rationalistisk
Rationalistisk, (se rationalisme), vedr. rationalisme.
Rationalistisk, (se rationalisme), vedr. rationalisme.
rationalistiske naturret Af renæssancens ændrede natursyn sammen med de religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter, som fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved, om Gud egentlig blandede sig i verdens gang, fulgte den rationalistiske naturret (latin ratio 'fornuft'). Denne naturretsopfattelse
rationalistiske prædiken i samtiden, og den indbragte ham en irettesættelse fra universitetet. Senere på året blev han grebet af en stærk bevidsthed om, at han var kaldet til at reformere den danske kirke, men lammedes af spørgsmålet, om han selv
rationalistisk teologi, som både den romantiske og den evangeliske vækkelse reagerede imod. Vækkelsesbevægelsen, som blandt sine forudsætninger havde landboreformerne i 1780'erne og skoleloven af 1814, kom til at præge kirkelivet afgørende i 1800-tallet. Bevægelsen splittedes i løbet af
rationalistisk indstillet og mente, at drømmene havde deres udspring i kroppen. Særlig berømt er drømmefortolkeren Artemidoros fra Daldis i Lydien fra 100-t e.Kr. Han udgav en drømmeanalyse i 5 bind, Oneirokritika, som var moderne i den forstand, at man
rationalistiske oplyste enevælde, som han praktiserede i sin 46 år lange regeringstid; han afskaffede tortur og religiøs diskrimination, forbedrede undervisningssystemet og koncentrerede samtidig magten hos sig selv og sit kabinet. Det stabile europæiske sikkerhedssystem, som var skabt ved Den Westfalske
rationalistiske filosofi og fandt stor udbredelse i den tidlige videnskabelige psykologi i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet; fx var den grundlaget for Harald Høffdings fremstilling i hans Psykologi (1882), der udkom i adskillige udgaver og oversattes til bl.a
rationalistisk hypotese om den menneskelige tænknings natur, som går tilbage til filosoffer som Thomas Hobbes og G.W. Leibniz. Deres idé var simpel og radikal; de mente, at al tænkning skyldes virkningen af en indre kalkule (et program). Det vil sige
Rationalistiske præster og lærere ønskede at fremstille kristendommen som hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden. Deres pligt til at forkynde kristendom tolkede de som et ansvar for folkets oplysning og opdragelse. Den teologiske opgave bestod i at
rationalistisk prædiken og trosstil. Sognepræsten i tiden før Grundlovens indførelse Efter rationalismen og oplysningstidens bibelsyn og trosforståelse bredte der sig i statskirken en forståelse af, at Bibelen og dermed skriften skulle betyde mere. For mange sognepræster blev tiden før Grundlovens