skelettere
Skelettere, (se skelet), pille kødet af knoglerne; lægge skelettet blot.
Skelettere, (se skelet), pille kødet af knoglerne; lægge skelettet blot.
skeletteres, så kun ribberne står tilbage. Visse arters larver udvikler sig inde i plantevæv, hvor de danner galler, fx Pontania-arter på blade af pil. Mange bladhvepselarver lever selskabeligt og ses derfor i iøjnefaldende mængder på planterne. Flere af disse
skeletteret menneske. Andre bemærkelsesværdige arbejder er gravskulpturen af Filippa af Geldern (død 1547, Chapelle des Cordeliers, Nancy) og Gravlæggelsen (ca. 1554-64) i kirken Saint-Étienne i Saint-Mihiel med 13 figurskulpturer i naturlig størrelse. Læs mere om fransk billedkunst
skeletteret tilstand fandt hvile i dysser og jættestuer. Anlæggene ved Sarup er de første rituelle pladser af denne type, der blev erkendt og udgravet i Danmark, deraf betegnelsen Sarup-pladser. Lignende anlæg kendes som causewayed camps, enceintes eller Erdwerke fra
(Danmarks Oldtid)
skeletterede. Det er formentlig, hvad der skete i grøfterne, hvor de dødes knogler senere blev genopgravet for at blive anbragt et andet sted. Man kalder den slags begravelser for sekundære, og det er en skik, der kendes fra mange kulturer
(Trap Danmark)
skeletterede tyrekranier), forbundet med guirlander og udført i stuk. Der er kassetteret loft i portiken. Indgangsdøren bag søjlerne er en af Abildgaard yndet type med bredt rammetræ og små fyldinger. Marmoret om fløjdøren fik man også fra Christian VII’s
(Dansk Biografisk Leksikon)
skeletterende karakter, men han slår sig aldrig til ridder på dem, tværtimod yder han dem fuld anerkendelse hvor han kan; det gælder ikke mindst "vor ærlige Hvitfeld". Selv var han naturligvis heller ikke ufejlbarlig. Hans hurtige arbejdsmåde kunne spille ham
(Danmarkshistorien)
skeletterede. Så uigennemskuelige de ritualer, der lå bag den slags knogleflytninger, end kan forekomme, så synes de dog bedst at kunne forklares ud fra den forfædrekult, som havde været praktiseret gennem størstedelen af bondestenalderen. Ved begravelsen – eller måske snarere genbegravelsen
(Danmarkshistorien)
skeletterede lig, der blev gravsat i gravkamrene. I Mecklenburg-Vorpommern, syd for Østersøen, kunne man også melde om jættestuer, hvor kammergulvet var opdelt i fra fire til otte sektioner. Desuden viste det sig, at skeletresterne ofte bestod af et udvalg
(Danmarks Oldtid)
skeletteret, inden de kom på ligbålet, er ikke til at sige. Men noget tyder faktisk på det sidste. På gravpladsen var der også en gravgrube med et velbevaret hundeskelet, en unghund af jægerstenalderens sædvanlige spidstype. Alt tyder på, at der