tatere
er en ældre og nedsættende betegnelse for romaer og senere, ligeledes nedsættende, også for natmandsfolk. Ordet har sin oprindelse i, at romaer tidligere blev antaget for at være tatarer. Læs mere i Den Store Danske natmænd romaer
er en ældre og nedsættende betegnelse for romaer og senere, ligeledes nedsættende, også for natmandsfolk. Ordet har sin oprindelse i, at romaer tidligere blev antaget for at være tatarer. Læs mere i Den Store Danske natmænd romaer
tatere, rakkere og kæltringe. Disse betegnelser dækkede også over andre vandrende folk. Igennem historien er disse grupper blevet set på med skepsis og fjendtlighed. I Danmarks første udlændingelov, Fremmedloven fra 1875, står der således at: ”Udenlandske Tatere, Musikanter, Forevisere af
tatere mfl.) folk med tyrkisksproget baggrund (balkarer, karatjajer, kumykker og nogajer) I den bredere kaukasiske betydning regnes også de sydkaukasiske kartveler (georgiere, inkl. adsjarer, mingreler og svaneter), armeniere og azeriere med samt en række mindretal som mskhetere (tyrkisksprogede muslimer fra
tatere og natmænd. På dansk og andre europæiske sprog ses en tiltagende udvidet brug af ordet, hvor man beskriver personer, fx politikere og statsledere, der i vide kredse er foragtede på grund af deres personlige holdninger og handlinger, som pariaer
tatere), kæltringer eller natmænd og gav sig af med lignende arbejde. Ordet rakker, der er nævnt første gang i Christian 2.s rigslove fra 1522, var allerede i 1700-tallet et skældsord. Antallet af rakkere blev i 1835 anslået til
tatere, er relativt usynlige, mens de sigøjnere, som siden 1960'erne er indvandret fra bl.a. Sverige, Norge, Polen, Italien, Frankrig og det tidligere Jugoslavien i højere grad har påkaldt sig opmærksomhed. De er i den forbindelse ofte blevet opfattet som
fortrolig med alt og alle fra de store vidders ensomhed til hosebindingen og fra rakkere og tatere til velstående hedebønder. I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension; et halvt år efter døde han. Se også Blicher-selskabet.
Tater, se tatere.
tatere, tiggere, løsgængere og indtil 1850 fattige jøder. Fremmedloven af 1875 opretholdt i vidt omfang principperne i en forordning fra 1828 om de "Foranstaltninger, der blive at træffe for at hindre reisende Håndværkssvendes omflakken i Landet, m.m.". En væsentlig forskel
(Danmarkshistorien)
tatere, ej heller give dem sakramentet, „men lade dem dø, som var det tyrker og begrave dem uden for kirkegården som hedninger”. Hverken sognepræsterne, lensmænd eller befolkningen har åbenbart efterlevet det officielle syn på dem i praksis. Og da Fyns