profanere
Profanere, (af lat. profanare), vanhellige; krænke.
Profanere, (af lat. profanare), vanhellige; krænke.
Profanering, (se profanere), det at profanere.
profanere de eleusinske mysterier. Han blev hjemkaldt, men flygtede til Sparta, hvor han nu gav spartanerne gode råd om krigen mod Athen (Den Peloponnesiske Krig). I 412 f.v.t. kom det til et brud mellem ham og spartanerne, og Alkibiades søgte
profanerede De Eleusinske Mysterier og en nat skamferede alle byens hermer, særlige statuer af guden Hermes. Andokides blev anmeldt og arresteret, og han undgik kun dødsdom og henrettelse ved at optræde som meddeler og vidne for bystaten. Han blev dog
profaneret det. I Talmud fortælles, at med den smule olie, som fjenden havde efterladt, brændte lamperne i templet i otte dage. Hanukkah fejres derfor i otte dage, bl.a. med tænding af de otte lys i hanukkahstagen, idet man begynder med
profaneres også af instruktørens anarkistiske side. Hans kunst er rig på humor og poesi. Menneskeskildringen står i centrum, mens beretningerne udfolder sig i stærkt sansede landskaber under lyset fra skiftende vejr. Foruden at være instruktør var John Ford officer i
profaneret, hvis den blev offentligt tilgængelig. Det er den viden, der fortæller om livets og dødens inderste mysterier. Således hævder frimurerne og Rosenkreuzerordenen, at de har adgang til en sådan dyb viden, der har sine rødder i den oldegyptiske mystik
(Danmarks Oldtid)
profaneret af senere indgreb. Den ene af dem rummede en høj mand, der formentlig havde været mellem 20 og 40 år gammel. Han var bl.a. gravlagt med et ganske enestående fornemt ringsværd, dekoreret med udsøgte dyremotiver, men ødelagt og forbukket
(Dansk litteraturs historie)
profaneres i samme øjeblik. „Opstandelsen er fluer om en oldings grønne skæg,“ skriver han, og så klovner han sig gennem trosbekendelsen i sit „Fader vor“ fra Risperdalsonetterne (2000): „Fader vor, se mig gennem vrimlen / helliget vorde din stige / komme din
(Dansk litteraturs historie)
profanerer og afmytologiserer i digt efter digt med titler som „Sankt Jesus i byen“ og „Sæbesalme“, hvor opstandelsen sker i form af jødiske kz-fangers død og kroppenes forvandling til sæbe! I „Jul“ får hans idiosynkrasi frit løb, og det