pierrot
Pierrot, se pjerrot.
Pierrot, se pjerrot.
Pierrot lunaire, kammermusikalsk, cyklisk værk for talestemme og otte instrumenter af Arnold Schönberg, uropført af komponisten i Berlin i 1912. Teksten omfatter 21 digte af den belgiske digter Albert Giraud (1860-1929) i tysk oversættelse.
Pierrot Lunaire for recitation og fem musikere på otte instrumenter og i operaen Die glückliche Hand til Schönbergs egen tekst. Under krigen skrev han teksten til oratoriet Die Jakobsleiter, hvis anden del aldrig fuldendtes. Fra 1920 til 1923 udviklede han
Pierrot le Fou (1965)), med hvem hun i nogle år var gift. I Vivre sa vie (1962, Livet skal leves) havde hun sin måske væsentligste rolle i en karriere, der fortsatte internationalt, bl.a. i Danmark med Ole Roos' Manden, der
Pierrot Lunaire og Pierre Boulez' Pli selon pli). Hendes repertoire omfatter desuden mange partier i Mozart-operaer, hvoraf ikke mindst hendes fremstilling af Cherubino i Figaros bryllup (Salzburg-festspillene 2006) var fremragende. Som eksempel på Christine Schäfers talent som liedsanger
arbejdede Earle Brown dels med improvisation, fx som åbne former eller frie elementer, bl.a. i Tracking Pierrot (1992), dels med fuldstændig notation, fx i Summer Suite '95 (1995), som er en computertransskription af hans egen fremførelse af en række skitser.
Pierrot Lunaire op. 21 fra 1912, men træder helt klart frem i Bergs opera Wozzeck, komponeret 1917-22. Her anvendes en række af de klassiske former — suite, passacaglia, fuga, sonate, rondo m.m. — som formregulerende faktorer i de enkelte sceners forløb
Pierrot Lunaire (1962). Tetley sluttede sig 1962 til Nederlands Dans Theater som dansende koreograf. 1968-69 turnerede han i Europa og USA med sit eget kompagni og balletter som Ricercare (1966) og Ziggurat (1967). 1974-76 var han leder af
Pierrot Lunaire. Gurrelieder falder i tre dele, hver opdelt i mindre sektioner, og varer omkring to timer. I J.P. Jacobsens digtcyklus, som værket bygger på, er de 19 digte ordnet i afdelinger. Det er i store træk den struktur, Schönberg
Pierrot le Fou (1965, Manden i månen), hvis hovedpersoner, spillet af Anna Karina og Jean-Paul Belmondo, forsøger at flygte fra den moderne verden, men opdager, at de bringer den med sig som en sindstilstand. Samtidig med Jean-Luc Godards