sacrum
Sacrum, (lat., egl. det hellige ben), inden for anatomi korsbenet.
Sacrum, (lat., egl. det hellige ben), inden for anatomi korsbenet.
til april blev ofret til guden, mens menneskebørn født i samme periode blev udstødt af samfundet, når de fyldte 21 år. Det er omdiskuteret, om ver sacrum oprindelig omfattede menneskeofring. Der kendes kun ganske få historiske eksempler på ver sacrum.
Sacrum collegium er et latinsk udtryk for kardinalernes råd.
Ver Sacrum, tidsskrift, der 1898-1903 blev udgivet i Wien af secessionisterne, se Sezession.
Sacrum imperium romanum nationis germanicae, Heiliges römisches Reich deutscher Nation, landene under den tysk-romerske kejser indtil 1806. En forudsætning for begrebet var Karl den Stores kejserkroning i 800 i Rom og tanken om translatio imperii, overførslen af det antikke
sacrum), som indgår i bækkenringen, samt endelig et variabelt antal halehvirvler. Ribbenene (undtagen de bageste) er fortil hæftet til et veludviklet brystben. Skulderbæltet er sammensat af skulderblad og nøgleben, der fortil støtter mod brystbenet . Nogle pattedyr, bl.a. kattedyr og hovdyr
sacrum, der til hver side danner stramme ledforbindelser med de to symmetriske hofteben, os coxae, som fortil forbindes af en tredje, stram ledforbindelse, symfysen. Korsbenet er hvirvelsøjlens nedre afsnit, dannet af sammenvoksede hvirvelanlæg; hos mennesket fem. De to hofteben er
sacrum imperium 'det hellige kejserrige'. Forholdet til pavestolen forblev dårligt. Ved Hadrians død i 1159 valgtes Alexander 3. til ny pave, men Frederik støttede modpaven, Viktor 4. Gensidige bandlysninger indledte et kirkeskisma, der kom til at bestå indtil 1177. I
Sacrum optræder seriel teknik sammen med træk fra renæssancemusik af bl.a. Carlo Gesualdo og Claudio Monteverdi. Igor Stravinskijs brug af serialismen er på nogle punkter lige så distanceret som hans brug af musik af Bach, men hans sene værker, hvoraf
Sacrum (1898). Arkitekturen I Wien var jugendstilens ledende arkitekter Joseph Maria Olbrich, Josef Hoffmann og Otto Wagner; sidstnævnte skabte en ny samhørighed mellem funktion og dekoration i sine stationsbygninger af støbejern og glas fra 1890'erne til Wiens Stadtbahn. Wienerarkitekterne