sure bjergarter
Sure bjergarter, magmabjergarter med mere end 63 vægtpct. SiO2, hvilket viser sig i et indhold af kvarts. Et eksempel er granit (se bjergarter).
Sure bjergarter, magmabjergarter med mere end 63 vægtpct. SiO2, hvilket viser sig i et indhold af kvarts. Et eksempel er granit (se bjergarter).
bjergarter udgør magnesium 35 g/t, i mafiske bjergarter 10 g/t og i sure bjergarter blot 2 g/t, hvilket især skyldes aftagende indhold af olivin og pyroxen fra ultramafiske til sure bjergarter. Magnesium er hovedbestanddelen af mange bjergartsdannende mineraler. Ud over
bjergarter som basalt til ca. 20 g/t i sure bjergarter som granit. Granitpegmatitter indeholder selvstændige thoriummineraler. Nogle typer af nefelinsyenitter, fx Ilímaussaq-kompleksets lujavritter, har helt op til 2000 g/t thorium. Få mineraler har thorium som en hovedbestanddel; de vigtigste
sure bjergarter bliver klipperne hyppigt farvet gulgrønne af landkortlaver. Nogle grønlandske individer er anslået at være ca. 6.000 år gamle og er således blandt Jordens ældste levende organismer. I Danmark findes der ca. ti forskellige arter. En af mere almindelige
sure bjergarter, hvor det udgør 40-100 g/t. I skifre findes i gennemsnit 600 g/t, i laterit op til 4000 g/t, i dybhavsler 6000 g/t og i båndede jernmalme op til 12,9 vægtpct. (129.000 g/t). Havvand indeholder 0,003 g/t
Intermediære bjergarter, magmabjergarter med 52-63 vægtpct. siliciumdioxid, SiO2, dvs. intermediære mellem sure og basiske bjergarter. Se også bjergarter.
bjergarter fx i fire grupper: sure > 63% SiO2, intermediære 52-63%, basiske 45-52% og ultrabasiske < 45%. En anden metode er at inddele bjergarter efter alkalinitet. Alkaline bjergarter har et højere indhold af Na2O + K2O end andre magmabjergarter
sure og intermediære bjergarter (andesitter og rhyolitter). Hertil kommer 5-10% vulkanoklastiske bjergarter (tuffer, agglomerater) og sedimenter. De ældste lavabjergarter stammer fra begyndelsen af Miocæn for ca. 25 mio. år siden. Klimaet var i begyndelsen af Miocæn en del varmere
sure forhold. Forvitring Jordbundsdannelsen begynder med forvitring af fast bjergart, fx grundfjeld, som ofte består af granit, gnejs eller basaltiske lavabjergarter, eller af sedimentære bjergarter som lerskifer, sand- eller kalksten. Forvitring begynder med vejrsmuldring, der især skyldes svingninger i fugtighed
bjergarter var fremkommet ved blanding af basiske og sure smelter og introducerede derved den stadig gældende opfattelse, at magmaer kan blandes. Da Heidelberg fik indlagt gas, konstruerede Robert Wilhelm Bunsen i 1855 bunsenbrænderen til laboratoriebrug. Fra 1855-59 undersøgte han