præsens participium
Præsens participium, (lat.), nutids tillægsform (fx skrivende).
Præsens participium, (lat.), nutids tillægsform (fx skrivende).
Participium, tillægsform, tillægsmåde, de infinitte verbalformer præteritum participium eller datids tillægsform, fx dræbt, og præsens participium eller nutids tillægsform, fx dræbende. Navnet skyldes, at disse former "har del i" en anden ordklasses, nemlig adjektivers, egenskaber. Participier indgår bl.a. i sammensatte
præsens indikativ, dannet ved omskrivning med præsens participium + præsens af hjælpeverbet honā 'være'. Ordforråd Ud over det nedarvede ord udviklet fra sanskrit indeholder hindi også ord, der er indlånt direkte fra sanskrit. Desuden er der mange låneord fra engelsk og
participium med -u aktivt præsens participium med -θ Syntaks Vores viden om den etruskiske syntaks begrænser sig mest til ordstillingen, der ændrer sig fra old- til ungetruskisk. Det vides, at: oldetruskisk overvejende er af SOV-typen, dvs. at subjektet typisk
Ent, (af lat. -ens, -entis), suffiks, der bruges i substantiver og adjektiver (fx patient, dekadent); betegner den, som gør det, der er udtrykt i verbet (fx abonnent en der abonnerer); -ende (præsens participium, fx prominent"ragende frem"); sammenlign med -end.
præsens participium. I nyhebraisk betegner verbalformerne tid og ikke aspekt, jf. kātab 'han skrev', yiktob 'han vil skrive', hū kōtēb 'han skriver'. Hebraisk i Danmark Oprettelsen af det teologiske universitetsstudium banede vej for hebraisk i Europa, og med Reformationen fik
præsens participium (lang tillægsform) af verbet foretage, som er blevet til et substantiv. Med dette begreb foregriber Tesnière transformationsgrammatikken. Lucien Tesnières publikationer Petite grammaire russe (1924) Cours de syntaxe structurale (1943) Esquisse d'une syntaxe structurale (1953) og den posthumt
præsens participium, og præteritum participium. Det sidstnævnte, som kunne bruges som et adjektiv, bøjedes også som et adjektiv i kasus, tal og køn. Ordforråd Norrønt arvede sit ordforråd fra urgermansk og havde dermed mange ord, der er historisk beslægtede med
præsens participium eller nutids tillægsform. Formen dannes fra 1. person flertal af verbet minus personendelse + '-ant', fx nous aimons -> aim- plus -ant = aimant; nous finissons -> finiss- + -ant = finissant; nous buvons -> buv- + -ant = buvant. Et verbums participe présent
dannet af et verbum, ofte ved tilføjelse af et suffiks til verbets rod, bl.a. -bar, fx bærbar, om en mulig aktivitet. Verbalformerne præsens participium og præteritum participium kan også opfattes som verbaladjektiver, jf. et dræbende blik og et anerkendt værk.