semitisk
Semitisk, 1. vedr. semitter; 2. jødisk. Se også semitter og semitiske sprog.
Semitisk, 1. vedr. semitter; 2. jødisk. Se også semitter og semitiske sprog.
semitiske sprog, hvoraf det klart største er arabisk, fulgt af amharisk, tigrinsk og hebraisk. De tidligste skriftlige vidnesbyrd fra den semitiske sprogfamilie stammer fra midten af det 2000-tallet f.v.t., og op gennem historien har semitiske sprog spillet en enorm
semitiske sprog har udviklet sig fra. Dette grundsprog er ikke bevidnet i overleverede kilder, men kan delvist rekonstrueres ved sammenligning mellem de historisk kendte semitiske sprog. De semitiske sprog er nært beslægtede og opviser især i deres ældste former mange
semitiske filologer har vundet international anerkendelse, bl.a. F. Buhl, som ydede en særlig indsats inden for bibelsk hebraisk og bidrog til Gesenius' leksikon med semitiske etymologier, og Johs. Pedersen, som bidrog til afklaring af klassifikationsforhold i de semitiske sprog i
semitisk og til de semitiske enkeltsprog. De første semitisktalende gruppers etniske og racemæssige sammensætning kan ikke afgøres med sikkerhed, men med tiden blev semitiske sprog taget i brug af mennesker med mange forskellige baggrunde fra forskellige områder, hvor sprogene blev
semitisk og tchadisk. Betegnelsen hamito-semitisk blev indført i midten af 1800-tallet og blev den traditionelle. Den ansås dog for at være uhensigtsmæssig, da de "hamitiske" sprog ikke står som én samlet sprogfamilie over for semitisk. Betegnelsen afroasiatisk har
semitiske sprog; især ligner det klassisk arabisk. Det adskiller sig dog fra de øvrige semitiske sprog i flere henseender: De karakteristiske semitiske strube- og svælglyde samt j forsvandt næsten efter ca. 2000 f.v.t. Efter 1600 forsvandt også w. Grammatisk udmærker
semitiske alfabeter betegnede bogstaverne kun de konsonantiske lyde. Vokalerne blev ikke angivet i skriften, men pga. de semitiske sprogs struktur er ordene alligevel genkendelige. Skrifttegnene menes oprindelig at have været forenklede hieroglyffer. En tidlig form for semitisk skrift (ca. 1500-tallet
semitiske sprog Aramæisk hører til den nordvestsemitiske gruppe inden for de semitiske sprog. Denne gruppe er en del af den centralsemitiske gruppe, hvor også arabisk hører til, og centralsemitisk er på sin side en del af den vestsemitiske hovedgren af
semitisk sprog med en næsten 3000 år gammel kulturhistorie. Det er sproget i Det Gamle Testamente og senere jødiske skrifter, bl.a. Dødehavsteksterne, og indtager således en særlig plads i både jødedommen og kristendommen. Moderne hebraisk eller ivrit er det dominerende