retterting
Retterting, se Kongens Retterting.
Retterting, se Kongens Retterting.
Retterting, eller blot Rettertinget, bestod af kongen og Rigsrådet i deres funktion som landets øverste domstol. Rettertinget kendes som domstol allerede i middelalderen, hvor det primært tog sig af jordsager. Navnet knytter sig til forestillingen om kongens domsmagt, som i
Retterting, vedrørte hovedsagelig rettigheder over fast ejendom. Kongens domstol dømte som regel i første instans og i konkurrence med tingene. Efter Reformationen blev Rettertinget øverste appeldomstol, og domsmagten blev her udøvet af kongen og rigsråderne. Ved de kirkelige domstole, hvor
Retterting. På forhånd blev herredagen kundgjort i alle landsdele, for at folk kunne udtage stævning til Rettertinget. Den sidste herredag blev afholdt i 1656, og institutionen afskaffedes sammen med Rigsrådet ved enevældens indførelse i 1660. Under enevælden anvendtes udtrykket "at
Retterting. Højesteret er Danmarks øverste domstol og var indtil 1814 tillige Norges. Retten har siden grundlæggelsen haft sæde i København og har afholdt sine retsmøder i slottene på Slotsholmen med enkelte afbrydelser. Efter Christiansborg Slots brand i 1794 indtil 1854 blev
Retterting, som opbevarer af rettens segl, sigillum ad causas, og som den, der udfærdigede kongebreve vedrørende retsplejen. Embedet opstod i 1300-t. under betegnelsen retter (justitiarius); fra 1400-t. rigens kansler. I rettertinget dømte han sammen med konge og rigsråder
Retterting. Selv om disse bestemmelser blev gentaget flere gange, synes der at have været lange perioder uden danehof. Det blev indkaldt af kongen og som oftest holdt i Nyborg omkring sankthans. Det har antagelig været en betingelse for beslutningernes gyldighed
rettertinget, og også i hertugdømmet Sønderjylland fungerede en drost på hertugens vegne som dommer. Efter drost Henning Podebusks død i ca. 1388 blev embedet ikke genbesat i Danmark i modsætning til i Sønderjylland, hvor det stadig fandtes langt ind i
retterting og rådhusretterne er der gengivet med vendingen "hånd skal hånd få". Begrebet er udtryk for den betragtning, at en ejer, som selv har betroet, fx udlånt eller udlejet, en løsøregenstand til en anden, må holde sig til denne anden
holdt retterting her, og i badstuen gik det lystigt til. Den unge prins, den senere Christian 2., blev en tid opfostret i hjemmet sammen med Bogbinders sønner, Ambrosius og Hans. Læs mere i Den Store Danske Danmarks historie i middelalderen