pseudo-
Pseudo- er et græsk og internationalt forled, der betegner, at noget er fingeret eller har falsk lighed med noget, fx pseudonym af græsk onyma 'navn', dvs. 'med falsk eller opdigtet navn'.
Pseudo- er et græsk og internationalt forled, der betegner, at noget er fingeret eller har falsk lighed med noget, fx pseudonym af græsk onyma 'navn', dvs. 'med falsk eller opdigtet navn'.
var en kristen forfatter, om hvis liv der ikke findes sikre underretninger. I 530'erne blev han fejlagtigt identificeret med den Dionysios, som på Areopagos sluttede sig til apostlen Paulus (Ap.G. 17,34); skønt denne identifikation blev bestridt allerede i
Pseudo-Kallisthenes, se Alexanderromanen.
Pseudo-Longinos, den ukendte forfatter til det græske værk Om det Sublime fra 1. årh. e.Kr. Her fremstilles den høje tanke og den brændende sjæl som de to kilder til den store stil. Grebethed vejer tungere end korrekthed, ekstase og
Pseudo-Xenofon, den gamle oligark, betegnelser for forfatteren til Athenernes Statsforfatning, en kritisk fremstilling af forholdene i Athen omkring 430 f.Kr. set fra et konservativt synspunkt. Det er overleveret sammen med Xenofons værker, men er ikke skrevet af ham; da
er et kunstnavn for forfatteren til en antik-jødisk pseudepigraf, "Bogen om de bibelske antikviteter" fra det 1. århundrede e.Kr. Den synes oprindelig affattet på hebraisk, men er kun overleveret på latin. Det er en omskrivende genfortælling af historien fra
Pseudo-Kallisthenes. Romanen blev til i 200-t. e.Kr. i Alexandria og bygger på nu tabte kilder og på en række opdigtede dokumenter som breve til og fra Alexander, hans dagbogsoptegnelser og hans testamente samt på en egyptisk folkelig fortælling
Det ophøjede, ty. das Erhabene, udbredt begreb i 1700-tallets æstetik. Det ophøjede betegner det store og grænseoverskridende og er dermed et modstykke til det klassiske skønhedsideal med dets krav om harmoni. Se det sublime og Pseudo-Longinos.
Pseudo-Longinos. Skriftet blev oversat til fransk i 1674 af Nicolas Boileau; dets tema er storhed i tale og skrift, dvs. evnen til med retoriske midler at opnå en virkning, der egl. overstiger de muligheder, der ligger i disse midlers
pseudo-lutherdommens "billige nåde" og med den socialt "bovlamme" kristenhed; det skete i hovedværkerne Nachfolge (1937, oversat til dansk som Efterfølgelse, 1957) og de posthumt udgivne Ethik og Widerstand und Ergebung (1951, på dansk Modstand og Hengivelse, 1957, fængselsbreve 1943-1945). Bonhoeffer