sefardisk
Sefardisk, (se sefardim), knyttet til sefardim, fx særlig hebraisk sprogform; jf. askenasisk.
Sefardisk, (se sefardim), knyttet til sefardim, fx særlig hebraisk sprogform; jf. askenasisk.
Sefardiske jøder er efterkommere af de jøder, som boede i Spanien og Portugal før uddrivelsen i 1492. De sefardiske jøder bosatte sig især i Nordafrika, Italien, Tyrkiet, Mellemøsten og på Balkan, hvor de fastholdt deres jødisk-spanske sprog og kultur
af en overrabbiner, som sammen med den sefardiske udgør overrabbinatet. Deres livsmåde, institutioner og ritus er som de sefardiske jøders bundet til Bibel og mishnah. Alligevel er der store forskelle imellem disse to hovedgrupper, både hvad livssyn og praksis angår.
sefardiske jøder udviklede en karakteristisk hebraisk skrift og en raffineret kalligrafi under arabisk påvirkning, og jødisk bogmaleri skabtes i nært samarbejde med arabiske og kristne miniatureskoler. Med jødernes fordrivelse fra Spanien i 1492 spredtes den sefardiske kultur i landene omkring
sefardiske med udgangspunkt i de spanske jøders sprog (ladino, judesmo). Den mest udbredte moderne udtale i Israel er hovedsagelig den sefardiske, men med kraftig påvirkning fra den ashkenaziske. Grammatik Ordene dannes ligesom i andre semitiske sprog af en rod, der
sefardiske praksis i Shulhan Arukh (hebraisk 'Det dækkede bord') er med Moses Isserles' tilføjelser om ashkenazisk praksis fortsat basis for rabbinske afgørelser. Som kabbalist fik Karo især betydning gennem sine disciple, heriblandt Moses Cordovero (1522-1570), som blev den klassiske
sefardiske miniaturekunst nonfigurativ i den arabiske periode, derefter påvirkedes den af gotikken. Ashkenazisk billedkunst fulgte tilsvarende traditioner i Italien, Tyskland og Frankrig. En karakteristisk mikrografi (dekorativ minimalskrift) praktiseredes af både sefardiske og ashkenaziske skrivere. Illumination af hebraiske håndskrifter fik en
sefardiske jøder, som indvandrede hertil langt tidligere. Enkelte retter forekommer dog, således kuba (kødboller i dej), falafel, syltede citroner og sabbatretten hamin (gryderet på høne med ris eller bulgur og hele æg), en pendant til den østjødiske cholent. Flere sefardiske
sefardiske (omkring Middelhavet) og den ashkenaziske (i Central- og Østeuropa). Yderligere påvirkning fra omgivelserne førte til deling i lokale stilretninger, men fælles for dem er de liturgiske tekster på hebraisk. Alle traditioner og deres underformer findes og påvirker hinanden i
sefardiske jøder. Altona kom 1640 under den danske krone. Byen fik købstadsrettigheder i 1664 og udviklede sig til Hamburgs konkurrent med betydelig søhandel og — under Napoleonskrigene— smugleri. I slutningen af 1700-tallet var Altona en af de største byer under