snabel
Snabel, udvækst i dyrs mundregion, der tjener til fødeoptag. Elefanternes snabel dannes af den stærkt forlængede næse og overlæbe. Den er meget muskuløs og bevægelig, og vand suges op i de to næsekanaler, inden det sprøjtes ind i munden; den
Snabel, udvækst i dyrs mundregion, der tjener til fødeoptag. Elefanternes snabel dannes af den stærkt forlængede næse og overlæbe. Den er meget muskuløs og bevægelig, og vand suges op i de to næsekanaler, inden det sprøjtes ind i munden; den
Snabel-a er det danske navn for tegnet @. Snabel-a'et er placeret mellem adressatangivelse (fx mads.skjern) og domænenavn (fx korsbaek.dk) i e-mailadresser, fx mads.skjern@korsbaek.dk. I engelsk handelskorrespondance angiver tegnet traditionelt 'pr. enhed' og kaldes commercial at sign. Snabel
snabel, der gemmes i en indposning i kroppen. Der kendes ca. 1.300 arter, hvoraf hovedparten findes i havet. Alle slimbændler er rovdyr, og snabelen slynges ud for at fange byttet, fx orme. På spidsen kan findes stiletter, der ofte står
snabel, stort hoved, store pladeformede ører, kort hals, tøndeformet krop og kraftige søjleformede ben. Kranieknoglerne har talrige hulrum for at mindske vægten. Snablen Snablen er resultatet af en sammenvoksning mellem overlæbe og næse i fosterstadiet. Hos den voksne elefant er
snabel, som er hæftet til en kraveformet midtregion lige over munden. Selve kroppen er cylindrisk, og den forreste del har på hver side en række gællespalter, som er gennembrud fra tarmen; gattet sidder i bagenden. Der findes et blodkarsystem med
snabel og mangel på mundåbning og tarmsystem. Der kendes ca. 700 arter. Kradsere bliver omkring 1-2 cm lange, enkelte arter op til 90 cm. Dyret er opdelt i to dele, den forreste tornebesatte snabel og hals, der kan trækkes
snabelen til en bispestav og følgelig navnet til biskop (’bishop’). I Frankrig blev snabelen til en narrestav og brikkens navn ’fou’ (nar, tåbe), mens man mod nord i Tyskland (’Läufer’) og Norden ’løber’ fokuserede på den store bevægelighed. Se også
snabel. Nogle suger nektar, andre tager ikke føde til sig. De store arter (Tipulidae) findes hyppigst på enge og marker, hvor hunnerne ved hjælp af et spidst læggerør placerer deres æg i jorden. Nogle arters larver kan blive 40 mm
Snabelen, som bruges til at suge nektar i blomster, varierer i form og længde som tilpasning til forskellige blomster. Nektaren suges op og føres ned i en opsvulmet del af fortarmen, honningmaven. Bier lever af nektar og er derfor afhængige
snabel og fire klare vinger; bagbenene er springben. De suger plantesaft, i reglen på unge skud og blade af én planteart, nogle på grene eller underjordiske plantedele. Ekskrementerne er flydende, sukkerholdige og tiltrækker myrer og fluer. Nogle laver galler, men