ptolemæiske verdenssystem
Det ptolemæiske verdenssystem er et verdensbillede, hvor Jorden er verdens stillestående midtpunkt. Det bygger på tidligere babyloniske og græske idéer, men fik sin endelige udformning af Klaudios Ptolemaios.
Det ptolemæiske verdenssystem er et verdensbillede, hvor Jorden er verdens stillestående midtpunkt. Det bygger på tidligere babyloniske og græske idéer, men fik sin endelige udformning af Klaudios Ptolemaios.
cyclus, af gr. kyklos 'kreds'), banekurve, som man i det ptolemæiske verdenssystem mente, at en planet bevægede sig ad. En epicykel frembringes af et punkt, der bevæger sig på en cirkel, hvis centrum selv udfører en cirkelbevægelse. Se også epicykel.
ptolemæiske verdenssystem frem til 1500-t. Den tyske astronom Erasmus Reinhold (1511-53) udgav 1551 De Pruteniske Tavler, der som de første var baseret på det kopernikanske verdenssystem. De blev benyttet, indtil Johannes Kepler i 1627 udgav De Rudolfinske Tavler
Primum mobile, (lat. 'det første bevægelige'), i det ptolemæiske verdenssystem en yderste bevæget sfære, der forårsagede bevægelsen af de øvrige, som var hjemsted for Solen, Månen, de fem i oldtiden kendte planeter samt fiksstjernerne.
ptolemæiske verdensbillede med Jorden i centrum (geocentrisk verdenssystem) var fremherskende helt op i 1500-tallet. Problemet med at redegøre for, hvorfor planeterne – set fra Jorden – foretager retrograde bevægelser, forklaredes ved at antage, at hver planet bevæger sig i en lille
verdenssystem i sin Commentariolus, som cirkulerede i afskrift mellem venner og kolleger. Omkring 1530 var Kopernikus' arbejde tilendebragt. Alligevel vægrede han sig ved at offentliggøre sit værk, og det er tvivlsomt, om udgivelsen var blevet påbegyndt i hans levetid, hvis ikke hans eneste elev, G.J. Rheticus, straks var blevet begejstret