salighed
Salighed, lat. beatitudo, kristendommens udtryk for delagtighed i Guds frelse. GT betragter det menneske som saligt, over hvis liv der hviler en lykke fra Gud (jf. Sl. 1). I NT prises den salig, som Gud er nær i Kristus, og
Salighed, lat. beatitudo, kristendommens udtryk for delagtighed i Guds frelse. GT betragter det menneske som saligt, over hvis liv der hviler en lykke fra Gud (jf. Sl. 1). I NT prises den salig, som Gud er nær i Kristus, og
salighed (lat. beatitudo). Den højeste lykke findes i troen, i det at se Gud, ligesom den dybeste ulykke er Guds fravær fra eller forstødelse af den enkelte. Augustin foretog omkring 400 en sammentænkning af kristendom og nyplatonisme. Hos Plotin, som
saligheden i denne verden er derfor at være på vej tilbage til den intethed, hvoraf Gud har skabt os. At søge Gud er det samme som at virkeliggøre sin bestemmelse, mens flugten fra Gud er lig med at handle imod
salighedens evige skuen af Gud. Anselm er især kendt for det såkaldte ontologiske gudsbevis og for sin formulering af den objektive forsoningslære. Udformningen af det ontologiske gudsbevis findes i værket Proslogion, 'Tiltale': Da Gud er den genstand, i forhold til
salighed og skyldes en utilstrækkelig forståelse af altings guddommelige orden. Værker I sin levetid udgav Spinoza kun et værk om Descartes' filosofi samt (uden forfatternavn) Tractatus theologico-politicus (1670, Teologisk-politisk afhandling), som rejste en storm af forbitrelse imod ham
salighed. Hendes navn betyder netop 'den, der gør salig'. Baggrunden er den niårige Dantes betagelse ved mødet i Firenze med den jævnaldrende Beatrice Portinari. I Den guddommelige komedie får hun sin forløsende funktion som den, der fører Dante til Paradisets
salighed, mens Hades bliver fortabelsens sted. Elysionbeskrivelserne hos Homer og Platon samt hos Vergil i Æneiden 6. sang har været forbilleder for kristne forestillinger om Himlen og Paradiset, måske tydeligst i Dantes Den guddommelige Komedie (1307-1320). Læs mere i
salighed og harmoni. Denne type aura opstår i hjernens limbiske system, og det har været overvejet, om den del af hjernen har særlig betydning for kunstnerisk skaben. Nutidens epilepsiindsigt begyndte med J.H. Jacksons beskrivelse i 1861 af partielle anfald og
salighed er denne allerede til stede. Erindringen er stor og skøn, med en glans af Gud over sig. Historiens minder om helte er en kilde til glæde ligesom erindringen om fortids lykke og smerte. Intet vil jeg i mindets gyldne
salighed. Fortabelse er ensbetydende enten med udslettelse eller evig fortvivlelse og pine i helvede. I kristendommen er trosforholdet til Kristus som Guds søn afgørende for udfaldet af dommedag, da han er udtryk for Guds frelsesvilje (jf. Joh. 3,16 ff