter (1840-1750 mio. år) dannet ved en opsmeltning i den fortykkede skorpe, og for 1650-1510 mio. år siden størknede Rapakivigranit, gabbro og
tektonisk kortværk 1:500.000 (1970) og et geologisk kortværk 1:250.000 (1971) over Østgrønland samt bogen Geology of the East Greenland Caledonides (1971). Haller var professor ved Harvard University i USA 1964-1984. Her inddrog han andre områder i sit
tektoniske plader, er det præget af hyppige jordskælv og anden tektonisk aktivitet. På Nordøen ligger flere aktive vulkaner og områder præget af varme kilder, gejsere, svovlsøer og anden vulkansk virksomhed. På Sydøen findes kun varme kilder. Klimaet er generelt mildt