tandben
er et knoglelignende væv, som udgør hovedparten af en tand. Læs mere i Den Store Danske tænder
er et knoglelignende væv, som udgør hovedparten af en tand. Læs mere i Den Store Danske tænder
tandben (dentin); de er af afgørende betydning for fødeindtagelse, fx byttefangst, og manipulation af fødeemner. Den store variation i udformningen af de enkelte tænder og hele tandsæt afspejler den yderst forskelligartede levevis blandt hvirveldyr. Visse dyr har store tandpar beregnet
tandben), da den emalje, der findes på den unge tand, hurtigt slides af. Hos den afrikanske elefant har begge køn stødtænder, mens det hos den indiske kun er hannen, der har veludviklede stødtænder; hunnens stødtænder er små og rager ikke
i legemet. I penis dannes hos mange pattedyr, bl.a. ulve, hunde, bjørne og sæler, en knogle, baculum, i skillevæggen mellem svulmelegemerne. Nært beslægtet med knoglevæv er det bindevævspræformerede tandben, dentin, se tænder. Læs mere i Den Store Danske knogle bindevæv
(lex.dk)
Dentin er den latinske betegnelse for tandben, som er tandens hovedbestanddel. Dentinen er i tandkronen dækket af emalje, og på tandroden er dentinen dækket af cement. Læs mere på lex.dk tandben tænderne
(lex.dk)
er i odontologien betegnelsen for det tandmateriale, der dækker tandroden fra tandhalsen til rodspidsen. Cementen er knoglelignende og danner fæste for rodhinden, som forbinder tandroden med kæbeknoglen. Læs mere på lex.dk tænderne tandben rodbehandling
(lex.dk)
tandben (dentin) i både det primære (mælketandsættet) og det permanente tandsæt (de blivende tænder). I alle beskrevne tilfælde er dentinen blød. Det betyder, at den overliggende normale emalje kan knække af (frakturere), og at kronerne på tænderne, der er ramt
(lex.dk)
tandben. Odontoblasterne sidder på dentinen ind mod tandens hulrum, pulpahulen (cavum pulpae), der indeholder nerver og kar. Odontoblaster er karakteriseret ved, at de ligger side om side, og ved at de sender en lang udløber ud gennem dentinen fra pulpahulen