rebab
Rebab, (af arab. rabāb), især strøgne, men også knipsede strengeinstrumenter i den islamiske verden. Det er tidligst bevidnet i 900-t. og ses fx i form af spydfidel med 1-3 strenge. Lydlegemet kan bestå af kokosskal, der er dækket
Rebab, (af arab. rabāb), især strøgne, men også knipsede strengeinstrumenter i den islamiske verden. Det er tidligst bevidnet i 900-t. og ses fx i form af spydfidel med 1-3 strenge. Lydlegemet kan bestå af kokosskal, der er dækket
rebab, korthalsfidel tabl, cylindrisk tromme tar, tir, rammetromme af tamburintypen tbila, kedeltromme ud, kwitra, knipset korthalslut med 5-6 kor Koloniseringen og massemediernes indtog har i 1900-t. betydet fremkomsten af nye folkelige blandingformer, der benytter vestlige instrumenter; i 1930'ernes
rebab, ketuk og gongchime og tilhørende dans, som har lagt grunden til den moderne genre Jaipongan, den meget smukke Tembang Sunda, hvor episke digte akkompagneres af fløjte og zither, og Angklung, et fascinerende ensemble af rystebambus, traditionelt som ledsagelse til
udbredt i europæisk middelalder og renæssance. En pæreformet type med hvælvet bund, i slægt med den græske lyra, og en arabiskpåvirket (se rebab) med aflang krop er de to almindeligste. Under spillet holdes rebec enten i skulder- eller gambe-stilling.
rebab og zurna) har arabisk-indiske rødder. Med de store episke beretninger Mahabharata og Ramayana som udgangspunkt er områdets teatertraditioner ofte indbyrdes beslægtet, og siden har den arabiske og især indiske populærmusik, filmmusikken, sat sit præg på byernes lydbilleder. Minoritetsgrupper